Med 15 års ventetid springer Pokémon Diamond & Pearl frem på din Switch. Titlen der stadig har en solid fanskare fra DS er blevet kærligt opdateret til at kunne modstå tidens tand.
Originalen er stadig en af de bedst modtagne Pokémon titler i en serie, der efterhånden har båret mange knobskud. Vi har hygget os ved at være tilbage i Sinnoh regionen.
Shining Pearl er en klassisk coming of age historie – i den muld som serien efterhånden er blevet godt kendt for. Du har fra udgangspunktet valget mellem to personer: Lucas eller Dawn. Din udvalgte skal på en rejse over kontinentet i jagt efter nye Pokémons som kan fyldes i dit Pokedex.
Du bliver sparket ned til den lille by Twinleaf i Sinnoh regionen. Første stop er Lake Verity, hvor du møder op med din barndomsven Barry. Du får her også muligheden for at vælge din første Pokémon følgesvend, og sørme om du ikke snart bliver konkurrent med din bedste ven. There can only be one! Eller hvordan det nu lyder. Sikkert er det i hvert fald, at I kommer i en direkte kappestrid om at være den bedste træner nogensinde. For lige at krydre tingene en anelse, så er der naturligvis også en ond organisation, der efter bedste evne forsøger at ødelægge det hele for dig.
Det skal bemærkes, at Shining Pearl er det første spil som ikke er udviklet af Game Freak – de er nemlig i fuld gang med at udvikle det ventede Pokémon Legends: Arceus. I stedet er det ILCA der står ved roret denne gang, og det er tydeligt at de ikke har haft modet til at bevæge sig alt for langt væk fra den oprindelige opskrift.
Imens du bevæger dig rundt i landskaberne er begivenhederne præsenteres i 3D, hvilket også åbner for fri bevægelighed for din figur. Lidt sjovt, så bevæger resten af figurerne sig rundt som de gjorde i originalen, hvor det nærmest ser ud som om de bevæger sig mellem felter. Det betyder ikke noget for spiloplevelsen og er nærmere lidt småcharmerende. Det samme er selve grafikstilen, hvor man har fået konverteret den originale Chibi stil på rigtigt fin maner – altså hvor figurerne har store hoveder og øjne men små kroppe.
Som sagt, så har man valgt en meget stringent overførelse af mange ting. Det gør sig også gældende for de mange Pokémons du skal fange samt modstandere du skal kæmpe mod. På ét område har man dog valgt at opdatere – og det er et sært valg. Her med de senere generationer af Pokémon har man øget muligheden for at dele erfaring mellem dine Pokémon, noget der naturligvis både gør spillet lettere samt sænker behovet for grinding.
Sidste ombæring (Sword & Shield) gjorde dette optionelt – men i Shining Pearl er det pludselig dikteret fra start. Det er ikke noget man bemærker fra start – der er det egentlig bare rart – men jo mere du spiller, desto mere bevæger du dig væk levelmæssigt i forhold til resten af spillet. Især i spillets endgame vil du være ganske voldsomt overpowered kontra fjenderne, og det sågar uden at have gjort andet end at følge hovedspillet. Det er en sær beslutning; hvorfor ikke bare gøre det valgfrit, måske man ændrer det med en update senere.
Et andet område, hvor der er blevet valgt at lave en mindre ændring er ved udvidelsen af ”the Grand Underground”. Her er der lagt mere vægt på opdagelse, hvor en masse Pokémons bevæger sig frit rundt. En del af disse er unikke for området, og der er områder du først vil få adgang til ved og sågar efter historien er gennemført. Det giver incitament til at spille videre, hvilket selv sagt er med til at forlænge levetiden på fornuftig vis.
Pokémon Shining Pearl er på mange måder en rigtig god genudgivelse. Det er nænsom restaureret og på visse områder sågar en lille opgradering: At Hidden Moves nu eksempelvis ikke er afhængig af hvilke Pokémon du lige præcis har i gruppen er så befriende. EXP sharing burde være valgfrit, men er på den anden side med til at udligne noget af det hop i sværhedsgraden som tidligere ramte spillets endgame. Samlet set en absolut godkendt titel, som elskere af serien trygt kan samle op.