Da jeg første gang lagde øjne på titlen “Detective Pikachu”, blev jeg en anelse forvirret. Det er meget normal fra Nintendos side, at skabe Spin-offs til deres elskede børn – såsom Zelda, Mario, Fire Emblem mm. Detective Pikachu bryder alle konventioner der hører til Pokémon franchisen, og giver et nyt og spændende eventyr, sammen med en Pikachu, der er hurtig på aftrækkeren og en dreng ved navn Tim Goodman. Sammen vil de opklarer mysteriet, om Tim Goodmans forsvundne far.
Spillet starter med en rigtig flot åbningsvideo, som følger Pikachu, der prøver at finde en kompagnon til hans mysterieløsninger. Halen er dog bare, at ingen kan forstå ham. En skæbnesvanger episode finder sted, hvor nogle Aipom stjæler en halskæde fra en lille pige. De stikker af, og støder ind i Tim Goodman. Her opdager Pikachu, at Tim kan forstå ham, og sammen bliver de en duo, som ikke kan stoppes.
Detective Pikachu er et “mord opklaringsspil” for børn. Dvs, der er voknse undertoner, som bliver gjort børnevenlige – f.eks. deres brug af “blod” kommer fra et af de mange bær i Pokémon universet.
Spillets gimmick er vidneudsagn og en logbog, som man skal fylde ud for at komme videre i historien. Det er meget trivielt, og ikke særlig svært at se hvad man skal kigge efter, eller hvem man skal snakke med. Dette betyder ikke spillet er dårligt, da jeg personligt mener, at det vil kunne hjælpe børn med at tænke mere abstrakt.
Hele fornemmelsen føles lidt ala Ace Attorney møder La Noire for børn – Da man bruger meget tid i fældten for, at samle data og de generelle vidneudsagn.
Interessant nok, får spillet forskellige pokémon til at træde til som vidner. Dette gøres via Pikachu, da han fungerer som en tolk såvel som guide til Pokémon universet. Samtidig sørger Tim for menneskerne.
Spillet er ikke svært på nogenmåde, og man kan ikke rigtig gøre noget forkert. Pikachu giver tilgengæld en feedback, hvis man skulle føles sig i tvivl eller svare forkert. Men et eller andet sted, er det tydeligt at dette spil er lavet til børn. Ikke at voksne ikke kan have glæde af det, for det er bestemt super underholdende. Men det er ikke svært, og det føles ærlig talt lidt som en interaktiv film.
Se sådan her på det, du kender allerede svaret på gåden, men du skal stadig argumenterer for, hvordan du er nået frem til det. Dette kan du kun gøre, via dialog, udforskning og problemløsninger.
Pikachu er dog der hvor spillet shiner. Han er den typiske “New York Detective”-stereotyp. “Mørk” baggrund, hemmeligheder der kommer ud løbende, hurtig til at komme med jokes eller punchlines etc.
Sværhedsgraderne stirre efter hvert kapitel. Hvilket gør det hele lidt mere overbærende. Der er flere personer og pokémon at snakke med, hvilken gør det hele en smule dybere.
Der kommer blant andet flere personer, som man kan benytte sig af – såsom Milo som er en Pokémon ranger og en reporter ved navn Emilia. Disse personer fungerer som hjælp, og det gøres godt. Tim Goodman er ikke en træner, så han har ikke færdigheder inden for de forskellige Pokémon og lign.
Jeg nød min tid med Pikachu og Tim. Det var ikke svært og jeg behøvede ikke rigtigt at tænke over tingene. Jeg hyggede mig bare, med den interessante Pikachu og de skøre cutscenes.