Brothership, det nyeste kapitel i Mario & Luigi-RPG-serien, har de fleste af de komponenter, der skaber en underholdende eventyroplevelse. Det turbaserede kampsystem er lige så sjovt som altid, særligt når det kombineres med nogle af de mest charmerende visuelle elementer i et 3D Mario-spil til dato. Spillet tilbyder også et solidt system til karakteropbygning, imponerende for en titel rettet mod et yngre publikum. Med sin charmerende, nautiske setting burde Brothership være fantastisk — eller i det mindste rigtig godt. Desværre ender det med at være blot “okay”, hvilket ikke helt rækker til at bære det hele vejen.
Det nyeste Mario & Luigi-eventyr, skabt af studiet Acquire (i stedet for det oprindelige udviklerstudio, AlphaDream, der lukkede i 2019) byder på en fremdriftsdrivende præmis, som holder spilleren engageret — i hvert fald for en tid. Historien er simpel: Indbyggerne i Mushroom Kingdom bliver transporteret til et nyt sted, ved navn Concordia. Indtil fornyligt var Concordia et kontinent forenet af Uni-træets kraft, men nu er det spredt ud over flere flydende øer i et stort hav. Mario og Luigi skal rejse på tværs af Concordia for at genoprette forbindelsen til Uni-træet og genoprette harmonien.
Mario-spillenes RPG-serier prioriterer ofte charme og humor over dyb historie, og Brothership er ingen undtagelse. Meget af spillet går ud på at rejse fra ø til ø, hvor man bruger mellem 30 og 90 minutter på at løse de lokales problemer og genskabe deres forbindelse til træet. Øerne har typisk ordspilsnavne, ligesom de mange karakterer og fjender, man møder. Desværre går charmen ikke dybere, i hvert fald hvad angår skrivningen. Brothership mangler den vittige dialog og direkte humor, der kendetegner tidligere titler som Bowser’s Inside Story. Spillet prøver, og det bliver aldrig decideret kedeligt, men det hele forbliver en smule… middelmådigt?
Til gengæld forsøger Brothership at fortælle en historie om “forbindelsens” kraft. Elektricitet er temaet, og mange NPC’er er designet som levende kontakter eller stik med ben. Det hele handler om at bringe et opdelt folk sammen, både i et mikroperspektiv på hver ø og i en større skala for hele eventyret.
Desværre når temaet ikke længere end til overfladen og virker ofte som pynt, der blot retfærdiggør fjender og NPC’er, der ligner HDMI-stik. Venlige NPC’er har næsten alle et strømstik som ansigt, hvilket er lidt sjovt, men det fanger ikke den klassiske Mario-æstetik. De minder mere om figurer fra en mystery-pose, man kan købe hos Kids Coolshop, hvor man måske er heldig at finde en i guld.
Kernen i Brothership som RPG er heldigvis solid. Kampene er både sjove og visuelt imponerende. Det turbaserede system består stadig, hvor Mario og Luigi kæmper sammen i alle angreb. Hvert træk kræver timing med knapper, både i angreb og forsvar, hvilket gør kampsystemet dynamisk. Det er ikke bare statistikker, men din timing, der afgør, om et angreb lykkes.
Disse mekanikker er velkendte fra tidligere spil, men de fungerer godt. Stik-systemet tilføjer dog et frisk pust: Efter nogle timer låser man op for at indsætte stik i et personligt panel med unikke kamp-effekter. Et stik kan tilføje ild til angreb, et andet kan automatisere quick-time events. Stikkene har et begrænset antal anvendelser og skal derefter genoplades, og når man er godt inde i spillet, bliver det en spændende udfordring at vælge de rette stik og overveje taktiske kombinationer med bonuseffekter.
Boss-kampe er højdepunktet, men også en reminder om Brotherships mangler: Der er ikke nok af dem. Mange øer afsluttes uden en konfrontation. De store boss-kampe er fede, men der er nok kun få. Luigi Logic-mekanikken, som mest bruges til at smadre kasser og aktivere kontakter, åbner i boss-kampe for unikke mekanikker, der kan vende kampen.
Desværre mangler Luigi Logic taktisk dybde. Når den bruges, lammes bossen altid og tager stor skade, hvilket fjerner strategien omkring at gemme den til det rette øjeblik. Uden for kampene falder Brothership lidt fladt. Når du ikke kæmper, løber du rundt på øerne, hver med deres egne små historier. Man hjælper f.eks. en stjernedanser med at finde hårvoks eller skaber fred mellem is- og ildfolk.
Praktisk betyder det ofte blot, at man løber mellem mål, bekæmper fjender og løser enkle gåder. Spillet føles mere som et simpelt puzzle-platformspil end et klassisk RPG uden for kampene. Overgangen mellem kamp og gådeløsning er dog harmløs og til tider ret engagerende. Sideopgaverne er en klar svaghed. Selvom der er mange af dem, er de færreste værd at udføre. Typisk kræver de blot, at man vender tilbage til en ryddet ø, taler med en NPC og måske kæmper mod en fjende, hvorefter man modtager helende genstande.
Selvom Brothership ikke når de højder, som AlphaDreams tidligere Mario & Luigi-spil har sat, formår Acquire stadig at skabe et fornøjeligt RPG, hvor det visuelle næsten opvejer den manglende charme i dialogen og karaktererne. Der er dog langt for det nye studie, hvis de skal opnå det, som AlphaDream mestrede.
Tak til Bergsala og Nintendo for, at gøre denne anmeldelse mulig.