Bastion_top

Det har altid undret mig, at sommerperioden bliver betragtet som et skidt tidspunkt at udgive spil på. Jeg forstår at folk tager på ferie, men omvendt findes der heller ikke en periode med mere fritid på hele året. At denne sommers regnvejrsdage kun har kunnet fortrænges med det middelmådige Call of Juarez: The Cartel vidner om, at alt fokus nu er lagt på finpudsningen af de store titler, til den forestående efterårs og vinterperiode. Det er her, mens man sulter efter AAA-titlerne, at man vender blikket mod andre muligheder og opdager, at man slet ikke har noget at være ked af!

Bastion fra Supergiant Games er første titel i hvad der ligner et gedigent sommerkatalog hos Xbox Live Arcade og den skuffer ikke. En mystisk kraft, kendt som ”the Calamity” har revet verden fra hinanden og befolket den med fæle monstre. Du vågner som The Kid på et lille stykke løsthængende land og sætter kursen mod det sagnomspundne Bastion, som er befolkningens højborg, i tilfælde af ballade. Denne er imidlertid i samme stand som resten af verden og det er nu op til dig at søge efter de forsvundne krystaller, som skal bruges for at genopbygge Bastion.

Bastion_thebastion

Den fantastiske håndtegnede art-style bliver vist fra et isometrisk perspektiv og er spækket med farver og detaljer, ligesom hele stemningen bliver smurt endnu tykkere af en fortællerstemme, som løbende kommenterer på alt hvad du foretager dig eller serverer dele af baggrundshistorien. Der er gjort meget for, at man ikke skal høre den samme bemærkning 2 gange og det er ganske fornøjeligt at høre hans syn på ens valg af våben eller special-angreb. Banerne består af små frithængende stykker landmasse, som gradvist bygges større når man når kanten. Alt kan ødelægges og man skal derfor passe på ikke, at ryge ud over kanten eller i de huller som fjenderne laver. Musikken er i øvrigt fremragende og næsten pengene værd i sig selv.

Bastion_fighting2

Arsenalet er farverigt og tæller alt fra hammere og dueling pistols, til små fikse macheter og flammekaster, hvor alt kan upgrades mod betaling med krystaller man finder på vejen. Man kan bære 2 våben ad gangen, udover skjoldet som kan bruges til at counter næsten alt, og de føles alle forskellige nok til, at retfærdiggøre deres plads i spillet. Der er noget for enhver smag og selvom man hurtigt finder sine favoritter, bliver det aldrig kedeligt at eksperimentere med andre kombinationer. Samtidigt har man 2 forskellige stier at vælge sine upgrades i, men man kan frit skifte mellem de to, hvis man føler behovet. For eksempel giver første upgrade på pistolerne 8 ekstra skud i magasinet, hvor samme upgrade i den anden sti giver hurtigere reload hastighed. Min dødelige cocktail bestod af det hurtige men lidt svage machete, som også kan kastes, og musketten der fungerer som en slags shotgun, men er så kraftig at man bliver skubbet tilbage når man skyder, så man risikerer at ryge ud over kanten.

Bastion_fighting

Denne form for balance, med fordele og ulemper, går igen i alle spillets facetter og der er tydeligvis tænkt grundigt over selv de mindste frames, hvornår man kan afbryde forskellige angreb og så videre. Det sørger for at man sjældent føler sig uretfærdigt behandlet og oftest selv er skyld i ens tidlige afgang. The Bastion fungerer som ens hjemmebase (hub), hvor man med opsamlede krystaller genopbygger de forskellige bygninger man opgraderer våben og vælger skills i. Som man stiger i rang får man mere plads til skills ad gangen, som for eksempel 10% mere liv eller mere skade til special-angreb og også her kan man frit skifte rundt og tilpasse tingene til ens stil – ikke mindst i forhold til ens valg af våben.

Bastion_arsenal

Trænger man til mere udfordring er der også råd for dette, med idols der fungerer som skulls i Halo-serien. Her kan man gøre fjenderne sværere, få dem til at eksplodere når de dør og en masse andet kreativt, som alt sammen øger udfordringen og kan bruges som blær på Leaderboards.

Bastion_running

Bastion er en gedigen start på Summer of Arcade og er let de 1200 point værd (ca. 100 kr). Historien holder 6-7 timer, men med New Game +, idols og lukkede challenge-arenaer, skulle der være masser af underholdning, når sommerregnen plasker på ruden. Der er ingen tvivl om, at Arcadespillene er blevet en niche hvor kreativitet og gode idéer får lov, at gå forud for udgivernes nervøse pengepung. Det var der mange som kunne lære af.

“The Kid clicks add comment…”

Stemningsfuld old-school art-style

Fantastisk musik og lyd

Sjove forskellige våben og upgrades

God holdbarhed og udfordring

Kan blive ensformigt efter længere tid