Unknown 9: Awakening: Et ambitiøst men ufærdigt eventyr i skyggen af genrens giganter

Unknown 9: Awakening lægger sig i slipstrømmen af moderne action-eventyrspil med en velkendt formel: snævre passager, arenabaserede kampe og en følelsesladet fortælling om personlig udvikling. Allerede inden for de første 10 minutter står det klart, at spillet kæmper med at finde sin egen identitet i skyggen af genrens større titler. Selvom det forsøger at differentiere sig med elementer som tankekontrol og en fascinerende alternativ historisk setting, formår det desværre ikke at indfri sit potentiale.

En lovende, men underudnyttet verden

I denne alternative version af det tidlige 20. århundrede træder vi ind i rollen som Haroona, en karakter der desværre ofte reduceres til at være talerør for trivielle og overfladiske klichéer. Hendes evne til at tilgå den mystiske dimension “The Fold” åbner op for interessante gameplay-muligheder: kortvarig usynlighed, telekinetisk manipulation af fjender, og en spøgelsesform der primært bruges til at løse simple puslespil.

Spillets univers er overraskende velgennemtænkt. Der er tydeligvis blevet investeret betydelig tid i at opbygge en overbevisende alternativ tidslinje, komplet med mystiske hemmeligheder og skjulte historier. Som en moderne fortolkning af Indiana Jones-eventyr byder verden på fascinerende elementer som en mystisk udryddelsescyklus, udødelige væsener, og undergrundens diverse selskaber der kæmper om paranormal viden. Det er derfor særligt ærgerligt, at denne rige masse ikke udnyttes bedre i hovedfortællingen, som i stedet fortaber sig i magisk jargon og forvirrende referencer, der aldrig rigtig formår at engagere.

Gameplay: Et spil af to halvlege

Spillets gameplay kan groft opdeles i to hovedkategorier: stealth og kamp. Stealth-elementerne følger en velkendt opskrift – du kaster distraherende genstande, sniger dig gennem højt græs, og eliminerer fjender én efter én. Det fungerer grundlæggende okay, men bliver hurtigt forudsigeligt. Den største udfordring ligger ikke i mekanikkerne selv, men i den bemærkelsesværdigt svage AI. Vagter reagerer kun halvhjertet på eksploderende objekter og synes nærmest ligeglade med at finde lig af deres kolleger. Dette gør stealth-sekvenserne alt for nemme, selv om der stadig kan være en vis tilfredsstillelse i at rydde et helt område uden at blive opdaget.

Kampsekvenserne, som paradoksalt nok bliver mere fremtrædende jo længere du kommer ind i den cirka 8 timer lange historie, er desværre spillets svageste element. Nærkampssystemet føles upræcist og mangler vægt, med et begrænset udvalg af fjender der benytter en forudsigelig blanding af skydevåben og nærkampsvåben. Selv på den højeste sværhedsgrad kan de fleste kampe vindes ved at spamme de samme få kombinationer af lette og tunge angreb, suppleret med nemme undvigemanøvrer.

Tankekontrol: Et glimt af innovation

Spillets mest interessante mekanik er evnen til at overtage kontrollen med flere fjender samtidig. Du kan orkestrere en række handlinger, der udspiller sig i slow motion, hvilket skaber nogle underholdende øjeblikke af kreativ problemløsning. Det er særligt morsomt at manipulere fjender til at angribe hinanden, mens AI’en fortsætter med at udvise minimal situationsfornemmelse. Selvom denne mekanik også bliver repetitiv mod slutningen, repræsenterer den spillets mest vellykkede forsøg på innovation.

De tekniske problemer er desværre mange og iøjnefaldende. Haroona kan ofte sidde fast i omgivelserne eller udvise mærkelig hoppeadfærd. Cutscenes lider under en særpræget klipning, hvor scener springer abrupt mellem ultrakorte indstillinger, som om instruktørerne kun nåede storyboard-fasen. Færdighedssystemet lover forskellige spillestile gennem tre grenede udviklingsveje (kamp, stealth og tankekontrol), men den stigende vægt på direkte konfrontation i spillets senere dele gør mange stealth-orienterede opgraderinger mindre relevante.

Konklusion: Et spil fanget mellem ambition og udførelse

Unknown 9: Awakening har sine lyspunkter. Den velovervejede verden og de interessante tankekontrols-mekanikker vidner om et projekt med store ambitioner. Men den ufærdige følelse, de tekniske problemer, og særligt den middelmådige implementering af kernemekanikkerne som kamp og stealth, trækker oplevelsen ned.

Det er tydeligt at udviklingsteamet har haft visioner om at skabe noget unikt, men slutresultatet ender som et eksempel på, hvorfor solid udførelse af grundlæggende elementer ofte er vigtigere end nye idéer. For genre-fans kan der være nogle timers underholdning at hente her, men forvent ikke et spil der lever op til standarderne sat af de store navne i action-eventyr genren.

Spillet føles i sidste ende som et ambitiøst projekt der blev kastet ud af døren før det var helt færdigt – et indtryk der forstærkes af de tekniske problemer og den generelle mangel på polish. Med mere tid til at forfine kernemekanikkerne og bedre udnyttelse af den interessante verden kunne Unknown 9: Awakening måske have været noget særligt. Som det står nu, er det desværre bare endnu et middelmådigt entré i en overfuld genre.

Tak til Bandai Namco for at gøre denne anmeldelse mulig.