Der er ikke mange titler i underholdningsbranchen der kan tillade sig at sætte et 13-tal efter sit navn, og samtidigt være kendt for kvalitet. Ikke desto mindre, har japanske Square Enix skudt den ene kæmpe succes efter den anden på gaden, og formået at gøre noget så uinteressant som en 7’er til noget der stadig regnes for at være det ypperste inden for sin genre. Det er blevet tid til 13. omgang i Final Fantasy sagaen, og Square Enix lover at gøre op med de seneste års stagnation indenfor genren med et nyt battlesystem, uovertruffen præsentation, og indhold nok til at holde dig beskæftiget indtil træerne for længst er blevet grønne igen.
Leverer de varen?
Historien begynder i Cocoon. En kæmpemæssig by som svæver over planeten Pulse, og som er skabt for længe siden af de overnaturlige væsner, fal Ci’e. Gennemsyret af frygt for den ukendte Pulse, er den tyraniske regering i Cocoon i gang med en større udrensning af alle der har været i kontakt med den. Vores hovedpersoner bliver ufrivilligt valgt til en opgave de ikke kender af de mystiske fal Cie, og virvles ud i et eventyr for at finde sig selv, og løsningen på deres mission. Men de har travlt, for opgaven de har fået er tidsbestemt, og der er ikke plads til hurtige beslutninger, når det er verdens overlevelse der står på spil.
Man er tilbage i en enorm eventyrverden, der vanen tro er spækket med magi, et væld af fantasifulde væsener, samt masser af de velkendte pre-renderede film-sekvenser, som er så gennemført fantastiske, at det siger en klistret lyd når du endelig husker at blinke med øjnene igen. Områderne man løber rundt i giver ikke meget plads til at gå på opdagelse, men er flotte, meget forskellige at se på, og sjove at løbe rundt i. Pulse er uhyggeligt flot skabt, med en fantasifuld og lækker visuel stil der til tider trækker minderne hen mod det mere industri-techno inspirerede univers, som 7’eren er kendt for. Tilføj velkomponeret musik, klare lyde, tonsvis af tale, og du sidder tilbage med et produkt der føles helstøbt, og emmer af kvalitet.
Historien er udemærket fortalt og sammenflettes i små mindre handlingsforløb, der heldigvis ikke bliver ikke så snørklede som man er vant til i denne type spil. Der er tænkt over tempoet, og med lidt hjælp fra de sædvanlige karikerede type-roller, lærer man hurtigt personerne at kende. Jeg lærte desværre aldrig rigtigt at føle med dem. Spillet er stadig spækket med gakkede replikker sagt i dødelig alvor, og hovedrystende tåbelige beslutninger, men det hænder rent faktisk at personerne rammer en tone man kan skimte det realistiske i. Bliver man tosset af det middelmådige stemmeskuespil, er der heldigvis mulighed for at skippe de mange cutscenes som spillet byder på.
Selve handlingsforløbene er ganske lineære, uden mulighed for selv at vælge tid og sted, men det binder fortællingen godt sammen, og giver et passende flow. I starten bliver man kastet lidt rigeligt rundt mellem de forskellige grupper og personernes individuelle historier, men det flettes senere hen sammen på en god måde, og giver bedre mulighed for at lære de forskellige paradigms at kende. (Mere om dem lige om lidt.)
Jeg vil ikke ligefrem kalde kampsystemet nyskabende, men Square tager klart nogle skridt som gør at det føles friskt igen. Random encounters er væk, og fjenderne kan ses i miljøerne og helt undgåes eller snigløbes, blandt andet ved hjælp af potions du kan bruge før du løber ind i dem. Når du rammer dem kommer der en kort mellemsekvens, og kampen er i gang.
Her har du en tidsbar (ATB gauge) som, i starten af spillet består af 2 segmenter, og du kan først angribe når et eller alle segmenter er fyldt op.
Nogle angreb koster 1 segment andre koster flere, afhængigt af hvor stor effekt de har.
Du kan ikke styre dine teammates direkte i kamp, men i stedet ændre deres “Paradigms”. Det er opsætninger for hvilken rolle hvert kæmpende medlem skal have. Du kan f.eks. have en Ravager som er magikeren, en Commando som laver fysisk skade, Saboteur som står for debuffs, og en Medic som holder resten af holdet i live. Denne opsætning kan du skifte on-the-fly i kampen, hvis forholdende ændrer sig, og du skal lægge dine taktikker om. Derudover har du Eidelons til din hjælp, som er større væsner med vanvittigt design som man kender dem fra tidligere spil i serien. De kæmper på lige fod med de andre medlemmer, men kan også “rides på”, og ved hjælp af forskellige knap-kombinationer lave altødelæggende angreb. Selve idéen med at ride sin Eidelon er spændende, men virker ikke særligt underholdende i praksis. Kombinationerne er åbenlyst kastet ind for at give en mere direkte action feeling, men de falder desværre lidt til jorden, og vil nok blive brugt mest fordi de er nyttige. Hver fjende har en “Overclock bar”, som repræsenterer hvor tæt den er på at blive “staggered”. Dine angreb får baren til at stige, og når den er helt i top bliver fjenden “staggered” og tager betydeligt mere skade indtil at baren efter noget tid er drænet.
Efter kampen bliver du præsenteret for stats der viser hvordan du har klaret dig, hvilke items du har fået, og hvad du har tjent i XP, og du har muligheden for selv at styre om din figur skal specialiseres i en bestemt retning, eller fungere mere allround.
Dette, sammen med paradigm-shifts og Eidolons, giver kampene den taktiske friskhed mange nok har savnet, og så har det aldrig set flottere ud på skærmen! Selvom at du fra start af, er fuldt overbevist om både grafik og stil, bliver spillet ved med at overraske positivt når dine teammates flyver rundt mellem hinanden, og fjenderne på kryds og tværs, alt imens at de sammensætter deres angreb. Grafikken kører glidende det meste af tiden, men hakker dog en smule i de mere befolkede områder. Der mangler efter min mening en by eller to at løbe rundt og snakke med NPC’er i, og der er ikke så meget andet at tage sig til end at slås.
Gameplaymæssigt vil der stadig være en del at holde øje med for den gennemsnitlige spiller, og levelling samt generel administration af holdet, kan virke som en uoverskuelig opgave i starten. Den erfarne rollespiller vil højst sandsynligt mene at det er lige tilpas, og vil sågar nyde at der konstant er nye ting der skal rodes ved. Det hele bliver også serveret i et fornuftigt tempo, som giver de fleste ro til at lære tingene. Eksperimentering med forskellige ingredienser til brug i opgraderinger, er dog både en smule langsommeligt, forvirrende, og kræver, efter min mening, for meget tid at sætte sig ordentligt ind i. Jeg ender lidt med følelsen af, at have spildt nogle ingredienser, og derved ødelagt det en smule for mig selv.
Siden Final Fantasy XIII første gang blev vist frem på E3 i 2006, er det af mange blevet set som det fyrtårn genren uundgåeligt ville styre imod. Selvom det er umuligt at indfri alles forventninger, er Final Fantasy XIII alligevel endt som et fabelagtigt JRPG, der ganske vist ikke genopfinder genren, men får os til at overveje om vi overhovedet burde have en forandring fra starten af.
|
|
Friskt og sjovt kampsystem, som er flot at se i aktion
Uovertruffen præsentation
Lang levetid
Ærgeligt stemmeskuespil
Mangler en smule variation i gameplayet
|
