Anmeldelse: Sonic Free Riders

Hvis man vil tjene penge på et middelmådigt produkt, kan det godt betale sig at finde et marked hvor efterspørgslen er større end udbuddet, og et nyt, friskt Kinect-marked er ingen undtagelse. Længere tid i støbeskeen havde dog ikke reddet Sonic Free Riders fra total katastrofe, for selvom spillet bygger på et udmærket, omend velkendt præmis, fejler det fuldstændigt i det som skal være det grundlæggende ved spillet. Nemlig styringen.

Frustrationerne begynder, umiddelbart efter du har skippet forfilmen, i menuerne som er rædsomme at navigere rundt i. Hvis du formår at få cursoren frem på skærmen, insisterer den nærmest på at ramme alt andet end det rigtige og dreje punkterne modsat af hvor du vil hen, så jeg flere gange endte med at stå og grine opgivende, når spillet atter engang valgte at pause af sig selv og jeg ikke kunne komme ud af menuen igen. Det havde måske hjulpet hvis den forbandede stemmestyring var aktiveret i Danmark.

I Sonic Free Riders flyver du rundt på et futuristisk skateboard kaldet Gear, i forskellige dele af det velkendte univers, med de velkendte figurer, mens du forsøger at samle de velkendte guldringe og kvase velkendte modstanderne med diverse mere eller mindre velkendte power-ups. Det bliver hurtigt tydeligt, at du skal sige farvel til ryggen og goddag til de smertestillende, alene for at komme igennem træningen, for slet ikke at tale om den lange, lange storymode.

Man står med siden til skærmen og bøjer overkroppen for eller bagover, for at styre boardet fra side til side, og det gør nas. Det reagerer stift og man får hurtigt overkompenseret så man ender med at stå og svaje frem og tilbage som en dvask fjeder. Hvis du er heldig nok til at time et hop rigtigt på en rampe, kan du lave tricks ved hjælp af forskellige bevægelser, hvilket giver air så du kan booste ved at padle med foden. Hvis tilfældet vil at du ramler ind i en power-up, skal den aktiveres med forskellige fagter eller kyles i nakken på dine modstandere.

Efter fem minutter ønsker man, at man havde en controller at kaste efter skærmen, og når smerten i lænden rigtigt sparker ind, ti minutter senere, begynder hjernen helt automatisk at opfinde nye spændende ord som panodil-smoothie. Nærmest som et symptom på dette, myldrer banerne heller ikke ligefrem med sindsoprivende hårnålesving og udover et par valgfrie ruter, er der faktisk heller ikke meget andet der gør dem seværdige. Præsentationen byder ikke på noget storslået i hverken grafik eller opfindsomhed, og selvom musikken pumper derudaf, er det nok ikke et soundtrack som de fleste skriver på ønskelisten til jul.

Som et lille plaster på såret er der også en kompetitiv og co-op mode for 2 spillere (4 hvis man skiftes) samt en online funktion for op til 8 spillere. Den fungerer ganske lag frit og giver mulighed for tonsvis af tweaks, både i reglerne og til det Gear du vil bruge. Oven i det er de forskellige figurer opdelt i klasserne flight, speed og power, så der er rigeligt at rode med.

Det er efterhånden længe siden vi har set et ordentligt Sonic spil og Free Riders føjer nærmest bare spot til skade. Jeg tror desværre at det er meget få der vil kunne se det sjove ved det, og det eneste som holder spillet fra en ren bundkarakter er spandevis af muligheder, baner og spilletid. Det er svært at lære, umuligt at blive god til og hvorfor skulle man også gøre sig den umage, når spillet dårligt havde været sjovt hvis det virkede.