I det herrens år 1292, sejlede den opdagelsesrejsende Marco polo fra Kina mod Persien med en flåde på 14 skibe, fyldt med guld og andre rigdomme. Rejsen skulle tage ham 1½ år at tilendebringe og da han endelig nåede frem, havde han kun 1 skib og 18 besætningsmedlemmer med sig. Han afslørede til sin dødsdag aldrig hvad der var sket med den manglende flåde, for som han sagde: ”Selv hvis jeg fortalte hvad jeg havde set, ville ingen tro mig”.
Historien i Uncharted 2: Among Thieves tager, ligesom som sin forgænger, udgangspunkt et sted i den virkelige verden. Drake’s Fortune løftede i ’07 Playstation 3 op til et hidtil uset niveau, og slog fast, at Sony’s nye konsol stadig havde eksklusive esser i dens virtuelle ærme. Den narrative fremstilling var af en hidtil uset kvalitet, der endnu ikke er overgået, og Uncharted 2 tager endnu et skridt i den rigtige retning, i en genre der ellers ikke er fyldt med innovative idéer.
Den dybe tallerken er ganske vist ikke genopfundet, men det her er en af de flotteste, mest helstøbte tallerkener der nogensinde har prydet mit bord!
Vi er tilbage i selskab med vores antihelt Nathan Drake, der sammen med hans nye charmerende bekendtskab Chloe, går på jagt efter Shambhala og den legendariske, ønskeopfyldende Cintamani Stone.
Her starter 10 timers hæsblæsende godt singleplayer gameplay, cutting edge grafik og en velformidlet og god historie, der er krydret med alle de plot-twists og overraskelser der hører sig til.
GOTY contender? – uden tvivl!
Når fryden over den lækre præsentation har lagt sig, er det første der slår én, hvor rart det er at være tilbage i Nathan Drake’s selskab. Det fejlbarlige og sårbare ved Drake som figur, giver ham en kant og tilføjer en form for “Hollywood-realisme” som endnu ikke er overgået i et spil. Det er en fornøjelse at høre ham tale med sin makker (eller sig selv) og brokke sig højlydt over hans uretfærdigt dårlige held, mens man forsøger at løse et puzzle eller skille sig af med sine forfølgere. Hans makkere giver ham og hans personlighed et godt afsæt, og den enorme mængde dialog giver historien og personerne plads til at udfolde sig. Senere tynder det desværre en smule ud i ens personlige forhold til figurerne, da historien falder mere i baggrunden og lader actionen tale.
Så er det heldigt, at actionen er så veltalende!
Tempoet er skruet en smule op, men gameplayet føles stadig lidt som om det er opdelt i forskellige segmenter af enten puzzle, exploration eller fighting. Til gengæld er miljøerne meget mere varierede, og tæller blandt andet jungler, sneklædte bjergtoppe, gamle ruiner og en fantastisk bane om bord på et tog.
Det hele bliver vist i så blændende flot grafik og med så meget sans for detalje, at det bliver ved at fryde en hele spillet igennem. Alle de lækre detaljer i Drakes animationer, eller tøjet der bliver vådt eller dækket af sne, imponerer stadig, og det hele føles både levende og sammenhængende. Man glæder sig hele tiden til at se næste bane, men ikke fordi man keder sig på den nuværende.
Lyd, musik og stemmeskuespil er af øverste skuffe, og man sidder aldrig med følelsen af, at de har forsøgt at springe over hvor gærdet er lavest.
Selvom den rute du skal tage er lineær, er leveldesignet velovervejet så replayværdien holder selv i 3. gennemspilning med mange muligheder for en stealthy approach. – Hvor det heldigvis er blevet lettere at forsvare sig med næverne!
Det fedeste ved actionen er den form for rolig panik den kan skabe. Du er aldrig sikker det samme sted længe ad gangen, og tvinges til at tænke hurtigt og være omskiftelig i dine fremgangsmåder for ikke at blive nakket. Fjenderne flankerer, kaster granater og samarbejder så du aldrig har et roligt øjeblik i deres selskab.
Checkpoint systemet kan stadig være en smule utilgivende og starte dig længere tilbage end du har lyst til, eller et sted du ikke umiddelbart kender: På en bane løb jeg ind i en ordentlig firefight, hvor jeg holdte mig langt tilbage, men da jeg døde, startede checkpointet mig længere fremme i området. Det er en smule forvirrende, men sørger samtidigt for, at spillet ikke ved et tilfælde får gemt midt i en umulig situation.
Selvom singleplayer oplevelsen fint bærer spillet, tilbyder Among Thieves også en kæmpe multiplayer del. En slags Horde Mode, 5 varianter af Deathmatch, 2 slags territories, king of the hill og Capture the Flag, med 2 perks ad gangen, som kan købes for point du bla. optjener i singleplayer. Der er ikke super mange baner at slå sig løs i, men dem der er, holder. Der skulle efter sigende være flere på vej, og rankingsystemet giver også lidt ekstra lyst til lige, at spille et map mere.
Co-op gameplay er som bekendt den helt store mode for tiden, og Naughty Dog har også fundet tid til, at inkludere dette. Det er baner med lidt historie, hvor op til 3 kan spille sammen, men altså ikke singleplayer-delen med en makker. Det hele virker nøjagtigt som det skal, og selvom jeg ikke er den store multiplayerhaj, synes jeg dette er noget af det sjoveste multiplayer jeg har spillet på min Playstation.
Der er ikke meget skidt at sige om Uncharted 2: Among Thieves.
Lidt flere multiplayerbaner fra start og fuld co-op ville have skabt en nærmest euforisk stemning. Et par enkelte våben der føles ”floaty” at sigte med, og nogle til tider rimelig blinde fjender er nok den eneste kritik jeg kan komme op med.
Det er sjældent at man ser et så finpudset og underholdende stykke software. Grafikken er det flotteste der nogensinde er kommet ud af en Playstation, og enhver der elsker action og en god historie, vil få svært ved at slippe det igen.
– At købe!
5/5