Efter adskillige forsinkelser er Rocksteady’s seneste og sidste kapitel i Arkham-serien landet. Forrige års noget lunkne Arkham Origins vidnede om hvordan manglende inspiration og nytænkning kan underminere fundamentet for selv det stærkeste gameplay. Omvendt overraskede sidste års Shadow of Mordor positivt, da det placerede grundelementerne i Arkham-oplevelsen i en anden, frisk sammenhæng. Begge titler blev skabt af andre udviklere, men nu er de oprindelige skabere klar til at afvikle serien.
Spillet starter omtrent otte måneder efter Arkham City’s slutning. I kølvandet på hin spils begivenheder, navnlig Jokerens død, er en ukarakteristisk ro faldet over Gotham. Men den kriminelle underverden sover aldrig, den venter allerhøjst og netop som Gothams politi har sænket paraderne slår skurkene, anført af den frygtindgydende Scarecrow, til.
Med størstedelen af byens befolkning belejligt evakueret og politiet i åben krig mod skurkenes tropper er det nu op til Batman, nattens ridder, den kutteklædte hævner, etc, at stoppe skurkene, redde dagen og genindstille orden i syndens by.
Blandt de sociopatiske superskurke er adskillige velkendte ansigter; den frygtfikserede Scarecrow, Two-Face, Pingvinen og Harley Quinn for at nævne et par. Men den virkelige trussel udgøres af den titulære Arkham Knight, en for Batman ubekendt karakter hvis hævngerrige motiver udgør en væsentlig del af den omtrent femten timer lange historie.
Introduktionen af Arkham Knight er desværre ikke uden problemer. Helt fra start har idéen om en ny, original skrevet skurk der sidenhen skulle blive en fast del af Batmans univers været spillets største blikfang, kun rivaliseret af Batmobilens entré. Der var noget spændende og fascinerende ved tanken om at Arkham-serien ikke blot ville lege rundt med de samme karakterer, men også introducere nye ansigter, på samme måde som The Animated Series gjorde det to årtier forinden.
Så hvad er problemet? Det er svært at forklare, uden dermed at afsløre for meget. Måske slår det til at sige at Arkham Knight karakteren allerede har og fortsat vil være en kilde til kontroverser. Som i de forrige titler byder spillets historie på en længere række twists og overraskelser, men i Arkham Knight er kontrasten mellem de kløgtige og de tamme mere iøjnefaldende end før.
Kvaliteten af såvel karakterene som hændelserne pendulerer i det hele taget mellem overraskende og forventelig, medrivende og uinteressant. Scarecrows tilbagevenden var ventet af mange fans, men den vanvittige doktor Crane vi mødte i Asylum er i nogen grad blevet udskiftet med en selvhøjtidelig, ensidig skurk hvis endeløse monologer om ’frygtens sande natur’ hurtigt falder i et med lyden af den silende regn der plager Gotham spillet igennem. Omvendt er Batman og hans dynamik med sine omgivelser et af spillets stærkeste facetter.
Hvad både de mere og mindre velskrevne karakterer imidlertid har tilfælles er det høje niveau af stemmeskuespillere der bringer dem til live. Kevin Conroy er tilbage som Batman og ikke overraskende ejer han helt og aldeles rollen. Men selv hans overbevisende og på mange måder ikoniske præstation overskygges ultimativt af spillets virkelige stjerne(r): de mange banditter og hirdmænd hvis sarkastiske, hovmodige eller direkte dumme kommentarer alle er tilpas selvbevidste og samtidig bidrager til atmosfæren.
For atmosfære er der så afgjort i Arkham Knight. Spillet foregår på allehelgeners aften, hvis tematiske indhold resonerer med spillets handling; et Halloween-dekoreret Gotham fyldt med kostumeklædte bandemedlemmer udgør den perfekte scene for spillets begivenheder.
Ikke mindst fordi Gotham ser fantastisk ud i Arkham Knight. I den linde strøm af open-world spil der pumpes ud står Arkham Knight’s miljø for mig som et af de mere mindeværdige; med sin gotiske arkitektur, neo-noir agtige stemning og hjemsøgende neonbelysning har Rocksteady formået at skabe den måske mest overbevisende Gotham nogensinde.
Deres vision trækker på såvel Burton-filmene som på The Animated Series og resultatet er intet mindre end fantastisk. Sammenlignet med andre er spillet ikke særlig stort; jeg anslår det til at være dobbelt så stort som Arkham City, hvilket er ikke så voldsomt igen. Kvalitet er blevet sat over kvantitet i Arkham Knight, der næsten er kvalt i detaljer og bugner i referencer til tegneserierne.
Visuel overdådighed til side så er Arkham Knight’s største og vigtigste tiltag naturligvis Batmobilen. For første gang nogensinde får spilleren lov til at fræse Gotham rundt i Batmans legendariske køretøj. Det mekaniske bæst kan holde til næsten hvad som helst og skifter elegant fra bil til kampvogn og tilbage igen.
Rocksteady er stolte af deres kreation, så meget er tydeligt. En stor del af spillets opgaver involverer brugen af Batmobilen, ligesom flere af sidemissionerne handler om enten at race mod uret eller at destruere Arkham Knights droner. At styre uhyret kræver i den grad tilvænning, og indtil da kan man heldigvis brase igennem stort set alt der ikke er en bygning i spillet, der faktisk formår at holde en pæn billedfrekvens under selv den mest intense biljagt.
Imellem biljagter, platformsgåder, Riddler-trofæer og dronekampene bliver det måske for meget af det gode. Navnlig sidstnævnte dronekampe udgør en alt for stor del af spillet. I kampvognsform kan Batmobilen ødelægge utallige, belejligt ubemannede droner som terroriserer byen. Det er ikke bare noget spilleren bliver bedt om at gøre et par gange eller tre.
Det sker igen og igen; et grænsende til komisk højt antal panservogne samler sig mod Batmobilen og først når gaderne bugner med smeltet metal og rygende vrag kan spilleren få lov at fortsætte.
Det er ikke dårligt eksekveret, der er bare for meget af det. Jeg havde gerne givet halvdelen væk for et par bedre bosskampe der i Arkham Knight for første gang virkelig er mangelfulde.
Alt det i står i kontrast til kampsystemet der står skarpere end før. Den dedikerede har nu flere kombinationer og angreb at lære, men også på et mere simpelt plan er oplevelsen blevet forbedret. Når du blokerer et slag kan du give ekstra skade ved at trykke i en bestemt retning. Der også mulighed for kontekstsensitive manøvrer der både er effektive og enormt tilfredsstillende.
Sidst, men ikke mindst er der enkelte sekvenser hvor spilleren har mulighed for at skifte mellem flere karakterer mens man kæmper. Det fungerer overraskende godt, men er desværre begrænset til et par gange i løbet af spillet.
Ultimativt er Arkham Knight et solidt spil. Det føles poleret og er teknisk imponerende. På PlayStation 4, om ikke andet. Historien har både elementer af det lidt for genkendelige og det overraskende og oprigtigt spændende. Men som altid er der mangler og i Arkham Knight er de måske større end de før har været. Spillet lovede mig oplevelsen af at være Batman og i de henved femogtyve timer jeg brugte med Arkham Knight var det akkurat sådan jeg havde det.