Call Of Duty vender tilbage til rødderne i årets udgivelsen hvor vi bliver taget med til Anden Verdenskrig. Efter en række udgivelser hvor CoD flirtede med fremtiden, wall running, robotter og rummet, så er der mere fast grund under fødderne. Du får i pakken både en kampagne, zombier og så selvfølgelig multiplayer. Vi kigger på hvordan det så spændt af med Sledgehammers første udgivelse hvor de er i førersædet.

Kampagnen har et par nye elementer selvom det med mængden af shootere med Anden Verdenskrigs tema er svært at kende den ene fra den anden. Denne gang kæmper du i skikkelse af Menig Daniels sammen med en gruppe af ligesindede, under ledelse af en sergent som bærer på en hemmelighed. Det er ikke bare i handlingen at Sledgehammer er gået old school. Det har de også videreført til gameplay. Du kan ikke længere passivt gemme dig for at restituerer dit helbred. Nej den medic som er i gruppen kan give dig en førstehjælpepakke.  Tilsvarende så har andre soldater i gruppen forskellige roller så de kan supplere dig med granater, et mortér angreb eller ammunition. Også her er det helt tilbage til rødderne også med muligheden for at finde forsyninger i de ellers lineære baners yderområder.

Handlingen skifter nogle gange til andre allierede hvor du f.eks. skal udmanøvrer fjendtlige kampvogne hvilket jeg synes var velfungerende og underholdende. Sektionen hvor du skal beskytte bombefly føles meget mere som en pludselig indskydelse uden den præcise kontrol som ellers er i kampagnen. Kampagnen er underholdende selvom den er hurtigt glemt. Den mission jeg synes var mest spændende var faktisk hvor du i Paris skulle snige dig gennem en garnison af tyskere. I nogle af banerne er der også en mulighed for at tage tyskere til fange eller at redde en allieret. Selvfølgelig sammen med de forskellige samleobjekter. Alt sammen en integreret del af en Call Of Duty oplevelse.

Til vores yngre læsere så skal jeg gøre opmærksom på at der var mange andre nationaliteter end amerikanere med til invasionen af Frankrig. Det som kaldes D-day. Selvom du finder en Atari spillemaskinen i det sociale område med hovedkvarteret så kom den første Atari kaldet model 2600 i 1977. Ca. 30 år efter Anden Verdenskrig.

Normalt kommer vi med anmeldelsen af et spil inden for de første par uger af udgivelsen. Denne gang var multiplayer delen i starten så ustabil, at flere af de grundlæggende elementer var deaktiveret. Mange gange var multiplayer match matchmaking helt håbløst og det tog evigheder at finde en kamp. Denne den første måneds tid så er det hele blevet stabiliseret og alle funktioner er nu på plads. Der er de sædvanlige klassiske multiplayer spiltyper og så er det tilføjet War. Konceptet er hentet fra Battlefield hvor du enten skal angribe eller forsvare en række mål. Du vinder ved at have mindst ét mål tilbage som forsvarer og som angriber skal du ødelægge alle mål. Det skræver mere teamwork end de klassiske Deathmatch og Domination.

Hvis du er alene så er der i det sociale område også lavet en 1 mod 1 spiltype på en lille bane hvor begge skal anvende samme våben. Noget af det jeg synes er bedst i hovedkvarteret er mulighed for at prøve de forskellige scorestreaks. Når du bevæger dig rundt kan du også se hvad de forskellige åbner af loot crates hvilket også er en fin tilføjelse. Det er selvfølgelig lavet for at du enten spiller mere for at få en crate som kan indeholde det samme eller for at du skal bruge rigtige penge på loot crates. Det er alene kosmetiske ting du finder, så det er ikke en pay-2-win model som andre spil har indført. Igen synes jeg at våben og perks er rigtigt godt balanceret. Det er flere års erfaringer som gør at dine våben er konkurrencedygtige i multiplayer uanset om du er helt nyt eller har spillet i timevis. Det er mere dine færdigheder og kendskab til banerne som gør sig gældende.

Zombier er også en integreret det af oplevelsen og her er der igen fuld knald på. Det kan spilles igen og igen, endda som splitscreen. Selvom det er noget bøvlet at sætte op. Den kunne man god have fundet en smartere metode til.

Call Of Duty WWII er en shooter der appellerer til mere end hardcore gamere. Der sidder masser rundt om i de små hjem som gerne vil have en helt klassisk FPS oplevelse og den leverer Sledgehammer Games. Det er samtidig i en grafisk kvalitet der næsten er fotorealistisk. Det nye sociale område, Headquarter er også en fornøjelse med skydebane og afprøvning af scorestreaks. Sledgehammer Games har leveret en solid indsats uden at tage nogle chancer.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægCode Vein – Ny karakter, nye features og nye lokaliteter
Næste indlægMega Man 11 annonceret
Jeg er ansvarshavende redaktør på GamersLounge og aktiv gamer primært på PC, PS5 og Switch. Jeg falder altid tilbage til shootere eller de mere action prægede titler når der rigtigt skal kobles af. Noget af det mest spændende er at få lov til at lave interviews og previews fra de events vi deltager i. Jeg øver for at blive bedre til CS2 og følger danske eSports turneringer. Tak fordi du kiggede forbi.
call-of-duty-wwii-anmeldelseCall Of Duty WWII er en shooter der appellerer til mere end hardcore gamere. Der sidder masser rundt om i de små hjem som gerne vil have en helt klassisk FPS oplevelse og den leverer Sledgehammer Games. Det er samtidig i en grafisk kvalitet der næsten er fotorealistisk. Det nye sociale område, Headquarter er også en fornøjelse med skydebane og afprøvning af scorestreaks. Sledgehammer Games har leveret en solid indsats uden at tage nogle chancer.