Sidste års Destiny har modtaget endnu en udvidelse og ganske som med den oprindelige udgivelse, er meningerne omkring House of Wolves polariseret. Er det pengene værd eller blot et halvhjertet forsøg på at tjene hurtige penge?

House of Wolves sætter fokus på de skumle Fallen, ligesom The Dark Below i sin tid gjorde det med de udøde Hive. I det oprindelige spil blev vi kort introduceret til de elveragtige Awoken og deres dronning. Hun benådigede i sin tid en gruppe Fallen, de eponyme ulve, som nu har gengældt tilliden med en kniv i ryggen. Som en vogter af lyset og i det hele taget ustoppelig dræbermaskine tilkommer det nu spilleren at finde, og straffe, ulvene.

Destiny_20150527203335

Det sker igennem en række historiemissioner som, omend de er en forbedring over både grundspillet og den forrige DLC, stadig er noget fedtfattige i deres indhold. Alle pånær en enkelt udspiller sig i velkendte omgivelser, ofte sådan at man faktisk bare spiller en gammel bane bagfra. Historien, der oftest bliver fortalt af et papirstyndt karaktergalleri under loadingskærme eller kaotiske kampsekvenser, kan snildt gennemføres på en aften. Den når ikke rigtig at komme igang, før det hele er overstået.

Spillerens apatiske kompagnon, Ghost er blevet udskiftet med dronningens livvagt, Petra og en ukarakteristisk loyal Fallen, Variks. De udgør et noget umage makkerpar og bidrager heldigvis med en mere humoristisk dialog end tidligere. Alligevel kan introduktionen af nok så eksotiske karakterer ikke gøre meget for at bryde med det skabelon som Bungie slavagtigt efterfølger: skyd, dræb og vær glad. Jo færre spørgsmål til hvad der egentlig foregår, des bedre.

Destiny_20150527203605

Men historien var aldrig i højsædet i Destiny. Det har alle dage handlet om det sociale element mellem spillerne og ikke mindst de udfordrende end-game aktiviteter. Det gik ikke stille for sig iblandt spillets fans, da det blev annonceret at House of Wolves ikke ville introducere et nyt raid, de udfordrende seksmandsaktiviteter der på mange måder har været indbegrebet af Destiny oplevelsen. Istedet har vi fået Prison of Elders, en arena hvor spillere har muligheden for at vinde våben og udstyr.

Værende en arena er Prison of Elders uundgåeligt mindre ophidsende end et nyt raid. De fleste skydespil med respekt for sig selv (og en god del af dem uden!) har efterhånden en horde-mode ækvivalent hvor spillere udsættes for bølger af gradvist sværere fjender.  Det er måske i virkeligheden skydespilsoplevelsen i sin reneste form, uden historie, valg eller andre elementer der kan forstyrre den intensive massakre.

Destiny_20150527203336

Som sådan er Prison of Elders et genkendeligt koncept. Arenaen er opdelt i fire sværhedsgrader som dog følger samme skabelon: fire baner, der hver især består af tre runder, og så en bosskamp til sidst. Destiny kan bryste sig med et relativt stor galleri af fjender, og der bliver derfor rigelig plads til variation. Desværre oplever man aldrig at kæmpe mod flere af racerne på én gang, hvad der ellers ville have været sjovt.

De enkelte baner kommer også med hver deres modifikation, nogen af dem godartede, andre direkte ondsindede. Måske giver spillerne mere i skade med deres sekundære våben. Måske genoplader deres skjolde ikke. Trods arenakampenes simple præmis er banerne ikke kun udfordrende på grund af de mange fjender. Imellem runderne skal spillerne på kort tid afmontere miner, skyde en VIP fjende eller på anden måde vise deres værd.

Destiny_20150527194629

Det kræver nøje planlægning og koordination mellem spillerne, ikke ulig spillets raids. Måske endda mere. I og med at kun arenaerne kun er for tre spillere, så ligger der et større ansvar på at hver af dem gør deres part. Det til forskel for begge raids, hvor spillere med tiden blev så rutinerede at de kunne klare bosserne uden at være fuldtallige. At Prison of Elders er en udfordring er der altså ingen tvivl om. Men bliver det ved med at være interessant? Ensformighed er noget Destiny i forvejen har kæmpet med; fremtiden må vise om arenaerne kan holde sig friske, uge efter uge.

Den anden væsentlige tilføjelse i House of Wolves er Trials of Osiris, en multiplayer modus der kun er tilgængelig fra fredag til tirsdag. Her går tre spillere sammen om at kæmpe hurtige, intense kampe mod andre hold. Jo flere sejre, des bedre gevinst, men efter tre tabte kampe skal man starte forfra. Personligt ser jeg det som en positiv udvikling af PvP (player versus player) har fået større signifikans og nu også kan bidrage med godt udstyr og våben der faktisk er brugbare.

Destiny_20150523031510

Foruden Prison of Elder og Trials of Osiris har Destiny også ændret sig på andre fronter. The Reef, et nyt opholdssted for spillerne er blevet tilføjet. Her finder spillerne nye købmænd der tilbyder andre missioner end vi er vant til. Den mest nævnværdige af disse er de såkaldte ‘Wanted’ missioner hvor spillerne skal finde og deltage i forskellige tidsfølsomme aktiviteter på  forskellige planeter.

Endvidere er levelbegrænsningen blevet hævet til 34 for alle spillere, hvad end de har købt House of Wolves eller ej. Bedre endnu er at spilleren kan opgradere gammelt gear til at være på højde med det nye. Det sker igennem et nyt materiale der godt nok er tilgængeligt for alle, men som folk med udvidelsen har langt bedre chancer for at finde. Der også sket en række positive ændringer i forhold til de ressourcer der udgør spillets økonomi, ikke mindst muligheden for med større lethed at kunne købe våben fra de forskellige klaner og købmænd.

Destiny_20150522232444

Det er måske i virkeligheden her at de vigtigste ændringer er blevet foretaget og det sætter House of Wolves i en lidt akavet situation. Det oprindelige spil forudsatte en monoton gentagelse af de samme aktiviteter for at opsamle nok materialer til at opgradere udstyr. The Dark Below forværrede hele situationen ved at introducere nye materialer og udstyr der i nogen grad umyndiggjorde det tidligere.

House of Wolves, eller rettere den gratis opdatering som kom samtidig med og som var nødvendig for House of Wolves, har på rigtig mange måder fået skuden på ret kurs. Indtil for en uge siden havde alle i level 32 mere eller mindre det samme udstyr og de samme våben. Men allerede nu, kun en god uge inde i House of Wolves, ser man spillere på i såvel the Tower som i the Reef, med kombinationer af nyt og gammelt gear.

Destiny_20150523154203

House of Wolves største bedrift er således ikke at have tilføjet en masse nyt, men at have skabt bedre, mere lige kår for det allerede eksisterende indhold. Har du ældgamle våben fra Vault of Glass? De er blevet brugbare igen. Gode minder om en riffel du vandt i Crucible? Den kan fortsat gøre nytte. Alligevel er det ikke nemt for mig at vurdere om DLC’en er værd at investere i.

De der overvejer at vende tilbage til spillet bør afgjort gøre det; om ikke andet så for at danne sig et indtryk af hvordan spillet har ændret sig. Personligt synes jeg at Destiny befinder sig en bedre position end nogensinde før, men om ændringerne er nok til at holde spillerne fanget må fremtiden vise.

 

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægInon Zur komponerer musik til Sword Coast Legends
Næste indlægOne Piece: Pirate Warriors 3 har fået udgivelses dato
Jeg er skribent hos GamersLounge, med særlig interesse for halvgamle rollespil og andre titler, hvis salgsdato forlængst er udløbet. I det mere eller mindre virkelige liv læser jeg filosofi på universitetet. Jeg nærer stor kærlighed til tegneserier og lægger især vægt på historien i spil, men når indholdet bliver for teksttungt eller trægt, er jeg altid frisk på et slag Super Smash Bros. eller Halo.
destiny-house-of-wolves-anmeldelseHouse of Wolves største bedrift er ikke at have tilføjet en masse nyt, men snarere at have skabt bedre kår for det allerede eksisterende indhold.