Da jeg i sin tid gennemførte Far Cry 3 sad jeg tilbage med et brændende ønske om mere. Det behøvede ikke nødvendigvis være frygtelig anderledes, bare der var mere af det. Da den første trailer til Far Cry 4 gik i luften lod det til netop at blive tilfældet. Ubisoft har taget undertegnede og mange andre på ordet med deres seneste krydsning mellem sandkasse og skydespil; det er mere af det samme, måske endda lidt for meget…
I det fjerde kapitel af den populære serie bliver spilleren endnu en gang kastet ud på hæsblæsende eventyr, denne gang i det nepalesisk inspirerede, men politisk korrekte fantasiland, Kyrat. Omringet af Himalayabjergene og hjemsted for både tigre og elefanter, er Kyrat både smukt og omfattende. Her findes stejle bjergskråninger og flade søområder, knastørre nåleskove og rislende floddeltaer, grafikken er med andre ord meget imponerende og det samme gælder det omhyggelige design af de mange landområder.
Men sin skønhed til trods er Kyrat et land i krig. Den vanvittige Pagan Min sidder på en kongetrone der ikke burde tilhøre ham, hvorfra han regerer landet med kynisk jernnæve. I kølvandet på hans afsindige diktatur er opstået en modstandsbevægelse, the Golden Path, som kæmper for at smide Pagan af tronen. Det er den gruppe af oprørere du som Ajay Ghale bliver indlemmet i, idet du besøger Kyrat for at sprede din mors aske. Det er igennem dine valg som spiller at Kyrats fremtid bliver afgjort.
Det var allerede her, ganske tidligt i forløbet, at filmen (eller spillet?) knækkede for mit vedkommende. Dårligt nok er man trådt ud af den vakkelvorne bus der første en ind i landet, før man fra alle kanter og vinkler bliver modtaget som den store leders søn, en ren messias hvis ankomst til landet varsler Pagans undergang og sejr til the Golden Path.
Det er en ”du er vores helt og frelser, og sådan er det” påduttelse i så kvalmende en grad at jeg de første mange timer med vilje undgik enhver mission der relaterede sig til spillets historie. Der var hele tiden en eller anden oprører der med gudsfrygt mine kommenterede på hvordan jeg som spiller, uden at vide hvorfor eller at have gjort mig fortjent til det, skulle udfri folket fra den onde, onde Pagan Min, en karakter der vel at mærke intet ondt havde gjort mig.
I det hele taget er spillets karaktergalleri en noget broget affære. I tydeligt forsøg på at overgå forgængeren er Kyrat fyldt med latente psykopater, den ene mere flamboyant end den anden. Der bliver imidlertid aldrig sat nok tid af til nogen af dem, hvorfor deres begrænsede tid i rampelyset virker det mere påtaget og upassende. End ikke spillets eneste mindeværdige karakter, Pagan Min, spillet af den allestedsværende Troy Baker, får sat tid nok af til at etablere sin ellers særdeles underholdende person.
Det hjælper heller ikke på indlevelsen at hovedpersonen, når han endelig siger noget, oftest blot konstaterer det åbenlyse med intetsigende kommentarer som: ”Hvorfor mig?”, ”Er du sikker?” og ”Okay, så gør jeg det.” Med en hovedperson kedeligere end ferskvand og en historie der ikke gav mig noget incitament til at hade mine fjender (eller elske mine venner) mærkede jeg langsomt gassen gå af ballonen og entusiasmen falme.
Men så skete der noget. Jeg husker ikke helt hvornår eller hvorfor, men pludselig slog det mig, som et lyn fra en klar himmel, at udviklerne forsøgte at fortælle mig noget helt andet end hvad der foregik på skærmen. Far Cry 4 handler ikke de godes kamp mod de onde, den handler ikke om krigens mange ødelæggelser om hvordan vi alle er rådne på bunden, men først viser det når vi sidder på magten.
I stedet er Far Cry 4, således lyder min påstand, en satirisk og knivskarp kritik af hvad vi som spillere forventer at et computerspil. Det er den indgroede, men ganske naive forestilling om at få stillet en række missioner til rådighed som alle indebærer utallige dødsfald ved blyforgiftning og som så i sidste ende resulterer i de godes – det vil sige dem der ikke beskyder dig uprovokeret – sejr.
Det er en rammende kritik der unægteligt efterlader en bittersød smag i munden. På den ene side er det subtilt og humoristisk, på den anden side virker det kynisk og nedladende. En genistreg eller udstrakt langefinger, det må forblive en op til den enkelte at vurdere.
Men historien i spil er langt fra alt og Far Cry 4 er naturligvis ingen undtagelse. Kyrat er en god bid større end øerne fra 3’eren og som før nævnte er områderne smukke og spændende at udforske. Kendere af serien vil føle sig hjemme helt fra starten af, men der har også været tid og plads til et par forøgelser og finpudsninger.
Ligesom i forgængeren kan (og bør) du som spiller bruge en del tid på de mange sidemissioner som spillet tilbyder. Overalt i Kyrat er der folk der behøver din hjælp, det være sig at eskortere en lastbil, hævne en mands familie eller jage elefanter med raketkastere. Der er med andre ord nok at lave i Far Cry 4, der denne gang har et langt større udbud af sidemissioner, nogle med lidt kød på, mens andre holder sig til ”Accepter X, gør Y” formatet.
Men som enhver der har spillet Far Cry 3 kan skrive under på, så opstår de mest mindeværdige og underholdende øjeblikke ved tilfældighed. Hvad end det er et forbipasserende næsehorn aktiverer din landmine og dermed alarmere fjenden eller en mislykket kastekniv der uheldigvis strejfer en rød tønde og sætter en landsby i flammer, så er Far Cry 4 endnu mere kaotisk anlagt end sine forgængere og hurra for det.
Spilllets passive evne til at krydre fjendtlige patruljevogne med aggressive tykhuder, forbipasserende sherpaer, ondsindede kattedyr og upålidelige gyrokoptere er intet mindre end fantastisk og underholdningsværdien holder sig oppe i det røde felt. Skulle den dale, så kast et par granater og se det hele gentage sig…
Som tidligere optjener spilleren erfaringspoint i løbet af spillet, men de forskellige egenskaber der kan låses op for er denne gang mindre opfindsomme og en anelse for velkendte. Det ærgrer mig også at man kan gå på opdagelse i adskillige smukke huler og grotter, men udbyttet varierer kun mellem collectibles eller bras der kan sælges for penge. Som kan købe nye våben. Så du kan begynde forfra.
Det hele er meget genkendeligt, og det på godt og ondt. Fra styringen og gameplayet, til historien og sidemissionerne og videre til de syrepåvirkede actionsekvenser eller dem hvor du brænder marker af. Igen er det spilleren selv der må være opfindsom i sine eventyr i Kyrat og denne gang har Ubisoft introduceret muligheden for at spille i co-op.
Det er en genial funktion, som desværre ikke kan foregå på en enkelt konsol, hvorfor min erfaring med samme er begrænset. Ikke desto mindre er det underholdende tiltag der uden tvivl kan forøge underholdningsværdien i praktisk talt alle tilfælde. Ved siden af det er der også den obligatorisk og knapt-funktionelle multiplayer som byder på klassiske game modes, dog med enkelte twists.
Det føles med andre ord som om Far Cry 4 gerne vil ligne et rollespil i højere grad end det egentlig er i stand til. Imellem erfaringspointene, de mange ligeglydige skattekister, den mere åbne historie og spillernes forventing om eksplosioner i alle afskygninger, er det som om udviklernes fokus i nogen grad er blevet strukket tyndt, udover for meget. Hele oplevelsen er uhyre velkendt og som før nævnt var det også hvad jeg og mange andre forventede (og håbede), men jeg er ikke sikker på at kunne møde det uundgåelige Far Cry 5 med samme entusiasme.
Og dog…