Der er noget befriende over spil, der ikke forsøger at genopfinde alting. Spil, som i stedet tager udgangspunkt i en dyb kærlighed til en bestemt genre og spørger sig selv, hvordan man kan forfine den uden at miste dens sjæl. Det er præcis den følelse, man sidder tilbage med efter at have spillet Whirlight: No Time To Trip, det seneste eventyr fra det italienske indie-studie Ciro Camera.
For dem, der allerede har stiftet bekendtskab med udviklernes tidligere udgivelse, det ganske glimrende Willy Morgan and the Curse of Bone Town, kommer det næppe som nogen overraskelse. Ciro Camera har længe båret deres inspirationer åbent på ærmet, og Whirlight er endnu et kærlighedsbrev til de klassiske point-and-click adventures, der dominerede pc-scenen i begyndelsen af 1990’erne. Det er umuligt ikke at mærke sporene fra LucasArts-klassikere som Maniac Mansion og The Secret of Monkey Island i næsten hver eneste scene. Humoren, figurerne, de skæve situationer og den evige balance mellem logik og komplet absurditet føles som noget, der kunne være trådt direkte ud af genrens gyldne æra.
Samtidig lykkes det heldigvis Ciro Camera at skabe noget, der føles som mere end blot en nostalgisk kopi. Whirlight: No Time To Trip har sin egen identitet, sin egen charme og ikke mindst sin egen historie at fortælle.
Historien følger primært de to protagonister Hector May og Margaret Harck, som på skift indtager hovedrollerne i en fortælling, der kredser om tidsrejser, mærkværdige opfindelser og en række begivenheder, som hurtigt udvikler sig langt ud over, hvad nogen af dem havde forestillet sig. Det er en fortælling, der nærmest føles løftet direkte ud af den samme kulturelle smeltedigel, som også gav os Back to the Future. Tidsrejserne er ikke bare et redskab til at flytte spillerne mellem forskellige lokationer, men selve motoren bag eventyret og de mange overraskelser, der venter undervejs.
Plottet er måske ikke altid det strammeste, man kommer til at opleve. Enkelte tråde hænger lidt løst, og der er tidspunkter, hvor historien virker mere interesseret i at føre spilleren videre til den næste morsomme situation end i at holde alle detaljer perfekt sammenbundet. Men mærkeligt nok gør det ikke så meget. For hvor fortællingen måske mister lidt fokus hist og her, vinder den til gengæld på charme, personlighed og ren eventyrlyst.
Verdenen er ganske enkelt en fornøjelse at opholde sig i. Hver ny lokation føles gennemtænkt og fuld af små detaljer, der giver indtryk af et univers med sin egen historie og logik. Karaktererne har masser af personlighed, dialogen er underholdende, og den lette tone gør, at man konstant har lyst til at se, hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne. Spillet tager sjældent sig selv alt for alvorligt, og netop derfor fungerer de mere følelsesmæssige øjeblikke også overraskende godt, når de dukker op.
Visuelt rammer Whirlight også en særdeles vellykket balance mellem gammelt og nyt. Kombinationen af håndtegnede 2D-karakterer og detaljerede, pre-renderede 3D-miljøer giver spillet et særligt udtryk, som både føles nostalgisk og moderne på samme tid. Mange adventures lider under, at deres baggrunde kan virke statiske, men her har udviklerne gjort en dyd ud af at lade verdenen leve. Små animationer i omgivelserne skaber konstant bevægelse i billedet og giver lokationerne en varme og livlighed, som gør dem mindeværdige.
Farvepaletten er ligeledes værd at fremhæve. Verdenen emmer af kulør og energi, og der er en næsten tegnefilmsagtig kvalitet over præsentationen, som passer perfekt til spillets humoristiske univers. Samtidig er det tydeligt, at der er lagt kærlighed i hver eneste scene. Intet føles masseproduceret eller fabrikeret. Tværtimod fremstår Whirlight som et spil, der er blevet skabt af mennesker, der oprigtigt elsker genren og ønsker at videreføre dens traditioner.
Det mærkes også i spillets omfang. Med mere end 100 forskellige lokationer fordelt på flere tidsperioder føles eventyret imponerende stort. Mange moderne adventures kan være overstået på en enkelt weekend, men her venter et eventyr på omtrent 12 til 15 timer afhængigt af, hvor hurtigt man løser gåderne. Det giver plads til, at universet kan udfolde sig, og at karaktererne kan vokse på spilleren undervejs.
Naturligvis ville intet klassisk point-and-click adventure være komplet uden et arsenal af puzzles, og det er her, spillet både rammer nogle af sine højeste og laveste punkter. Overordnet set fungerer gåderne godt, og noget af det mest tilfredsstillende ved Whirlight er faktisk, hvor tæt de ofte er knyttet til historien og karaktererne. Løsningerne føles sjældent som isolerede hjernetrim-opgaver, men som naturlige forlængelser af de situationer, man befinder sig i.
Når det er sagt, slipper spillet ikke helt for genrens klassiske akilleshæl. Der opstår af og til situationer, hvor logikken bag en løsning føles en smule arbitrær. De fleste adventure-veteraner kender følelsen: Man står fast, gennemgår alle skærme endnu en gang og begynder derefter systematisk at kombinere samtlige genstande i inventoryet i håbet om, at noget virker. Den slags øjeblikke findes også her.
Heldigvis er det langt fra så slemt, som man har set i mange af genrens mere notoriske eksempler. De fleste gåder giver faktisk mening, når man først får justeret sin tankegang til spillets småskøre univers. Flere gange oplevede jeg endda den klassiske adventure-fornemmelse af først at tænke: “Det giver da ingen mening,” for få minutter senere at indse, at løsningen faktisk havde været antydet hele tiden. Det er en hårfin balance, men Whirlight rammer den oftere, end det misser den.
Måske er det i virkeligheden spillets største styrke. Det forstår præcis, hvorfor folk stadig elsker klassiske adventures. Ikke kun på grund af gåderne, men på grund af rejsen. På grund af følelsen af at udforske mærkelige steder, møde excentriske personer og langsomt få verdenens mange små brikker til at falde på plads. Det handler om atmosfære, humor og nysgerrighed lige så meget som om problemløsning.
Whirlight: No Time To Trip kommer næppe til at revolutionere genren. Det forsøger det heller ikke. I stedet leverer det et varmt, charmerende og gennemført eventyr, der tydeligt er skabt af mennesker med stor respekt for de klassikere, der inspirerer det. Historien er måske lidt ujævn, og enkelte puzzles kan få tålmodigheden sat på prøve, men til gengæld får man et eventyr spækket med personlighed, flotte omgivelser, humor og den særlige magi, som kun de bedste point-and-click-spil formår at indfange.
For fans af klassiske LucasArts-eventyr er det næsten umuligt ikke at lade sig rive med. Og for alle andre er det en glimrende påmindelse om, hvorfor genren stadig fortjener sin plads i spilverdenen.