Der har været så mange spil gennem tiderne. Så mange spil der giver det der lille jag af nostalgi i maven, når man tænker på dem. Den samme følelse man fik da man var yngre og fik sit første kys af pigen man var død forelsket i. Verdener uden for ens egen, man gladeligt har givet sig hen til og i alt hemmelighed kaldt hjemme. Idéer man følte havde ligget og ulmet et sted i horisonten af ens tanker, indtil nogle andre endelig fik sat lyd og billede på dem. Jo, der har været mange spil som har ramt mange følelser og jeg har skrevet om 3 af de spil som har givet mig og til stadighed giver mig de mest nostalgiske af slagsen.
Nummer 3: The Legend of Zelda: Ocarina of Time.
Zelda begyndte, for mig, med Ocarina of Time. Et eventyrligt land med et væld af sjove og interessante figurer og en historie der hoppede mellem 2 tidsperioder. Musikken og lyden var opfindsom og stemningsfyldt, trods personlige midi-lyd aversioner. Nintendo havde virkelig fanget magien og open-world konceptet.
Det kan stadig kilde nostalgisk i maven, når jeg tænker på første gang man bliver sluppet løs på Hyrule field og det går op for en hvor stort spillet virkelig er. Eller hvordan man fik sin hest Epona, eller første gang man rejste frem i tiden og med gru så hvad der var sket med landet og da man skulle snige sig ind på slottet for at finde prinsessen. Det hele var så flot at det krævede uafbrudt åbne øjne, så det sagde en fedtet lyd når man endelig huskede at blinke.
Epona var fantasisk at ride rundt på og besøge de forskellige områder og byer som Kakariko village, den enorme Hyrule lake og ens hjemby, den skovdækkede og hyggelige Kokiri village.
Hyrule føltes kæmpe stort og magisk og de mange dungeons havde en fantastisk stemning med hver deres episke boss fights til sidst.
Den glæde jeg følte, når jeg havde løst en specielt svær gåde og fundet en nyttig ting, opgradering eller våben er sjældent overgået siden.
Jeg har fordybet mig i mange spil universer gennem tiden, men Ocarina of Time var det første der fik mig til at føle med personerne og deres skæbne og til at føle mig investeret. Episk, originalt, godt!
Nummer 2: Goldeneye 007.
Goldeneye 007 var på et tidspunkt groet fast i min maskine. Jeg havde 4 joypads og 3 gode venner, – den ene med et big ass tv. Og de alt for korte weekender føltes nu endnu kortere i deres selskab, badet i lysskæret fra fjernsynet, på facility og med proximity mines.
Det var mit spil og min maskine, så det første lange stykke tid kunne de andre slet ikke følge med. Det kunne være svært, nogle dage, at få dem overtalt til at spille med mig. Men som tiden gik, fik de andre også finpudset deres evner og konkurrencen nåede et helt nyt niveau.
Der findes intet som et rum med 4 ophidsede og gode venner, som alle kæmper inderligt om håneretten og råber højt når de synes man kigger lidt for meget på deres del af skærmen. Proximity mines effektivitet afhang af at de andre ikke vidste hvor man satte dem, så man kiggede omtrent lige så meget på de andres del af skærmen, som på sin egen.
Det var ikke usædvanligt at komme hjem med flotte, blå mærker fra lammere og et enormt søvnbehov.
Nej, dengang hed stofferne Coca Cola og vi brugte mange stoffer dengang! Når man kom hjem, med koffein istedet for blod og tommelfingre der var blevet en lille bitte smule fladere, var man allerede begyndt at glæde sig til næste weekend.
Nummer 1: Counter Strike.
B-4-3, B-8-2, B6, B-8-4, B1-3, B-7… Bodyarmor, Dessert Eagle og min trusty Colt. Lyddæmper. GO GO GO!
Jeg må have trykket denne kombination af bogstaver og tal en million gange. De_dust, cs_militia, de_train, cs_cbble. Listen er lang og jeg har brugt betydeligt flere timer i de_dust end jeg nogensinde har på lektier.
Det startede på en vens værelse med et gammelt K56 modem, en pc købt i Aldi og en helvedes masse tålmodighed med lag.
Ct, løb ligeud og igennem buen, smed en granat ind i tunnelen fremme til højre til eventuelle t’s på vej med bomben. Enten til højre og beskytte bomben, eller til venstre og bevogte viadukten. Jeg løber til venstre. De første par terrorister viser deres afskyelige, hætteklædte fjæs. Ned på knæ, sigt, og så 3-4 gode skud, startende fra brystet og stille og roligt lade rekylen arbejde mundingen op mod det grimme ansigt. Han nåede ikke at se hvor det kom fra. En mere smager sandet! Bomb has been planted! Ikke flere skud i magasinet og ingen tid til at reloade, for der kommer en mere. Frem med backup gun, tag sigte… Argh! Jeg bliver skudt ned bagfra og må følge resten af kampen fra sidelinien.
Min sidste teammate lister sig frem mod bomben.
Den stadigt hurtigere tikken gør det umuligt, at nå at undersøge om der er fjender i nærheden. Jeg kan se terroristen der sidder og venter på, at høre lyden af en bombe der bliver defused. Han hører klikket og hopper frem, kun for at blive overrasket af min teammate, som blot har faked defusal og står klar til at fylde bly i sin modstander.
Bomb has been defused.
Jeg ånder lettet op. Ved at mine kills og sejren har givet mig råd til alt hvad jeg skal bruge i næste runde, og denne gang husker jeg også en defusal kit.
Counter terrorists, win!