Så er drengen med det halvlumre tilnavn tilbage på Playstation 3. Den ellers så fredelige platformer er hoppet op på tilskuerrækkerne, til fordel for larm og oktan i et Go-kart eventyr. United Front Games er de nye dukkeførere som styrer ”sækkedrengen” mod nye retninger. Er vi godt kørende, eller er der tale om 4 flade dæk i dybt mudder?
Det glæder mig at meddele, at sackboy er godt kørende. Nu er go-kart genren måske ikke det første de unge vil ha’, men for os der elsker split-screen galskab, føler man sig hurtigt hjemme. Alt det man kender fra denne type spil er helt på plads, men hvad er der så at snakke om? Singleplayer består af en række forskellige kapitler i spøjse, velkendte men også nye temaer. Der er skubbet lidt handling ind, med nogle slemme ”hoarders”, der stjæler alle skabernes ting og gemmer dem til sig selv, men historien er vist mest en undskyldning for at levere friske temaer. Der hvor der rigtigt kommer noget at snakke om, er når nogen hiver fat i bane editoren og skaber deres eget.
United Front stod for Modnation Racers, som også var en go-kart titel og tilmed havde en bane editor. Interfacet og de muligheder man har, ligner deres tidligere version på godt og ondt. Det gode værende et fint overblik og overskueligt menusystem mens det dårlige er, at den kræver øvelse og til tider laver fejl og hakker og spytter. Mange ting virker lette og smarte i starten: Du kører ganske enkelt den bane du vil have lagt og ændrer på hældningen imens. Det er også let at putte power-ups og mindre dimser på banen, men her slutter morskaben også for alle andre end de stædige. Det er svært at bedømme længden på ens veje når man lægger dem, for eksempel. Det bliver avanceret så snart man skal lave forgreninger og temmelig besværligt når man skal ned i detaljerne på konturer og hældning. Der sker nogle underlige fejl når man fjerner dele af vejen for at lave flyvehop og det tager lang tid at lære at lave sine egne forhindringer. Editoren kunne bestemt også have gavn af noget kodeoptimering for hastighedens skyld, men mulighederne for hvad man kan lave, mangler i hvert fald ikke. Folk hælder liv og sjæl i deres kreationer, så flere af dem ender med at have mere charme end udgivernes egne. De rigtigt dygtige behøver ikke engang tænke i go-kart og laver i stedet en mærkelig platformer eller en Pacman klon.
Little Big Planet universet har sit eget visuelle udtryk, som også er til stede her. Fantastiske detaljer i teksturerne, men desværre også en følelse af, at frameraten kun lige akkurat kan trække de 30. Den hopper dog aldrig under det tal og alt i alt er der ikke noget negativt at sige om det man ser og føler. Vi blev ellers lovet rigtige stemmer på figurerne i stedet for sludder-latin, men efter at have spillet hele historiedelen igennem må jeg konstatere, at man har ombestemt sig. Om det er godt eller skidt skal være op til den enkelte, men fokustests har vist, at ungerne bedst kan lide hvis stemmerne er der. Musikken er som altid finurlig, men ganske velovervejet, og byder på de fulde versioner af melodier man har hørt som samples i ”kendt” musik. Hvert nummer passer ind i flere sammenhænge og bliver hurtigt en del af ”Little Big Planet-identiteten”.
Little Big Planet Karting er ikke helt så stramt og fokuseret som Mario kart, men det følger godt med. Til gengæld er der uendelig levetid med baner og andre brugerskabte finurligheder, som potentielt kan give en helt anden oplevelse. Baneværktøjet har desværre nogle bugs og er stadig for avanceret til den almene bruger, men når alt kommer til alt, har Sony altså det fedeste pitt-crew, når vi snakker go-karts.
[box_info]Spillet er anmeldt på PlayStation 3 og er leveret af Nordisk Film.[/box_info]