Det sker af og til at man sætter sig ned med et spil uden helt at vide hvad man skal forvente. Og det sker af og til at dette spil viser sig at være lige så kreativt og finpudset, som det er belønnende og vanedannende. Et sådan spil er Luftrausers.

Luftrausers 2_1395063334

Spillet er udviklet af hollandske VlamBeer der før har demonstreret deres opfindsomhed med det populære Ridiculous Fishing.  I Luftrausers skal du nedskyde jægerpiloter og bombardere krydsere med dit eget skræddersyede krigsfly. Fjenderne er mange, uendeligt mange faktisk, og du har kun din egen manøvrering og præcision at falde tilbage på, så spillet er intenst allerede fra starten af.

Ved første kig virker spillets styring noget kringlet; istedet for frit at kunne bevæge dig i alle retninger accellerer man ved at trykke analogpinden opad, mens højre og venstre bruges til at ændre retning. Til at starte med virker det meget forvirrende, men i takt med at man får en fornemmelse for spillets høje tempo og nødvendigheden af vanvittige dogfight-manøvrer giver det mere mening.

Luftrausers 3_1395063334

Ved andet kigger bemærker man fraværet af en livsbar; istedet for power-ups, skjolde eller lignende er spillet skruet så mesterligt sammen at man konstant regenererer liv – vel at mærke så længe man ikke selv skyder på fjenderne. Resultatet er at man som spiller konstant befinder sig i et dilemma; skal man forsøge at skyde de nærmeste fjender eller booste væk i sikkerhed? Oplevelsen er hektisk og nervepirrende, spillets beskedne virkemidler til trods.

Luftrausers har ikke egentlige baner, istedet er det altid den samme slagmark du kæmper på. Det nøjagtige antal af fjender synes at være tilfældigt, men overordnet handler det om at opnå en høj highscore. Det kan i sig selv blive kedeligt ganske hurtigt, men her har VlamBeer været smarte; selvom banen altid er den samme kan du påtage dig forskellige missioner der skal gennemføres. Eksempelvis at dræbe 30 fjender uden selv at blive ramt, at bombe to krydsere med missiler eller noget tredje.

Luftrausers 1_1395063334

Ved gennemførelsen af sådanne missioner åbnes der op for nye dele som kan bruges i dit fly. Man kan skifte flyets stel, våben og motor og det giver anledning til en del sjove kombinationer. Du kan eksempelvis lave et kamikazefly som skyder laser eller et atomdrevent bombefly. Det er et genialt tiltag som forlænger spillets levetid og noget jeg har savnet i andre lignende spil, fx sidste års Resogun.

Luftrausers 4_1395063334

Alt i alt leverer Luftrausers en umådelig kompakt pakke af underholdning og udfordring. Spillet er understøttet af crossbuy på PS3 og Vita, men navnlig på sidstnævnte konsol er spillet en sikker vinder. På overfladen findes der allerede en del lignende spil til begge maskiner, men Luftrausers skiller sig ud med sin charme og selvtillid.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægDragon Fin Soup kommer til PlayStation
Næste indlægAlien Isolation udklækkes 7. oktober
Jeg er skribent hos GamersLounge, med særlig interesse for halvgamle rollespil og andre titler, hvis salgsdato forlængst er udløbet. I det mere eller mindre virkelige liv læser jeg filosofi på universitetet. Jeg nærer stor kærlighed til tegneserier og lægger især vægt på historien i spil, men når indholdet bliver for teksttungt eller trægt, er jeg altid frisk på et slag Super Smash Bros. eller Halo.
luftrausers-anmeldelseAlt i alt leverer Luftrausers en umådelig kompakt pakke af underholdning og udfordring. Spillet er understøttet af crossbuy på PS3 og Vita, men navnlig på sidstnævnte konsol er spillet en sikker vinder. På overfladen findes der allerede en del lignende spil til begge maskiner, men Luftrausers skiller sig ud med sin charme og selvtillid.