Det hengangne år bød på mange stærke spiloplevelser til Nintendo’s 3DS. I 2013 blev vi forkælet med blandt andet Mario, Zelda og Pokemon, så standarden for dette års Nintendo-titler er ikke overraskende sat højt. Blandt årets første store udgivelser er Mario Party: Island Tour, en velkendt serie der for første gang gæster konsollen.
Man skal ikke have spillet Mario Party ret mange gange før man fanger konceptet; har man spillet et af dem kan man generelt sige at have spillet dem alle. I Mario Party dyster op til fire personer mod hinanden i et virtuelt brætspil. Det gælder om at tilegne sig super-stjerner igennem konkurrencer, terningekast og en vis taktisk snilde. Altså ikke ulig de brætspil man kender fra barndommen. Spillerne rykker efter tur rundt på brættet, optjener mønter, nyttige genstande og lignende, og efter hver runde udvælges et tilfældigt mini-game som deltagerne skal dyste i.
Med et så simpelt koncept ligger spillenes største appel uden tvivl i deres lettilgængelighed, og her støder vi på Mario Party: Island Tour’s første og største problem: formatet. Modsat tidligere udgivelser i serien er Island Tour en 3DS-titel, med alle de begrænsninger der ligger heri. Som bekendt er fester sjovest når man ikke er ene om dem, og her kommer 3DS’ens solospilleri til kort. Den manglende mulighed for at være flere spillere på en enkelt konsol er ganske enkelt hæmmende for spiloplevelsen, for at dyste med computeren bliver lynhurtigt kedeligt.
Udviklerne har i nogen grad adresseret problemet ved at inkludere en download-play funktion der tillader op til fire spillere at være med på deres individuelle konsoller, selvom kun en enkelt af dem er i besiddelse af spillet. Et fint tiltag, men hvor tit befinder man sig lige i et selskab med fire 3DS’er? For undertegnede er det ikke ret ofte. Der er heller ingen online multiplayer for de der måtte ønske at spille med deres venner over nettet.
Hjertet af Mario Party spillene, foruden det at man er flere om dem, er naturligvis mini-spillene hvor alliancer smedes og venskaber sættes på prøve. Selvom antallet af mini-spil har været højt i samtlige kapitler af serien, har kvaliteten været noget svingende. Her overrasker Mario Party: Island Tour positivt. En god del af spillene er originale, og selv de mere velkendte af slagsen gøres interessante gennem flittig brug af 3DS’ens to skærme, kamera, gyroskop og så videre. Som forventet er alle aspekter af oplevelsen pakket ind i den karakteristiske Nintendo-charme, med gameplay i 3D for dem der måtte ønske det.
Spillets anden halvdel, de virtuelle brætspil som handlingen udspiller sig på, er omvendt en mere blandet fornøjelse. Den klassiske opsætning hvor spillerne skal købe stjerner for mønter er blevet udskiftet med mere simple, heldbaserede scenarier. Eksempelvis at være den første der når i mål eller at undgå at blive fanget i forskellige fælder.
Resultatet er en mere overfladisk oplevelse, som dog også afvikles på kortere tid end normalt hvilket måske også passer bedst til formatet. Der er også de obligatoriske samlergenstande, muligheden for kun at spille mini-games og en slags challenge-mode hvor man skal forsøge at kapre Bowsers tårn. Det er forventeligt ekstraindhold og næppe noget der vil forlænge interessen for spillet med mange timer.
Ultimativt er der ikke ret meget nyt at hente i Mario Party: Island Tour. Er man stor tilhænger af spillene ved man hvad man kan forvente og vil næppe blive skuffet. Er man derimod ny til serien er 3DS’ens kapitel umiddelbart ikke det bedste sted at starte. Omgås man regelmæssigt andre med en 3DS kan man med rette lægge en halv eller hel stjerne til karakteren, men i et vakuum føles Island Tour ensomt og kedeligt.
[box_info]Spillet er anmeldt på Nintendo 3DS og leveret af Nintendo[/box_info]