Marios spotlight har flyttet sig til fordel for hans bror, Luigi. Tag med mig på et eventyr med Luigi og Toad for at redde Peach endnu en gang.
Af uvisse grunde er Mario ikke til stede en dejlig eftermiddag, og så er det klart at Bowser slår til – han invaderer Peach Castle udefra med hans flåde af luftskibe, nupper Toad og Luigi i nakkeskindet og kaster dem i en passende afstand til at han kan overtage slottet – og Peach.
Nu skal du som Luigi med hjælp fra Toad(s) tilbage til Peach Castle, og på din vej må du uddele nogle tæv til Bowser og hans kumpaner. Som du nærmer dig slottet, ændres uvejret omkring slottet, så nu er spørgsmålet om du når det i tide.
Gameplayet har flyttet sig tilbage til 2D platformer oplevelsen, og det er noget af et nostalgi trip jeg bliver sparket ud i. Som barn spillede jeg en del Super Mario Bros. 3 på min Nintendo, og for ikke så længe siden ville jeg genopleve spillet, og det blev gjort via en Gameboy SP. New Super Luigi U har flere elementer som de har hentet fra SMB3, men specielt da jeg blev smidt op på et luftskib med kanoner, fastsat hastighed igennem banen og møtrikker man skulle hoppe på for at komme fremad og undgå at falde igennem (og dermed i døden), var jeg fuldstændig blæst bagover af nostalgi.
Sværhedsgraden er der blevet skruet helt gevaldigt op for. Til trods for at jeg er bare en smule bevendt med platformere, havde jeg slet ikke forventet at dø 20 gange inden for de første 2 baner. At jeg så kan lave de samme fejl og kan have dårlig timing er en anden snak, men man kan absolut ikke komme sovende igennem dette spil – man skal være vågen og på tommelspidserne hvis man skal kunne komme igennem banerne. Dette giver dog en umindelig lækker tilfredshedsfølelse når man så endelig når flaget i slutningen af banerne – som i øvrigt er “hentet” fra det allerførste Super Mario spil. Jeg mangler nogle baner endnu, og siden så mange elementer er hentet hjem fra tidligere spil, er det lige før jeg venter at skulle støde på Donkey Kong.
Du har ikke længere ret meget tid til at komme igennem banerne, du er hele tiden under et vist tidspres, så det hele handler om færdigheder, vide hvad der kommer hvornår, specielt hvis du er ude efter at tømme banerne for mønter og andet, eller bare indsamle de tre store guldmønter (som jeg oplevede for første gang i New Super Mario bros. 2), for du har kun 100 sekunder til at nå flaget for enden af banen. Dog virker banerne kortere end jeg husker det fra tidligere spil, men jeg kan selvfølgelig have en forkert fornemmelse. At der er usynlige kasser som kan kaste en i døden fordi man ikke forventer dem, som også gemmer på ekstra liv er så en helt anden side af sagen.
Selvom dette univers appellerer til alle, så virker det som om Nintendo denne gang har valgt at give en udfordring til de lidt ældre spillere – os som spillede de første Mario spil som barn. Sværhedsgraden gør simpelthen at de mindste ikke kan være med i rigtig mange af banerne – for ikke at tale om tidsfaktoren alle baner har som sætter en under pres og gør det hele endnu mere vanskeligt. Der er ikke ret meget tid til at kunne stå og beregne det næste move for at komme videre i banen.