Paper Mario: The Thousand-Year Door har for mange været standarden for Mario RPG’er i 20 år. Sammen med sin N64-forgænger fangede spillet det, som fans ønskede: humor, eventyr, fantastisk kampsystem og masser af charme. Derfor var det ingen overraskelse, at Switch-remaken af Paper Mario: The Thousand-Year Door annonceringen blev taget imod med åbne arme.
Mange fans sværger ved, at dette er det ultimative Mario RPG, og det kan ikke benægtes at det er et sjov og underholdende spil. Men personligt er jeg ikke helt enig i givet udsagn.
Spillet har en del, dog lettere simple, kampmuligheder, en velskrevet historie og en omfattende verden. Rogueport, spillets hovedby, er den største by og spillets hub til andre verdener, fyldt med interessante karakterer. Spillet er et godt RPG, med Mario-specifikke elementer som skjulte rør og spilbare Peach og Bowser sektioner, der tilføjer charme og humor.
Disse sektioner er underholdende, men blev for mig en anelse for lange til tider. Det er fint med lidt baggrundshistorie og plot detaljer til spillets kulmination senere… men gameplay halter i forhold til Mario’s eventyr. Hvilket er forståeligt, men kedeligt.
Historien er stortset uændret fra GameCube-versionen. Mario modtager et skattekort fra Prinsesse Peach, der er på besøg i Rogueport, men opdager, at hun er forsvundet. Mario drager ud og ender i en større mytisk rejse der omhandler Thousand-Year Door og tilhørende Crystal Stars.Spillet er fyldt med twists og sjove øjeblikke, fra drager og en professionel kamp arena, til det morsomme ‘Hercule Poirot plot’ på Excess Express.
Kampsystemet er uændret. Mario og en partner kæmper på en scene i turbaserede kampe. Timing-baserede mekanikker øger skade, forsvarer eller modangriber. Badges giver Mario nye angreb eller forbedrer hans stats, hvilket er mulighed for tilpasning. Publikum kan kaste hjælpsomme genstande eller sten, og Mario kan bruge Star Power til specielle angreb. Kampene bliver dog hurtigt ensformige, og der bruges en hel tur på at skifte partner ud. Det er egentlig meget normalt I RPG spil, men alligevel føles det langsomt og trækkende.
Hver partner har deres unikke styrker. Goombella, en rapkæftet universitetsstuderende, kan fortælle fjenders svagheder. En nyklækket baby Yoshi samt flere.De nye visuals og soundtrack er fantastiske og bringer områderne til live. Spillet kører ved 30fps med få frame drops. Musikken er omarrangeret og passer perfekt til hver lokation, hvilket tilføjer ny energi til eventyret. Muligheden for, at ændre musikken tilbage til GameCube versionen kan også blive låst op.Selvom områderne er mindre end i originalen, er backtracking blevet forbedret med nye warp pipes og et opdateret warp pipe hub. Mario’s partnere har nu evner der kan bruges udenfor kamp, og Partner Wheel der gør det nemmere at skifte mellem dem.
Der er også små forbedringer som et nyt hintsystem, rådgivning til Trouble Center-forespørgsler, mulighed for at starte bosskampe forfra samt flere save blocks. Selvom der ikke er meget nyt indhold, er alt det oprindelige gjort rigtigt, og spillet er underholdende. Om det er bedre end GameCube udgaven, må fans af spillet vurdere. Der er klart gjort en del forbedringer til den overordnede oplevelse, men udover det visuelle og små ting hist og her, er det det samme. Dog åbner det op for muligheden for mere af denne slags i fremtiden – hvilket jo er fantastisk!
Tak til Nintendo og Bergsala for, at gøre denne anmeldelse mulig.