Razer Strider Chroma er Razers seneste skud på stammen af musemåtter med Razers Chroma stemningsbelysning. Den er vandafvisende, hybrid og lavet så den ikke flosser.  Den er som du kan se af billedet nedenfor, også rigeligt stor til at have både tastatur og mus på samme tid. Der er endda plads i overskud. I mål er den 90 cm lang og 37 cm bred. Den er 4 mm tyk med en sømløs kant.

Lad os lige tage dette med at det er en hybrid model først. Der findes en række forskellige materialer som typisk bliver anvendt til musemåtter. Du skal vælge den musemåtte som passer til det behov du har. Det vil så ofte være en vurdering af hvor du synes du får mest værdi. Musemåtter med en hård overflade, jeg har endda set nogle i glas, er ideelle hvis det skal gå stærkt. En hård overflade i f.eks. plast giver mindre modstand og dermed kan du lettere og hurtigere bevæge musen. Ulempen er at præcision er vanskeligere. Hvis præcision er det vigtigste så skal du vælge en blød musemåtte. Det er også dem er der flest af. De er ofte i neopren overtrukket med mikrofiberstof. Mellemtingen er en hybrid musemåtte som Razer Strider. Den er lavet af en vævet polyester blanding som kombinerer den hård plast med det bløde neopren. Dermed får du en musemåtte hvor du har en lav gnidningsmodstand samtidig med at en god tracking så du kan være præcis. Overfladen minder om de egenskaber du finder i high tech stoffet Cordura.

Undersiden er i en skridsikker gummi der endda har et mønster så den sidder ekstra godt fast. Det er sjældent jeg oplever at en musemåtte i denne størrelse skøjter rundt på skrivebordet. Den ligger under alle omstændigheder fast placeret uden at krybe rundt. De sømløse kanter er også lækkert lavet. Selve belysningen i kanten er undersænket i forhold til overfladen så musen ikke støder ind i en syet eller på anden måde forhøjet kant. Der er ikke skarpe ubehagelige kanter når du hviler underarmen mod måtten. Det er gennemtænkt.

Du bruger Razer Synapse til at styre stemningsbelysningen i de 19 RGB-zoner. Det giver en helt glidende overgang mellem de enkelte farver og zoner. Jeg er lidt en sucker for belysningen så det er fedt det virker så gennemført. Du kan justere alt muligt så det passer til dig. Samtidig er der mange spil som kan styre lyseffekterne direkte. Senest har jeg spillet Metal: Hellsinger som udnytter dette. Den er også smudsafvisende og det er let at tørre den af. Den er også robust og kommer ikke let til at flosse. Med 3 katte i husholdningen så er det vigtigt. I daglig brug så glider min Basilisk lettere end den nogen sinde har gjort. Samtidig bilder jeg mig selv ind at den tracker bedre og dermed øger min præcision. Jeg har brug for alt den hjælp jeg kan få.

Razer Strider Chroma er suverænt den bedste musemåtte jeg har haft mellem hænderne. Det er et gennemført design. Materialevalget er funktionelt. Størrelsen er god. Og så er der masser af Chroma farver.

Tak til Razer for at gøre denne anmeldelse mulig.