Supermassive Games er tilbage med endnu et gotisk eventyr dedikeret til at få de små hår til at stritte i nakken. House of Ashes indsvøber sig i mere realistiske og nutidige begivenheder i Irak, hvilket viser sig at være en yderst interessant baggrund.

Selv om Until Dawn fik fin omtale, så er det i min optik stadig en undervurderet titel. Den måde den fik implementeret teen slasher-genren a la I Know What You did Last Summer og Scream er intet mindre end fremragende. Det appeller nemlig til den skare af casual gamere, der måske ikke har evnerne/modet til at kaste sig ud i horrorgenren, men stadig vil have gyset samt fortællingen.

Heldigvis blev det alligevel så anerkendt, at det har affødt spilantologien ”The Dark Pictures”, hvor House of Ashes er tredje forsøg på at skræmme dig. Selv om de to første forsøg ikke var direkte dårlige, så nåede ingen af dem rigtigt op på det niveau som Until Dawn grundlagde. Efter at have kæmpet mig vej igennem underjordiske tunneller og templer i Irak kan jeg heldigvis konkludere at det her er et skridt i den rigtige vej.

Historien bruger Irakkrigen som sit brændpunkt, hvilket giver en kærkommen lejlighed til digitalt at besøge en del af verden som vi ellers meget sjældent ser repræsenteret. ”Weapons of Mass Destruction” er kodeløsenet, der åbner muligheden for at følge en gruppe amerikanske Marines samt et forskerpar, hvis kærlighed er visnet. Et hulrum er lokaliseret og snart er I afsted komplet med HUAAA og mandschauvinistiske jokes.

Der er selvfølgelig intet, der går som planlagt. Et overfald af den irakiske garde, og snart forsvinder jorden sågar under fødderne på jer. Fem personer står tilbage; de to forskere, 2 marines og sørme også en irakisk soldat, der om noget er endt som en lus mellem to negle. Netop det interpersonelle er utroligt vigtigt i et spil af denne type, og jeg kan med glæde sige at – til trods for noget forceret dialog hist og her – så er personerne denne gang noget mere interessante end de sidste par udspil.

Uden at bevæge mig alt for meget ind i spoilerland, så er der selvfølgelig overnaturlige kræfter på spil. Med slet skjult inspiration fra en titel som the Descent doseret med lidt Lovecraft, så er du oppe mod noget som kommer krybende op fra jordens indre. Et mørke som har været fanget i ruinerne af de templer du snart begiver dig rundt i. Konstant med et nik til historiens vingesus kommer du også til at gå i en tidligere – skæbnesvanger – ekspeditions fodspor. Det er mørkt, klaustrofobisk og ikke mindst pulsmotiverende.

Du kan sagtens spille eventyret igennem alene, men personligt har familien her haft stor glæde af spillets ”movie-night” del. Her fordeler man spillets fem hovedpersoner mellem deltagerne foran skærmen, så man på skift sidder med controlleren. Det er en fed måde at spille på. Man får lov til at dele gysene samtidig med at der bliver råbt opmuntrende ord, når spillet endnu engang kaster dig direkte ud i en kamp for liv eller død.

Tag nemlig ikke fejl: House of Ashes skruer op for både tempo og action i forhold til de sidste udgivelser. QTE flyder i en lind strøm. Du kommer i et hav af skuddueller, løbeudfordringer og ikke mindst sekvenser hvor du skal forsøge at holde roen og pulsen nede. Det meste er set før, men det mere actionorienterede klæder spillet, som ellers godt kan blive lidt fodslæbende i sine stille perioder.

Udfordringen er nemlig, at House of Ashes ikke er den mest teknisk gennemarbejdede titel – noget man lægger mindre mærke til, når tingene strømmer fordi dig på skærmen og du selv skal have fokus og timing til at sidde. Når du så overlades til at skulle gå på opdagelse, hvor det egentlig burde være den snigende uhygge der spiller ind, så bliver man mere irriteret over styringen. Den er nemlig utroligt kejtet, og hotspots kan være rigtigt svære at aktivere. Det er svært ikke at miste lidt af stemningen, når ens hovedperson igen er fanget af en dårlig kameravinkel, og står og vader formålsløst ind i en væg.

Generelt er det tekniske en blandet pose bolsjer. Der er flere ærgerlige grafiske fejl undervejs, som ligner noget der burde være fanget inden udgivelse. Til gengæld er der også flere virkeligt flotte grafiske baggrunde, som passer ekstremt godt ind i temaet; fremmede, detaljerede og skræmmende. Samtidig er stemmeskuespillerne absolut godkendte, og med til at give liv til de enkelte hovedpersoner og ikke mindst til samspillet imellem dem.

Et spil som House of Ashes står og falder 100 % på hvor godt det er til at suge dig ind i begivenhederne. I forhold til de sidste par spil, så er Supermassive Games i min optik kommet tættere på den helt rigtige formel denne gang. Balancen mellem action og historiefortælling fungerer virkeligt godt, og jeg kunne rigtigt godt lide, at der var mere fokus på QTE sekvenserne – det er altså bare der hvor pulsen kommer op. Negativt så er der for mange tekniske fejl, hvilket især går ud over de mere stille sekvenser – hvor spillets noget overfladiske tilgang til gådeløsning også skinner igennem. En absolut godkendt udgivelse, som ser ud til at føre serien tilbage i sporet.  

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægRiot Games slår sig sammen med Rihanna og hendes Fenty Beauty brand
Næste indlægBack 4 Blood – anmeldelse
House of Ashes er et return to form for Supermassive Games the Dark Pictures Anthology. Til trods for lidt tekniske udfordringer og for enkel gådeløsning, så er historien spændende, medrivende og vel fortalt. the-dark-pictures-anthology-house-of-ashes