Nu er den her endelig! Efter mange år i udvikler helvede er The Last Guardian endelig nået frem til endestationen og er tilgængelig på PlayStation 4. Det at den nu er her er både fantastisk og lidt skræmmende. For efter alle de år under udvikling, er det så blevet til det spil alle havde håbet? Jeg er gået ind med frisk sind og i dybden på The Last Guardian. Her er dommen!

The Last Guardian startede sine dage helt tilbage i 2007 og var under udvikling hos Team Ico. Siden da har man kun set små glimt af spillet under diverse spille events. Med henblik på udgivelse i 2011 på PlayStation 3 blev holdet bag udfordret af tekniske vanskeligheder og spillet skiftede dermed hænder til genDESIGN og SIE Japan Studio. Dermed blev udgivelse udskudt nogle gange for endelig, mange år senere, at lande i PlayStation 4 ejernes hænder. Men det har haft sine konsekvenser og selvom spillet ser fantastisk ud, så er den ikke helt i mål. Mere om det senere.

The Last Guardian er en fortælling om et bånd mellem en dreng og et underligt væsen kaldet Trico. Drengen vågner op i en grotte med tatoveringer over hele kroppen. Ved siden af ligger Trico, som man møder for første gang. Trico kan vist bedst beskrives som en blanding af en hund, kat og fugl. Drengen og Trico skal nu finde ud derfra sammen og finde frem til hvad der egentlig foregår og hvordan de er havnet der hvor de er.

“Trico er fantastisk godt lavet”

Spillet drager mange tekniske finesser med sig fra spil som Ico og Shadow of Golossus som Team Ico også stod bag. Men pga. at spillet har været så lang tid undervejs, kan det mærkes. Ofte vil man opleve at fps niveauet lige dropper nogle gange, hvis der både er meget landskab rundt om en samtidig med at Trico tripper rundt tæt på. Kameraet kan også være flyvsk og nogle kan man ikke se andet end Trico’s pels eller en mur. Så det kan godt drille lidt.

Springet fra PS3 til PS4 var nok et klogt valg selvom konsollen stadig kan kæmpe lidt for at følge med. Men The Last Guardian er et fantastisk flot spil på trods af det. Men kan man leve med at det hakke lidt i det på visse tidspunkter, skal man ikke lade sig skræmme af det. Noget af det der trækker det hele godt op, er båndet mellem drengen og Trico. Man kan fra start til slut, godt mærke en vis tilknytning de to har imellem hinanden. Trico er fantastisk godt lavet. Han har sin helt egen personlighed som kan gøre ham nysgerrig, bekymret eller ligefrem rede dig fra vanskelige situationer. Når der er fjender, så smadre eller spiser Trico dem.

Trico er rigtig nyttig og med ham på tur, kan du også bruge ham som transport. Til hver en tid kan du springer op og tage fat i hans pels. Her kan du så kravle rundt på ham og det kommer til nytte, når der skal hoppes op et højt sted. Trico hjælper dig som sagt med fjender, men på visse tidspunkter reder han også dit liv. Eksempel: Hænger på en afsats. Igen vej frem eller tilbage. Giver slip og falder til min visse død. Trico strækker sig ud og griber mig med munden. Kaster mig over på hans hale og jeg er nu i sikkerhed. Fantastisk! Selvom han er en god følgesvend, kræver han også noget igen. Hvis han lige har nedlagt nogle fjender, kan han godt blive lidt overfuset og stresset. Så skal drengen kæle hans pels eller finde mad i form af tønder der er spredt rundt omkring. Så falder han til ro. Endnu et godt eksempel på Trico’s veludførte kunstige intelligens.

Omgivelserne og de forhindringer man støder på er rigtig godt skruet sammen. Nogle gange kan der opstå øjeblikke, hvor det kræver lidt ekstra tid til at finde den rette løsning på ens problem, før man kan komme videre. Her hjælper Trico nu også meget godt, idet hans nysgerrighed ofte kan lede til metoder til at løse problemet, som man ellers ikke lige ville have tænkt. Det kræver tid til at finde ud af, hvor turen går hen men dermed får man også mere ud af det personligt, når man endelig finder den rette løsning.

Grafikken er formidabel og spækket med detaljer. Ser man på Trico som er fyldt med fjer, er detaljerne til at få øje på. Hver en fjer blafre i vinden. Omgivelserne man kommer rundt i er også fyldt med små detaljer hist og her. Man kan hurtig blive lidt overvældet af de scener man befinder sig. Noget af det fede ved at følges med et stort dyr som Trico, er at man kan få en vis fornemmelse for hans størrelse. Når der er forhindringer på vejen og Trico hopper op på en afsats for dernæst at lande foran dig, så gynger jorden af hans vægt. Lyd siden er også rigtig fed. Lydene man har fundet til Trico hænger godt sammen med hans udseende, væremåde og er med til at sætte tonen i spillet.

Endelig vurdering:

The Last Guardian er en fortælling der skal opleves. Her har vi at gøre med en historie der har været længe undervejs, men bare det at spillet endelig kan opleves er det hele værd. Spillet kræver tålmodighed og en vilje om at gå på opdagelse. Er man fan af de tidligere Team Ico spil, go for it! Søger man bare et hyggeligt eventyr, så er The Last Guardian et køb værd.