The Deven Deadly Sins: Knights of Britannia, er det ikke bare noget af en titel? Jeg har flere gange lagt mærke til animeen på netflix, det var dog først med dette spil, jeg blev bekendt med serien. Så man kan sige, at jeg startede på en frisk. Clean slate, let’s go!
Spillet omhandler Meliodas, som er kaptajnen af “The Seven Deadly Sins”. Han leder ihærdigt efter sine holdkammerater – de andre “sins”. Eftersigende skulle spillet følge mangaens historie meget nøje, hvilket ikke er mærkeligt, da de fleste Manga/anime spil, følger animeen/mangaens historie.
Jeg havde ikke høje forventninger til spillet, men jeg havde et håb om, at det ville minde en smule om Naruto: Storm serien.
De første par kampe var interessante nok, det var et ny kontrol skema end hvad jeg var vant til, men så småt blev det bare til gentagelser.
Der er forskellige typer kampe, men de er alle bygget på af den samme model – tæsk modstanderen inden tiden går ud eller tæsk et hvis antal fjender inden tiden går ud. Spillet forsøger på, at være en blanding af et beat’m’up- og et kamp-spil. Det er her min konflikt så småt opstår.
Udover det ærgerlige kampsystem, foregår plottet også gennem tekst. Der er ikke nogen spændende cutscenes, kamp dialoger eller lign. Det er plot – kamp – plot. Det betyder desværre også, at en newcomer som jeg, falder hurtigt fra, da spændingen under kampene er ikke eksisterende. Der er ikke noget drive, eller nogen faktorere der inspirerer dig til at fortsætte.
Overworlden er heller ikke specielt interessant. Den er faktisk en større byrde end noget andet. Man styre en grøn gris, med et hus på ryggen, og den er langsom. Man kan opgradere grisen til at bevæge sig hurtigere, men det er ikke meget.
Derudover, så er kortet i overworlden utydeligt og en anelse svær at forstå.
Jeg personligt bryder mig ikke rigtig om spillet. Jeg har givet det nogle chancer, men det virker ufærdigt, og er kommet ud i en dårlig periode, med Dragon Ball Fighterz, så det er med stor sansynlighed kun fans der samler det op.