Anmeldelse: Alice: Madness Returns

Da American McGee’s Alice så dagens lys i oktober 2000, kom det som en glædelig overraskelse. På det tidspunkt var det stadig usædvanligt at tænke på art-style i 3d-spil og da det var fyldt med gothic elementer, i en meget voksen tone, fremstod Alice’s univers tilmed originalt og gennemtænkt. På det punkt er Alice: Madness Returns ikke langt fra originalen, men i 2011 skal der mere til end god stil alene. Kan Spicy Horse så også levere de andre varer?

Alice’s mentale problemer er ikke blevet mindre med alderen. Ingen vil vide af hende og hun bor stadig på et børnehjem, hvor hun kæmper med sine vrangforestillinger, efter hendes forældre brændte ihjel for øjnene af hende. Hendes hverdag består af fejlslagen terapi og at vade hvileløst rundt i Londons dystre baggårde, med et liv i prostitution lurende forude i mørket. En dag er det som om hendes vrangforestillinger tager overhånd og pludselig befinder Alice sig på et, mere eller mindre, velkendt sted.

Wonderland er fulgt med tiden og spejler sig samtidigt i Alices sindssyge, så man er i tvivl om hun virkelig befinder sig der, eller om det blot er hendes hjerne der spiller hende et puds. De velkendte skabninger er triste, halve skaller af deres tidligere jeg, selvom der er små glimt af det spøjse, joviale humør lige under overfladen. Denne kontrast giver en besynderlig effekt, som igen skaber en fornemmelse af usikkerhed, der faktisk tjener til spillets fordel. Stemningen og historien er altså udmærket og universet skørt og uforudsigeligt nok til, at kunne blive ved at overraske.

Det er desværre ikke tilfældet når det kommer til gameplayet, som er 3. persons, lineær platforming i dets mest traditionelle form. Selvom miljøerne tæller industrielle områder, isklædte tundraer, undervandsbaner og ikke mindst en ”alt andet end pusse-nusset hjerte-bane”, føles det altid som det samme sted, bare med et nyt lag maling. Du løber, hopper mellem platforme, trykker på knapper og svæver på luftstrømme for at komme frem på banen, eller til hemmelige områder, og det bliver meget hurtigt meget trivielt. Du kan ”tripple-hoppe” og svæve, hvis du holder knappen inde, samt gøre dig lille-bitte når du vil. Når du er krympet kan du ikke hoppe eller angribe, men til gengæld se hints og usynlige platforme, så det gælder om at orientere sig og så huske platformens placering når du skal frem. Det er sjovt i starten men, som med stort set alt andet i dette spil, bliver idéen bare aldrig taget videre og man ender med, at genbruge de samme ting så meget, at de bliver trivielle efter en time. I noget der ligner et forsøg på at imødegå dette, har man skudt nogle forskellige puzzle-lignende afbræk ind i de forskellige verdener, som inkluderer en kedelig 2d sidescrolling platformer, puslespil og glidebaner ala Mario 64.

Efter sådan en gang galde må jeg hellere gå til den bedre del af Alice: Action! Spillet løber aldrig tør for nye fjendetyper og du kan hade dem på fuld smadder med sværd, peberkværnsautomatvåben, thekandebombeslynger, detonérbare kaninminer og en hobby-ridehest der ikke ligefrem er til at ride på. Du får også en paraply som, hvis du timer det rigtigt, slynger fjendernes projektiler tilbage efter dem selv. De forskellige fjender bliver oftest parret i grupper som det kræver både omtanke og omstilling at prygle og selvom der mangler en gedigen bossfight, bliver denne del af spillet sjældent kedelig. Det er nemt og lækkert at kombinere det lynhurtige vorpal-blade med den hårdtslående hobby-hest og krydre det med lidt eksplosiver og salver fra peberkværnen og se dine stakkels modstandere falde for overmagten, som i dette tilfælde er en spinkel, forstyrret lille pige. Går det helt galt og du når til din sidste rose liv, kan du aktivere Hysteria, som sender Alice i raserianfald så hun i kort tid er hurtigere og gør mere ondt. Trods et bredt og fantasifuldt arsenal, er det desværre ikke særligt interessant at opgradere på, da man ikke får at vide hvad næste niveau giver og våbnet desuden kun bliver stærkere og/eller hurtigere som man stiger. Som du når igennem banerne låser du også op for flere kostumer med forskellige egenskaber, der aflaster enten platformingen eller actionen. Man skifter imellem dem på titelskærmen, men egenskaberne bliver først tilgængelige efter første gennemspilning.

http://www.youtube.com/watch?v=X7NIZ18nq2c&hd=1

Grafisk rammer Madness Returns ikke nogen steder hvor det kilder rigtigt, men der er alligevel spekuleret over karakterdesignet og stemningen i universet. Det er ikke sjældent at teksturerne popper frem lige i dit ansigt og jeg oplevede flere bugs, som at sidde fast i jorden, uden der var en synlig forhindring. Jeg skal ikke kunne sige om PC versionen afhjælper nogle af tingene, men jeg spillede på Xbox 360 og forestiller mig, at det må være ens på Playstation 3. Banedesignet løfter sig aldrig over middelmådigt og det er ærgerligt for et spil der ligger så meget af sin lid til platforming.

Stemmeskuespillet er godkendt, hvis man kan finde rundt i figurernes kryptiske tankegang, lige som lyde fra våben og omgivelser passer godt ind i sammenhængen. Det behøver ikke være et problem at man bruger de samme melodier flere gange i et spil, men udtrykket her, selvom det er godt, er så særpræget at de kvikke hurtigt vil genkende dem fra tidligere områder.
Med i æsken får du også det gamle American McGees Alice, hvis du skulle få lyst til at opleve 3d art-style da det stadig var usædvanligt at have runde og skæve overflader i sine miljøer. Hvis du lige nu sidder med varme, nostalgiske tanker, skal du gå forsigtigt frem, da du risikerer at dine gode minder bliver bragt til skamme af tidens ubarmhjertighed.

Alice: Madness Returns lander lige midt i skalaen hos mig. Der er gode idéer og lang spil tid (10-14 timer) for et spil af denne type og hvis man forguder genren, kan karakteren måske snige sig en tand op. Der er også props til spillets sidste bane, som skruer lidt op for grafikken og tempoet i handlingen og tilmed kaster en udmærket bossbattle efter dig. Det ændrer dog ikke ved, at man hurtigt har set alt hvad spillet ellers byder på, så det til sidst føles som kedeligt arbejde at komme frem. Inkluderingen af det gamle spil er en fin bonus, men nok ikke noget som alle vil kaste sig over, med mindre man absolut vil have de sidste 100 achievements som er dedikeret til dette. Hvis du synes der er for langt imellem 3d-platformerne kan det anbefales, men leder du efter noget der kan fylde hullerne mellem AAA- udgivelserne, findes der langt bedre alternativer.