Da jeg i sin tid anskaffede mig en Playstation 3 håbede jeg på, at jeg ikke havde set det sidste til Aliens vs. Predator. Jeg havde haft nogle utroligt gode stunder med 2’eren og synes det kunne være så fedt, hvis en 3’er så dagens lys og også kom til konsollerne. Nu er det endelig sket. Konsol-ejerne har endelig fået lov til at lege med i krigen mellem Aliens, Marines og Predators, men kan spillet leve op til nutidens krav om hvordan et spil skal være? Det vil jeg give mit bud på her.
Aliens vs. Predator’s singeplayer-del består af 3 campaigns. En med hver race. For mig er Predator og Alien-campaignen ret ligegyldig, for det har altid været Marines, som har været uhyggelig og mest udfordrende. Det er også tilfældet denne gang, men desværre forsvinder uhyggen gradvist, jo længere du kommer frem i spillet.
I starten har du kun en pistol at forsvare dig med og din motionsensor til at hjælpe dig med at lokalisere dine fjender. Du går ned af små gange og hver gang du hører et bip fra din sensor, så er det nervepirrende. Du kigger over det hele, kaster flares ud i massevis og er lige ved at skide i bukserne. Men efterhånden som spillet udvikler sig, så handler det mere om at overleve de kæmpe horder af Aliens der kommer imod dig. Selvom det er sjovt at give gas med sin senere opsamlede pulse-rifle og skyde alt der bevæger sig, så ærger det mig lidt at man ikke har givet uhyggen en ekstra tand. Til gengæld glæder det mig at vi har fået boss-fights tilbage i FPS-spil og selvom det kan være virkelig frustrerende, når man bare ikke kan klare en boss, så elsker jeg simpelthen denne del af spillet. Det er så længe siden jeg har spillet et rigtigt FPS-spil med boss’er og for mig har det været et glædeligt gensyn, som afslutter historien rigtig godt.
Som Alien og Predator handler det basicly om at tage den med ro, være stealthy og time sine angreb på de stakkels marines. Det er ikke den store udfordring, men heldigvis bidrager de til en god historie. For historien ses fra alle tre sider. Mr. Weyland (Aka. Bishop fra Alien-filmene) kan stadig ikke lade være med at forske Aliens og endnu engang går det galt. En omgang aliens slipper løs og så kan man undre sig over hvorfor Predators skal blande sig, men selvfølgelig skal de det. For alt det her foregår nemlig ved et af deres templer og dermed er 3-vejskrigen startet. Marines er kaldt til for at sprede god ro og orden, aliens skaber ravage overalt og Predatorerne forsøger at beskytte deres teknologi og hemmeligheder.
Historien er rigtig god og man kan godt mærke at AvP-teamet har lavet et spil, som er inspireret af de gode gamle Alien-film. Mr. Weyland er stadig en nar, der i højere grad bekymrer sig om sit projekt end menneskeliv. Moder Alien er stadig en vanvittig stor Alien med ligeså mange kræfter som Superman, Hulken og Asbjørn Riis tilsammen. Og Predators..? Ja, de er stadig nogle tøsedrenge med nogle enormt destruktive våben, som ikke tør at tage en fight straight-up.
Styringen i Aliens vs. Predator er noget man skal vænne sig til. I nyere FPS-spil bliver man bombarderet med “aim down your sight”, for at skyde præcist og det er fuldstændig modsat i AvP. Det hedder spray and pray, i hvert fald som Marine, men man kan alligevel godt skyde med en hvis præcision. Nogle ynder at skyde som sindsyge – andre foretrækker at tage den lidt med ro og være præcise. Begge ting har deres fordele og efter et stykke tid finder du din egen stil. Crouching og prone-position er heller ikke muligt i Aliens vs. Predator, men på den anden side ville du heller ikke være den skarpeste kniv i skuffen, hvis du valgte at lægge dig i prone-position i dette spil. (Hvorfor? Prøv demoen i 2 minutter, så har du svaret)
Aliens kan bevæge sig på alle faste overflader og hvis du meget nemt bliver køre-/søsyg, vil jeg ikke anbefale dig at bruge denne specie. Styringen er efter min mening helt fin, men kræver meget øvelse, da Aliens er den hurtigste race i dette spil. Nogen gange kan det føles som om at man bare banker ind i væggen og ikke kan komme op ad den, selvom man burde. Jeg kan ikke finde ud af om dette er en fejl eller ej, men den kan altså undgåes hvis man lærer at bruge R2/RT på sin controller. Så er du sikker på at komme sikkert op af væggen uden problemer.
Predatorerne har fået targetjumps, der gør at du kan hoppe fra sted til sted. Også dette kræver lidt træning for du kan ikke bare hoppe som du har lyst til. Du skal tage højde for forhindringer, længde på springene og højdeforskelle. Targetjumps har sine begrænsninger og i starten kan det føles som om, at det er lidt tilfældigt hvorvidt du kan hoppe op nogle bestemte steder, men efterhånden som du leger Predator vil du blive bedre til det og når du endelig mestrer det – så bliver du en vaske-ægte Predator.
Fælles for alle 3 racer er et nyt fighting-system. Det gør at du kan blokere og slå fra dig. Som Marines har du kun et light-attack som kan slå fjenderne væk og give dig mulighed for at skyde dem. Både Predators og Aliens har dog også et heavy attack der ikke kan blokeres, men kan stoppes ved at de bliver slået eller skudt når de bruger det. Et heavy-attack tager nemlig længere tid at udføre end et light og derfor er man også mere sårbar, når man bruger netop dette angreb. Der er bare et lille men ved fighting-systemet.
For når du spiller online kan du ikke undgå at opleve lag – om vi vil det eller ej. Lagger spillet så ødelægger det den ellers gode oplevelse jeg har haft med fighting-delen. Du vil blive ramt gennem blokeringer og få slag selvom du er 10 meter væk fra din modstander og det er ekstremt frustrerende, at den mindste lag ødelægger så meget.
Jeg er faktisk ikke så begejstret for online-delen. Du kan vælge at spille enten ranked eller friendly matches. I ranked matches kan du samle en gruppe til at spille og så finde andre at spille mod/med. Her tjener du så XP som kan låse op for nye figurer og det gør spillet lidt sjovere, for så man ikke skal se på de samme figurer hele tiden online.
Problemet er bare, at du kun kan browse spil under friendly matches og der tjener du ikke XP. Du kan kun sætte den til at lave et auto-search på kampe i ranked og matchmaking-systemet virker ikke optimalt, så man ender ofte med kun at være 4-5 spillere i de enkelte ranked kampe. I friendly matches er det intet problem at finde 18 spillere, at spille Infestation med, men i ranked er det stort set umuligt at finde 10 spillere til den samme gamemode.
En mulighed for at browse ranked spil ville klart være at foretrække og jeg håber de tilføjer den i en update. Selvom det ville kunne skabe snyd med XP, så tror jeg ikke det ville skabe så store problemer. Spiloplevelsen ændres ikke af XP og hvis der er nogen der vil snyde med det, så lad dem.
Dette spil er ikke et must-have med mindre du selvfølgelig er en fan af serien. Spillet har levet op til mine forventninger, men det har en del irritationsmomenter jeg ikke kan lade være med at tage med i min betragtning. Stemningen og historien i singleplayer-delen passer perfekt ind i universet, men den uhygge, som spillet lægger ud med, skal forsætte i meget længere tid. Jeg vil hellere rende rundt panisk i mange timer og så slutte af med at få kastet en masse Aliens imod mig, i stedet for at blive lukket inde gennem det meste af spillet på forskellige locations, for at skulle skyde den ene gruppe af aliens ned efter den anden.
Online-delen fungerer på nuværende tidspunkt ikke optimalt og jeg håber virkelig at AvP-teamet vil lave nogle småjusteringer, så man kan få den gode oplevelse ud af det her spil. Aliens vs. Predator er nemlig et godt spil, som desværre har fejl i nogle ret basale ting og derfor er jeg som en lille fanboy også ked af, at skulle give det denne karakter.
3/5