Anmeldelse: Kinect

Så er vi nået til 3. og sidste deltager i det bevægelsesfølsomme kapløb om det pengefyldte casualmarked: Microsoft’s Kinect.
Men hvor de forgående 2 havde en fjernbetjening til fælles, lover Kinect noget nyt og anderledes med controller-fri styring og stemmegenkendelse. Om teknikken holder til alt hvad der er blevet lovet, kan du læse med om her.

Jeg må hellere starte med det: Hvis du forventer at alle dine bevægelser, uden undtagelse, bliver gengivet perfekt og lag-frit, bliver du skuffet. De spil jeg har prøvet indtil nu har alle haft en lille smule lag, men jeg vil alligevel vove den påstand, at hvis både min gamle far og mine små niecer kan overskue det, så kan du også. Kameraet fanger alle dine lemmer, hvis lyset er nogenlunde, men kan for eksempel have lidt svært ved at overskue om dit ben krydser foran, eller bagved dit andet. Det lader til virke lidt bedre når man er repræsenteret af et silhuet, som i Dance Central, i forhold til ens avatar i for eksempel Kinect Adventures.

Efter at have placeret kameraet over eller under tv’et (jeg turde personligt ikke stille det oven på min tynde fladskærm) og forbundet det enten med 1 eller 2 kabler, afhængigt af om du har en Xbox360s eller ældre model, er du klar til opsætningen. Den indebærer en lydtest af forholdende i din stue (så mikrofonen bedre fanger det den skal), valgmuligheder for om du vil bruge det til chat og videochat, samt mulighed for at knytte dit ansigt til din profil, så kameraet genkender dig automatisk. Kameraet fungerer glimrende til voicechat og fanger sjældent andet end din stemme, og så er det fantastisk at slippe for, at have udstyr på hovedet. Det er også kræs i Video Kinect, hvor det følger dig troligt og tilpasser sig automatisk ved hjælp af drejefoden og zoom, når der kommer flere ind i billedet.

http://www.youtube.com/watch?v=1IbScGO0PXg

Ansigtsgenkendelsen skal gerne opdateres flere gange under samme profil, i forskellige lyssætninger, men har alligevel fungeret næsten pletfrit siden jeg gjorde det første gang. Det er ikke alene lidt cool og fremtidsagtigt, det er også nærmest genialt i multiplayer sammenhænge, hvor man blot stiller sig ind på banen for så blive logget ind og deltage i løjerne. Her kommer et muligt problem i det henseende: Pladsen. Du skal bruge lidt over en meter fra skærmen hvis du skal spille alene, og minimum 2 meter til flere spillere. Jeg ved ikke hvor stor din stue er, men pladsen hos mig er lige til nødderne, især fordi man også skal bruge et par meter til hver side. Det er lidt af et kritikpunkt for et produkt som i stor grad er henvendt til børneværelserne. Den sidste kritik jeg har, går på stemmegenkendelse, for det er nemlig ikke til stede for de fleste europæeres vedkommende. Du kan ikke engang få lov at bruge dit gebrokne engelsk, selv med engelske menuer, og et spil, som for eksempel Kinectimals, har denne feature helt slået fra. Det er simpelthen ikke i orden at halvdelen af det produktet kan, ikke er tilgængeligt fra start og det trækker minimum en karakter ned hos mig.

Når det så er sagt har jeg ikke andet end rosende ord tilbage for dette ganske avancerede stykke legetøj. Sjældent har jeg prøvet noget så underholdende som at have hele familien på besøg, og se min teknologiforskrækkede og gigtplagede gamle far springe grinende rundt som en tosse i Kinect Adventures, og jeg selv har haft pulsen oppe dagligt siden den ankom. Ungerne kan selv finde ud af det og min kæreste går sikkert amok med noget Zumba på et tidspunkt, til gavn og glæde for os begge. Microsoft’s Kinect er, efter min mening, lige en tand sejere end konkurrenterne, men om spiludviklerne så udnytter det kæmpe potentiale og om stemmestyringen kommer på plads, må vi vente lidt endnu med at se.