Der er smurt mange rugbrødsmadder siden det sidste slow-motion hoppende, trench-coat flagrende eventyr i Hr. Payne’s deprimerede selskab. Helt nøjagtigt 9 år og en mellemliggende Hollywood skuffelse med Mark Wahlberg i rollen som den jagede og trykkede New Yorker betjent. Med Rockstar bag udvikler roret bør historien være på plads, men de er ikke kendt for lineære actionspil af denne slags. Er Max tilbage i fin form eller er det på tide at pensionere den slidte herre? Læs med her.
Som det lille klaptræ med GamersLounge G’et angiver, har vi denne gang også en videoanmeldelse. Foretrækker du at læse anmeldelsen findes den nedenfor.
Max’s håb om at glemme sin fortid er svundet med hans alder. Reduceret til en pillemisbrugende, alkoholafhængig skygge af sig selv, har han taget et nemt job som bodyguard for en rigmand i solrige Brasilien. Men det der skulle have været en solskinsferie ender selvfølgelig med, at Max endnu engang må trække bukserne op over navlen, og vise en flok skydegale terrorister hvor skabet skal stå.
Der er ingen tvivl om at Rockstar har prøvet at fortælle en historie før. Den illustreres ikke længere med den velkendte tegneserie opsætning, men meget selvsikkert gennem almindelige cutscenes. Der flasher tekst med tilfældige ord fra samtalerne over skærmen, måske for at illustrere Max’ psykiske tilstand, men det bliver en smule for ”flashy” til min smag. En del af charmen i de tidligere spil var, at historien ikke tog sig selv for alvorligt. Det var spækket med urealistiske hændelser, okkulte sideplots og skøre karakterer, men den kunne let springes over hvis ikke man gad den. Det kan man ikke her og du risikerer tilmed at våbnet i din hånd er udskiftet med et andet, når du får kontrollen tilbage. Trods det solrige bagtæppe er noir stemningen udmærket bibeholdt og historien er fint i tråd med de gamle, men den insisterer lidt for meget på at blive set.
Hvis du har prøvet en eller begge af de tidligere udgaver, vil du hurtigt genkende gameplayet. Pain-killers vender tilbage, så man er nød til at finde piller når ens silhuet bliver fyldt med rød farve, og det holder tingene interessante. De mest nævneværdige forskelle er ”last stand”, hvor man får en chance for at komme tilbage hvis man dræber fjenden der får has på én, samt det coversystem man har implementeret. Det er måske mere tidssvarende at kunne gå i dækning, men det fjerner fokus fra hovedattraktionen som, efter min mening, bør være bullet time. Det er blevet meget risikabelt at udføre, da Max kan være en evighed om at rejse sig fra jorden igen. Selv hvis du lander bag en mur, skal han absolut rejse sig helt op før du kan gå i cover. Samtidigt bruger man en knap til at gå i dækning og en anden til at rulle væk, man kan ikke vælge at dukke sig imens. Der er ingen ”glidende overgang”, så man elegant kommer videre. Det er skidt at man ikke har tænkt over disse små, men vigtige detaljer, og coversystemet ender med at fremstå som underudviklet og ustabilt. Men! Når tingene spiller, bliver actionen omgående den rene glædesrus og det føles fabelagtigt at flyve fra cover i et rent John Woo, slow-motion orgie og perforere fjende efter fjende. Når det hele spiller, så spiller det rigtigt godt!
Spillet har også en ”arcade mode”, hvor man jager point i indrettede baner fra hovedspillet. Her er masser underholdning som holder den interne konkurrence kørende blandt vennerne. Det kan man sagtens få flere timer til at gå med, men det er stadig i multiplayer de fleste vil bruge deres tid. Her er teambasserede modes hvor opgaverne ændrer sig løbende og en masse klan features og leveling system til de mere seriøse spillere. Man har endda fundet en fiks måde at inkorporere bullet-time på, hvor både dig og din modstander bliver påvirket, mens spilleren der har aktiveret det til gengæld får bedre rate of fire. Hvis en helt tredje spiller kigger på den anden spiller, ryger han også i slowmotion, så det til sidst kan blive en hel stribe af mennesker der snøvler rundt. For at aktivere det skal man bruge adrenalin, som optjenes ved at skyde modstandere og klare opgaver.
Spillet er fyldt med flotte visuelle detaljer i omgivelserne og lækre effekter når ting bliver skudt i stykker og flagrer rundt. Stiliserede kameravinkler i langsom gengivelse og close-ups når man dræber den sidste fjende i området. Med undtagelse af nogle flashbacks til New York foregår hele spillet i Brasilien, i en masse forskellige områder undervejs, fra slum og stadions til jetset diskoteker. Jeg har ikke en finger at sætte på den visuelle side, men jeg oplevede bugs undervejs, som for eksempel fik min mand til at løbe i modsat retning af hvad jeg ville, mens han skød ind under armen på sig selv. Bugs er sjældne, men de skurrer fælt når de er der. James McCaffrey, som ligger stemme til Max, er tilbage i fin form og giver den endda en ekstra skalle i følelsesregisteret, grundet den mere seriøse historie. Gruset knaser, glasset klirrer og kuglerne suser forbi ørerne, så man bliver suget ind og holdt fast i stemningen mens soundtracket både har melodier fra øverste og midterste skuffe.
Når Max Payne 3 skyder med de rette våben, er det et fremragende actionspil. Det har en lang og solid historie på 8-10 timer og en sund, veludviklet multiplayer med endnu længere levetid. Der er skøndhedsfejl i leveringen af historien, enkelte irriterende bugs og et coversystem der havde gavnet af mere knofedt, men det velkendte gameplay er godt bevaret. Er du til umulige odds i lækre omgivelser og hæsblæsende Hollywood action, kan du roligt kaste dig over Max Payne 3.