Vejen til den vestlige verden har været lang for Tales of Graces f. Det blev originalt udgivet på Wii i 2009 og Playstation 3 i 2010, men kun i Japan. Det har nu fundet vej til denne del af verden med tekst og tale man kan forstå. Men i en genre der er stagneret gennem de sidste år, er det måske tid at hive en ny kanin op af hatten.
Asbel Lhant er den uvorne borgmestersøn som nærmest insisterer på, at gøre det modsatte af hvad han får besked på. Da den fine prins af Windor skal besøge byen, får Asbel tydeligt besked på at holde sig væk, så ikke han får forpurret de livsnødvendige relationer til kongen. Men den slags beskeder tirrer jo bare nysgerrigheden og da Asbel overtaler prinsen og et par venner til at løbe ud på opdagelse, bliver de ufrivilligt hvirvlet ind i en række begivenheder, som kommer til at forme resten af deres liv.
Historien starter langsomt og kæler så meget for gaberefleksen at man får hold i nakken. Spækket med klichéer, oversentimentale pladder replikker og ting som bliver skåret så udførligt ud i pap, at det er umuligt at være i tvivl om hvad der foregår. Sjovt nok ender det med at være en kæmpe fordel, når historien pludselig tager fat og tilmed begynder at overraske med modne temaer og problemstillinger. De barnagtige, oversentimentale replikker fortsætter godt nok helt til slut og et par af figurerne er så endimensionelle, at selv Paradise Amalie til sammenligning lyder spændende. Det hele ender i en udmærket fortælling om magt, forræderi, besættelse og folkemord, krydret med en passende mængde kærlighed i beskrivelsen af de unges vej mod voksenlivet.
Kampsystemet er dog det som sælger varen. Det er ikke turbasseret i traditionel forstand, men handler om at udnytte de rette angreb på det rette tidspunkt, i samspil med ens parader. Det hele bliver fodret af cc point, som genopfyldes automatisk – hurtigere hvis du timer tingene rigtigt. Der er 3 forskellige parader udover den almindelige som mindsker den skade du får. Den første gør det lettere at lave critical hits, den næste sørger for at dine kombinationer ikke bliver afbrudt hvis en fjende rammer dig og den sidste gør at du kan bryde gennem dine fjenders forsvar. Kombinerer man dette med de rette angreb (Artes) ender kampene i et visuelt bombastisk spektakel og en følelse af, at man har fuld kontrol over udfaldet. Man stiger i level, men optjener ikke point som man er vant til. Ens evner er i stedet bundet til titler som skal læres. Når man kæmper får man point som automatisk går til den titel man er ved at lære. Der er 5 punkter under hver titel (for eksempel mere skade, nye angreb og magi, bedre forsvar og så videre) og man vælger selv hvor langt man vil gå, før man skifter til den næste titel. Det koster flere point jo længere man beholder en titel og man skal huske at skifte den når alle 5 punkter er lært, ellers går der point til spilde. Det vælter hele tiden ind med nye, interessante titler som gør det svært at beslutte om man skal forbedre sin nuværende og lære det sidste, eller skifte og lære noget nyt og spændende. Samtidigt kan man frit vælge hvilke af de 4 figurer man vil styre, ændre alt fra taktik til magiske og fysiske angreb midt i kampen eller bruge genstande.
Visuelt er vi ovre i tegneserieverdenen. Selvom man har arbejdet på at forbedre visse områder, er det tydeligt at vi har med en tidligere Wii titel at gøre. Mange af teksturerne er mudrede og man vil lægge mærke til genbrug i miljøerne hist og her. Det er ellers en hyggelig verden man har bygget op (ikke mindst de mange byer og områder) og der er ingen tvivl om at det har været en flot Wii titel i sin tid. Fra tid til anden serveres der en cutscene, hvor det hele er håndtegnet. Det er mægtigt japansk og anime-agtigt, men ligner slet ikke resten af spillet og det trækker altså ned i indlevelsen for mig. Stemmeskuespillet kan lige nøjagtigt godkendes, men musikken er tåkrummende rædsom 90 % af tiden og dårlig de sidste 10 %. Til alt held kan alle lydniveauer indstilles og slukkes for, så selvtorturen er forbeholdt masochisterne. Menuerne fortjener nævnelse, for de er enormt fornuftigt skruet sammen og kører lynhurtigt.
Namco Tales Studio har skabt et 30-40 timers underholdende eventyr med et tilfredsstillende og friskt kampsystem, der kræver mere taktik end man tror ved første øjekast. Historien bliver bedre som den modnes, men samtalerne mellem figurerne er oftest noget bras man hellere ville være foruden. Det er et traditionelt japansk rollespil i enhver forstand, med undtagelse af kampsystemet, så hop endelig på hvis du normalt er til den slags.