LittleBigPlanet virker i 2012 endnu mere som lidt af et sats af Sony, end da den første udgave udkom på PlayStation helt tilbage i 2008. Det virker på mig som om at kampen om vores penge til spil udelukkende foregår på virtuelle slagmarker med våben i hånd og generisk shooter action. Derfor er det endnu mere spændende at tage PS Vita frem og spille LittleBigPlanet.
PS Vita er stadig en ny konsol med funktioner som ikke tidligere er set i samme pakke. Mange af de spil som er udgivet, siden PS Vita kom på markedet, har mere haft karakter af teknologi demonstrationer end noget som er designet til dig som spiller. Jeg har brugt en del tid på LittleBigPlanet 2 til PlayStation, specielt efter det er med i Instant Game Collection, og er meget tilfreds med hvordan det fungerer. Derfor er det spændende at se hvordan svenske Tarsier Studio, sammen med engelske Double Eleven har fået Media Molecules anmelder-roste platformsspil til at fremstå på PS Vita.
LittleBigPlanet PS Vita er en helt ny historie med vores elskelige maskot Sackboy og/eller Sackgirl. Denne gang er handlingen henlagt til planeten Tivolia eller Carnevalia hvis du kører den på engelsk. Hvis du er til britisk underholdning så er det Steven Fry som har indtalt den engelske version. Selvom han er i en klasse for sig, så er den danske udgave absolut noget af det bedste jeg har oplevet. Alle oversigter og instruktioner er også på dansk og det gør spillet let tilgængeligt for alle aldersgrupper. LBP er lavet som et platformsspil hvor du kan designe dine egne baner og gennem de mange varierede opgaver på Tivolia stifter du bekendtskab med mange forskellige værktøjer og hvordan fysikken fungerer.
LittleBigPlanet er som skabt til PS Vita. Gennem de varierede baner tilføjer Tarsier Studio spilmekanik og funktioner, samtidig med at du hurtigt bliver fortrolig med at benytte begge trykfølsomme områder, at vippe PS Vita og helt traditionelle knapper. Det er intuitivt og hvor jeg på PlayStation nogle gang skulle lede efter en funktion, så er det lige før PS Vita kan gætte hvad jeg ønsker at gøre. Den store tydelige skærm viser sig også fra sin bedste side med en rigdom af detaljer som jeg ellers kun oplever på pc eller de traditionelle konsoller. Jeg synes også at Tarsier Studio og Double Eleven leverer de mest opfindsomme opgaver gennem historien.
LittleBigPlanet er så meget mere end et platformsspil. Du kan designe dine egne baner og opgaver, spille klassiske mini-spil og selvfølgelig gennemføre baner sammen med andre. Online funktionerne åbnede tirsdag d. 18 september og da online er en så væsentlig del, har jeg brugt et par dage efter udgivelse på at spille sammen med andre. Det er selvfølgelig gratis som det også er på PlayStation og det fungerer upåklageligt. Jeg har gennemført nogle af banerne co-op for at få alle de forskellige dimser og dingenoter du kan samle, og fordi det er sjovt at spille med andre.
LittleBigPlanet har et stort og velfungerende community. Det illustreres bedst ved at der er mere end 7 millioner baner til LittleBigPlanet 2, som det vil tage dig omkring 21 år at løbe igennem som Sackboy. Jeg er overbevist om at der nok skal komme en tilsvarende mængde til PS Vita versionen.
Årsagen til dette skal findes i mængden af elementer og muligheder som findes. PS Vita udgaven har den mest robuste og varierede mængde af funktioner af alle LBP udgivelser. Noget som længe har været et ønske er at kunne gemme sine baner, og det er nu muligt med Memorizer dimsen. Tilsvarende findes der masser af andre funktioner som alle der bygger baner længe har ønsket. Hvis du er en af de mange som spiller LittleBigPlanet for at lave dine egne ting, så giver PS Vita udgaven af LittleBigPlanet den ultimative værktøjskasse. Dermed følger også den eneste anke jeg kan finde, og det er den stejle indlæringskurve hvis du ønsker at være designer. Der er et overflødighedshorn (LBP Joke) af lektioner. Du skal kravle før du kan gå, så min anbefaling er at du tøjler dit ambitionsniveau og starter med små simple baner. Du kan gemme 30 baner før du løber tør for plads.
LittleBigPlanet og PS Vita er et ideelt ægteskab mellem software og hardware og kommer du aldrig til at spille andet end LittelBigPlanet på din Vita, er det stadig alle pengene værd. Samtidig kan du med Cross-Buy bruge det du køber til både LBP2, LBP Vita og LBP Karting. Jeg har selvfølgelig købt LBP T-shirten. LittleBigPlanet Vita lander på en velfortjent top karakter. Rigtig god fornøjelse.