Hvor skal man overhovedet starte med Batman: Arkham Origins? Imellem de tekniske problemer, den rodede historie og det uinspirerede gameplay kan det være svært at finde noget positivt at sige om den mørke ridders seneste eventyr. Det er svært ikke at sympatisere med WB. Games Montreal og den situation de i sin tid blev sat i; et relativt uerfarent udviklerhold stilles den nær-umulige opgave at løfte arven fra Rocksteady og skabe et tredje kapitel i serien der er Arkham titlen værdig. En opgave og et ansvar der uden tvivl er blevet taget alvorligt, men hvis tyngde unægteligt afspejler sig i det endelige produkt, der desværre må siges at være forgængerne underlegen.
Batman: Arkham Origins finder sted fem år før hændelserne i Arkham Asylum. Vi oplever en mere aggressiv og mindre erfaren Batman, hvis karriere som forbryderbekæmper kun er i sit andet år. Hans ry som nattens hævner er endnu ikke etableret og hverken politimænd eller forbrydere er sikre på om han overhovedet findes. Mafiabossen Black Mask har dog set sig gal på den kutteklædte kæmper, hvorfor han hyrer otte af verdens bedste lejemordere og udlover en klækkelig dusør til den af dem der måtte være i stand til at sætte en stopper for Batman.
Det er såmænd ikke et dårligt udgangspunkt for en Batman historie, men alligevel halter eksekveringen ofte i løbet af de knap tolv timer spillet tager at gennemføre. Plottet låner sig ganske vist til en del actionfyldte og intense øjeblikke, ikke mindst ved de talrige bosskampe, men lidt for ofte sidder man med en følelse af at blive bevidst vildledt eller kørt på sidespor, alene med det formål at trække handlingen ud. Istedet for at holde sig til sit oprindelige præmis tager historien adskillige drejninger, nogen mere uventet end andre, og resultatet er en række fragmentariske begivenheder der aldrig rigtig går op i en højere enhed. Fortællingens ambitionsniveau har uden tvivl været højt og der drages da også inspiration fra berømte tegneserier som The Killing Joke og The Man Who Laughs, men ultimativt føles det som om at WB. Games Montreal har gabt over mere end de reelt kunne sluge.
Spillets rod af en historie er dog ikke den primære kilde til frustration. Det er derimod den tekniske side af Batman: Arkham Origins som for alvor lader meget tilbage at ønske. Spillet, som er anmeldt på PlayStation 3, myldrer ganske enkelt med forskellige glitches, crashes og lignende fejl. Fjender som sidder fast i vægge, en hakkende lydside og lange indlæsningstider der ender med at spillet fryser, er alle ting som jeg måtte trækkes med igennem spillet fra start til slut. Værst er dog de voldsomme fald i billedhastigheden som opstår bestemte steder i spillet eller når der bare er mere end fem fjender på skærmen, og som gerne varer i flere minutter ad gangen.
Bedre bliver det ikke af at grapple-pistolen, den primære måde at komme rundt i spillet på, er så upræcis og uforudsigelig at det at benytte den i bogstaveligste forstand er et skud i tågen. Jeg sætter min lid til at problemerne kan løses med tiden, men på nuværende tidspunkt forværrer de i høj grad spiloplevelsen. Samtidig bidrager de til et beklageligt indtryk af at Arkham Origins godt kunne have brugt en måned eller to mere på arbejdsbænken.
Det er heldigvis ikke skidt alt sammen, det vidunderlige freeflow-kampsystem er vendt stærkt tilbage og det samme er de mange segmenter hvor man skal snige sig rundt og nedlægge fjenderne, en efter en. Som tidligere får du adgang til nye evner og angreb ved at optjene erfaringspoint og som altid er der også en lang række udfordringer at prøve kræfter med, både indeni og udenfor spillet. Batman har naturligvis også adgang til et par nye gadgets, hvoraf den mest nævnværdig tilføjelse er stødhandskerne der giver spilleren mulighed for at give ekstra skade i kamp. Det er en fin tilføjelse som kan være til stor hjælp i en snæver vending, men større indflydelse har de heller ikke. Der bydes også på en række intense og varierede bosskampe som i forskellig grad sætter spilleren på prøve med deres krav om timing, præcision og opfindsomhed.
Arealet man har at bevæge sig på i Batman: Arkham Origins er knapt dobbelt så stort som det var i Arkham City. Her er som altid i hundredevis af trofæer der skal samles, samt en række forskellige missioner der knytter sig til spillets jævnt store galleri at Batman skurke. Der er en del gode timer at hente i disse sidemissioner udenfor spillets historie, men de følger alle den noget uinspirerede formular med at banke fire-fem forbrydere et sted på kortet for derefter begive sig hen til et andet og gøre det samme.
Gothams fordoblede størrelse mærker man heller ikke synderligt, da man nu kan bruge Batwingen til hurtigt at transportere sig rundt. Det lyder umiddelbart som et godt tiltag, men det arbejder ikke rigtig i spillets favør, da man aldrig rigtig bliver velbekendt med de forskellige områder. Tværtimod virker samtlige dele af byen umådelig golde og henlagte, desværre ikke på den atmosfæriske måde. Handlingen udspiller sig på juleaften hvilket i nogen grad retfærdiggør de tomme gader, men jeg savner mere dynamiske omgivelser til fordel for ensudseende gadegjørner og blindgyder med ensudseende bandemedlemmer og kriminelle.
Noget som dog er helt nyt i Batman: Arkham Origins er en onlinedel, udviklet af Splash Damage. Her kæmper tre hold, to af dem bestående af forbrydere og det sidste af Batman og Robin, mod hinanden. Spiller man som forbryderne er oplevelsen meget lig den man finder i andre skydespil, dog med kluntet og tung styring. Er man medlem af den dynamiske duo er det en anelse mere interessant, da man må holde sig til skyggerne for ikke at blive opdaget, og prompte skudt ned i stykker, af modstanderne. Overordnet set er det en fin tilføjelse, men trods det lovende præmis var det ikke noget der kunne holde mig fanget ret længe.
Skal man se nøgternt på Batman: Arkham Origins må man konkludere at der simpelthen ikke er sket nok siden forrige års Arkham City. Monotonien er uundgåelig og det til trods for det stærke gameplay. Alligevel sidder jeg efter en snes timer i selskab med Arkham Origins tilbage med en oplevelse af at have været godt underholdt. De der af spillet havde håbet på mere af samme skuffe har fået netop det, men ikke meget andet.