Japanske rollespil er blandt de mest ikoniske og indflydelsesrige genrer i spilverdenen. Der findes et væld af serier derude, hvoraf den mest kendte naturligvis er Final Fantasy, der har eksemplificeret genren i mere end to årtier. Udgivelserne er talrige og med tiden har serien, vil nogen påstå, glemt hvad der i sin tid gjorde den så populær og elsket. Med Bravely Default forsøger Square Enix at genopfinde sig selv, og resultatet er ikke helt ved siden af.
Lad mig få sagt med det samme at selvom Bravely Default officielt set ikke er en del af Final Fantasy franchisen, så anses den af mange for at være den åndelige efterfølger til serien. Derfor vil elskere af Square Enix’ populære rollespil føle sig hjemme helt fra starten, især dem der har spillet Final Fantasy: The 4 Heroes of Light. Bravely Default har nemlig en del træk til fælles med de velkendte udgivelser, ikke mindst præmisset for historien og spillets grundstemning.
Som det ofte er tilfældet i sådanne titler, har en mørk kraft taget greb om og ødelagt store dele af det ellers så idylliske kongerige, i dette tilfælde det belgisk inspirerede Luxendarc. Fire tilsyneladende tilfældigt udvalgte helte må slå pjalterne sammen på trods af fordomme og forskelligheder for at bekæmpe de onde magter og redde verden.
Hvis min fremstilling af spillets historie lyder en anelse uimponeret, så er det fordi det netop er tilfældet. Bravely Default er på det punkt en uhyre forudsigelig affære og selvom det genkendelige også besidder en vis charme, så grænser det japanske melodrama undertiden til det kvalmende.
Det kan vel tænkes at andre vil tage imod spillets historie og karakterer med åbne arme, men et forudsigeligt plot og en tåkrummende dialog gjorde det svært at lade sig emotionelt investere i Bravely Defaults univers. Det til trods for en ellers smuk (men undertiden uskarp) grafik og en velkomponeret lydside.
Men der tilfalder også Bravely Default en række rosende ord, for hvor spillet virkelig skinner igennem er ved dets kampsystem. På overfladen ligner spillet til forveksling ethvert andet japansk, turbaseret rollespil, navnlig de ældre af slagsen; dine karakterer stiger i level, udstyres med våben og magiske genstande, støder på tilfældige monstre rundt omkring i verdenen og nedkæmper dem i fællesskab.
Men Silicon Studio, spillets udviklere, har været opmærksomme på hvordan et sådan koncept ikke bare er set mange gange før, men også har en tendens til at blive kedeligt i længden. Derfor har de introduceret to mekanismer der virker i tandem: Brave og Default.
Istedet for at angribe, bruge en genstand eller lignende kan du sætte dine karakterer til antage enten Brave eller Default angrebspositionen. Ved Brave får din karakter lov til at udføre op mod tre ekstra handlinger, men med den konsekvens at være lammet i et tilsvarende antal ture derefter.
Omvendt giver Default spilleren mulighed for at lade angrebspoint op som så kan skydes af på en gang med destruktive følger. Det er i og for sig et meget simpelt system som er nemt at forstå og det falder spilleren intuitivt at eksperimentere med. Men de taktiske muligheder som det åbner op for er noget nær endeløse, især når først alle fire helte er blevet samlet og kampene tager til i sværhedsgrad.
Bravely Default rammer rigtigt ved en del ting, men misser også på enkelte. Er man JRPG veteran på udkig efter et moderne spil med klassiske elementer kan man roligt investere i spillet. Er man omvendt ny til genren og ejer af en 3DS er Bravely Default også et godt sted at starte.