Da jeg puttede Castlevania: Lords of Shadow 2 i min Playstation 3, havde jeg ikke de store forventninger til det, tværtimod. Det ødelagde nok den første del af spillet for mig, hvilket i sidste ende er min egen skyld, men jo længere jeg spillede spillet, jo bedre kunne jeg lide det – og det er jo en positiv ting.
Du er Dracula – tidligere kendt som Gabriel Belmont. Livet, eller døden om man vil, er ikke det du er mest glad for, du har faktisk hvilet i århundreder og er nu vågnet op. Zobek frygter satans tilbagevenden og spørger dig om hjælp. Det er selvfølgelig ikke gratis at få din hjælp og han tilbyder derfor at tage livet af dig, når du har hjulpet ham. Han har nemlig det eneste våben, der kan gøre en ende på dine lidelser. Ikke just materiale til en godnathistorie og min første tanke var, at jeg egentligt ikke havde lyst til at gennemføre et spil, hvor min helt i sidste ende dør.
Historien var ikke den del jeg var mest begejstret for til en start, men efterhånden som man spillede videre, blev det bedre og bedre. Faktisk er historien den del af spillet, som jeg synes allermest om, og det bør også være en af de ting, der er bedst, når det ”kun” er et singeplayerspil. Stemme-skuespillet hjælper også til at gøre hele oplevelsen bedre, og det er ikke helt nogen overraskelse, når det fortsat er bl.a. Robert Carlyle og Sir Patrick Stewart, der lægger stemmer stemmer til.
Spillet er et 3rd person hack’n’slash spil, og i begyndelsen er det meget begrænset, hvad man har af kræfter. Dracula er nemlig ikke den stærke vampyr, han engang var. Man bruger derfor en del tid på at genfinde disse kræfter, og efterhånden som man genvinder dem, får man også nye angreb man kan gøre brug af. Et meget klassisk level-system, som vi også kender fra andre spil. Og det fungerer, ligesom det gør i alle andre spil. Man lærer langsomt de enkelte skills at kende og man får flere hen ad vejen. Af en eller anden årsag ender jeg altid med at bruge de samme ting, når jeg spiller disse spil, men hvis man kan lide at lave nogle fede kombinationer af attacks, så er der rig mulighed for det.
Det kan være lidt drilsk at kontrollere Dracula og det er lidt trættende. Især hvis det gør, at du sidder fast nogle steder. Man bruger eksempelvis en del tid på at klatre rundt, og der kan man jo få brug for at slippe grebet og bare hoppe ned, men det kan man ikke med mindre det er sidste trin nedad, og derfor har du to valgmuligheder. Kravl hele vejen op til toppen og hop ned eller kravl hele vejen ned og slip grebet. Hvis du vælger det sidste bliver du stillet over for en ny udfordring, for det at få Dracula til at droppe ned virker ikke efter hensigten, så han bliver ofte hængene, selvom man trykker flere gange for at få ham til slippe.
Vinklen man ser fra kan også være et problem, og for mig virker det som om, at man er zoomet lidt for tæt ind på karakteren. Det er svært at danne sig et overblik over kampene – specielt når man ikke har nogen mulighed for at låse sig fast på ens modstandere. Når man ikke har den mulighed, ender det ofte ud i, at man slår ud i luften, fordi spillet vælger at gå efter fjenden ved siden af, som tilfældigvis står alt for langt væk.
Det har taget mig cirka 20 timer at gennemføre Castlevania: Lords of Shadow 2, og det er uden at tage sidemissions i betragtning. Yderligere så er det på det letteste niveau. Der skal nok ofres lidt flere timer på højere sværhedsgrader. Normalt når jeg anskaffer mig et spil, så gennemfører jeg det på det højeste niveau, og jeg kunne hurtigt mærke, at det var en fejl at spille dette spil på højeste sværhedsgrad. Jeg valgte derfor, mod mine egne principper, at sætte sværhedsgraden ned. Det gjorde jeg indtil jeg endte på den letteste sværhedsgrad, hvor jeg stadig blev udfordret. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har gennemført et spil på det letteste niveau, og jeg håber der går lang tid før det sker igen, for det piner mig, men det er kompliment til spillet. Det er ret lækkert at spille et spil, hvor man rent faktisk bliver udfordret, også selvom det er på den laveste sværhedsgrad.
Castlevania: Lord of Shadows 2 er efterfølgeren til spillet af samme titel uden 2-tallet, og det er klart en fordel at have spillet forgængeren, men det er ikke en nødvendighed. Historien er god og er en af de bærende kræfter i denne udgivelse, og selvom det tager rigtig mange timer at gennemføre spillet, så bliver det ikke kedeligt. Yderligere er der rig mulighed for at skrue op for sværhedsgraden, hvis man mangler udfordring. Controls kan være meget drilske og det samme gælder for fighting-systemet, hvor man eksempelvis ikke kan låse på en enkelt fjende. Det er ikke et spil jeg vil anbefale til alle, det er nemlig ikke en must-play titel, men er du en fan af genren, serien eller af en god historie, så kunne dette spil være en mulighed for dig.
[box_info]Spillet er anmeldt på Playstation 3 og leveret af Nordic Game Supply[/box_info]