Daemon X Machina, spillet som for første gang blev vist i 2018 til E3, er nu snart i blandt os. Kenichiro Tsukuda, som har produceret Armored Core serien, har med sin faglige viden, været producent på denne upcoming Mech Fighter titel. Det interessante ved Daemon X Machina er, at der blev udgivet en midlertidig demo, som skulle bruges til feedback fra spillere og fans. Så faktisk, så er produktet af dette spil, en kulmination af ønsker fra fans og de kompetente spildesigneres ideer.
Dæmonen Fra Maskinen
Daemon X Machina minder på mange områder om andre Mech-spil – dog er der stadig meget nytænkning. Spillet foregår på slagmarker rundt omkring i verden, hvor man skal bekæmpe fjender og andre robotter. Med spillets 3. persons shooter/fighter mekanik, kan man nemt tilpasse spillet til ens egne vaner. Der foregår meget på skærmen, hvilket bringer tankerne lidt hen på shoot’em’ups/bullethell genren, uden helt at blive uoverskueligt og kaotisk.
I Daemon X Machina, sidder man i sin state-of-the-art Mech, og styre dens bevægelser fra cockpittet. Den kan flyve, den kan skyde, den kan svæve afsted over jorden – og det hele føles raffineret og galant. Det tager ikke mange øjeblikke, at lære kontrollen at kende, og før man ved af det, er det en forlængelse af sin egen arm. Hjernen stopper med at tænke over det, og det hele sker bare.
Der er forskellige fjender, store og små. Nogle af dem er endda svære at se – men når man ridder på endorfinerne ved, at pløkke alt der bevæger sig, er det en smal sag… Den første time altså. Langsomt forsvinder glæden og lysten til, at tage sig af småkravl, og det bliver hurtigt et arbejde fremfor glædelig massakre.
Ja, man bliver selvfølgelig belønnet med en boss, men jeg følte bare ikke, at det var det værd. De store kampe er fede, bevares, men småkravlet opvejer bare ikke, glæden i, at ligge en taktisk plan for, at besejre banens boss…
Og heldigvis slutter banerne ofte af med en boss… De kommer dog i 2 forskellige versioner:
En lille hurtig dræber og en stor dog langsom slagter. Når jeg skriver lille mener jeg ikke lille, men samme størrelse som ens egen mech. Der findes andre mennesker i verden, og de har nogle andre ideologier. Så derfor er det vigtigt lige, at vise dem hvem der er Voltron’en hér!
En stor én, og det er ikke bare stor… Det er dumt hvor stor den er! Her handler det om, at få fløjet rundt, skudt lidt nogle forskellige steder, samtidig med man undgår de enorme legemer – ellers er det farvel og tak. For de skader meget! Det er intenst, og minder mig lidt om de gamle Japanske monster film – tænk Godzilla V Ghidorah.
Fyld Og Pernitten
Jeg elsker det meste der kommer ud af Japan. Jeg forstår bare kun 0.1% af sproget. Men jeg kan godt lide, at vælge sprog på Japansk, når jeg mener essensen er til det. Det eneste problem er bare, der er utrolig meget snak i kampene, hvilket er okay. Men det kræver så lige jeg følger med på underteksterne.
Hvorfor ikke vælge engelsk? Jaa, det er bare kedeligt skuespil, men nogen vil sikkert kunne lide det meget bedre.
Der kommer utrolig meget fart på når bosserne er på bordet, men jeg tror lidt grunden er manglen på spænding imellem. Det er lidt ligesom at gøre rent på et større område – man glæder sig til, at man er færdig, så man kan få guleroden. Kampene imellem badguys føles som fyld – altså klassisk filler materiale…
… Dette fik mig til at tænke over, hvordan spillet ville være som et boss-arena spil! Lidt ala Furi, hvor man bruger tid på, at nedlægge store dæmoniske maskiner, ved brug af taktik og forståelse. Jeg ved ikke om det ville gøre kampene kedeliger, men tanken er rar.
Daemon X Machina, styringen er fed, gameplayet er fedt, men de fleste missioner mangler lidt ekstra. Det er svært at holde lysten oppe, når det bliver kedeligt efter hver bosskamp.