Vi har fulgt Kratos lige siden hans liv i oldtidens grækenland og op til hans tilværelse som familiefar i det nordlige. Men historien om hans ungdom, har vi endnu ikke oplevet – før nu!
Udgivet af Sony Interactive Entertainment og udviklet af Santa Monica Studio i samarbejde med Mega Cat Studios, tager God of War: Sons of Sparta et uventet spring tilbage til rødderne. Væk fra nordisk mytologi. Væk fra Leviathan-øksen. Og helt tilbage til Grækenland, hvor det hele startede.
Og jeg må indrømme det med det samme. Jeg blev positivt overrasket.
For på papiret lyder det som et mærkeligt eksperiment. En 2D metroidvania i en serie, der ellers er kendt for filmiske kæmpeproduktioner og brutale bossopgør i episk skala. Det føles som et sidespring. Men er det en fejl? Overhovedet ikke.
Begyndelsen på en tragedie
Sons of Sparta er præcis det, titlen lover. Vi følger Kratos og hans bror Deimos i deres formative år som spartanske krigere. De er allerede dødelige i kamp, men de er ikke de mænd, vi senere lærer at kende. Og det er her, spillet virkelig finder sin stemme.
Historien fungerer som en slags oprindelsesfortælling. Den viser os ikke den færdige Ghost of Sparta. Den viser os gnisten. Ambitionen. Vreden. Pligten. Alt det, der senere sender Kratos ud på den hævntogt, vi kender fra de klassiske græske kapitler og videre ind i de nordiske sagaer som God of War Ragnarök.
Fortællingen bindes sammen af Terrence C. Carson, den originale stemme bag Kratos, der narrerer begivenhederne til en ung Calliope. Det greb giver historien en melankolsk tyngde. Vi ved, hvad der venter. Vi ved, hvad han mister. Og det giver selv de mindre øjeblikke en særlig vægt.
Tempoet er dog ujævnt. Man sendes ofte frem og tilbage mellem Sparta og de omkringliggende områder for at hente genstande og tale med personer. Det kan føles gentagende. Jeg savnede flere fortællermæssige indspark mellem Kratos og Calliope for at give de gentagne ture større betydning.
Men som origin-historie fungerer det. Og det er svært ikke at blive grebet af at se begyndelsen på noget, man allerede kender slutningen på.
Hvor passer Sons of Sparta ind i serien
Sons of Sparta er et mærkeligt, men interessant mellemled i God of War‑historien. Fans af de moderne spil vil hurtigt opdage, at det her ikke er et nyt Ragnarok i 2D. Der er ingen tunge, vægtige slag, ingen filmiske kamerature og ingen store følelsesladede setpieces.
I stedet får man en mere afdæmpet og klassisk struktur, hvor historien bæres af Kratos’ fortællerstemme og af små øjeblikke mellem ham og Deimos. Det er mere intimt end episk.
Til gengæld vil fans af de gamle hack‑and‑slash‑spil kunne genkende seriens DNA i fjenderne, i de brutale afslutninger og i den måde universet folder sig ud på. Det er ikke samme tempo eller samme tyngde som PS2‑spillene, men der er glimt af den rå, græske energi, der gjorde serien ikonisk.
Sons of Sparta føles som et sidespring, men et bevidst et, der forsøger at bygge bro mellem to æras af serien uden at efterligne nogen af dem direkte.
En klassisk, men sikker metroidvania
God of War: Sons of Sparta lægger sig solidt i metroidvania-lejren. Sammenhængende områder, backtracking, gradvis styrkelse af Kratos’ arsenal og nye evner, der åbner tidligere lukkede passager, er alt sammen klassiske genretræk. Vægklatring og hurtigere bevægelse føles som standardværktøjer, mens enkelte kreative indslag som det multifunktionelle stenhovede der både kan afsløre skjulte områder og absorbere giftige elementer giver små pift af variation.
Generelt spiller det dog meget sikkert. Måske er det pointen: Mega Cat Studios tager en gigantisk franchise ind i en ny genre og vil først og fremmest bevise, at det kan fungere.
Alligevel har Sons of Sparta noget, der gør, at jeg ikke bare afskriver det som “endnu et metroidvania”.
Sammenlignet med andre metroidvanias – såsom Hollow Knight: Silksong, der stadig står som et af de mest ambitiøse projekter i genren, eller Prince of Persia: The Lost Crown, hvor kampene nærmest danser hen over skærmen – føles Sons of Sparta mere afdæmpet. Undervejs savnede jeg flere af de øjeblikke, hvor spillet virkelig presser én til kanten, for kampene er relativt enkle og sjældent lige så krævende som hos de tungere genre-konkurrenter.
Alligevel har Sons of Sparta noget, der gør, at jeg ikke bare afskriver det som “endnu et metroidvania”. Det virker ikke som et spil, der forsøger at overgå de største titler, men snarere et, der bevidst læner sig ind i klassiske greb og bruger dem til at fortælle en historie med fokus på karakterer og stemning. Det gør oplevelsen mere tilgængelig – og mindre intimiderende – uden at den mister den nysgerrighed og udforskningslyst, der definerer genren.
Og så hjælper det bestemt, at universet er velkendt. Som fan af God of War fangede jeg mig selv i at smile flere gange, når spillet legede med referencer og steder, jeg allerede havde et forhold til. Det giver Sons of Sparta en identitet, der rækker længere end dens mere forsigtige gameplay.
Kampen om identiteten
Kampsystemet er anmeldelsens mest delte punkt. Det starter simpelt. Meget simpelt. Basale angreb. Fokus på dodge og parry. Evner, der i starten føles mere som supplement end som reel udvikling.
Det tog tid, før jeg begyndte at finde rytmen. Før det klikkede. Problemet er ikke, at det er dårligt. Problemet er, at det bærer navnet God of War. Serien er synonym med flydende, brutale og teknisk tilfredsstillende kampe. Her føles det som den mest skrabede udgave af Kratos, vi nogensinde har haft.
Der er også tekniske irritationer. Fjender, der ikke altid engagerer korrekt. Situationer hvor Kratos støder ind i en fjende og nærmest hopper tilbage, hvilket skaber akavede kampsituationer. Det kan føles ufærdigt i kanterne.
Men midt i det hele er der stadig de klassiske fjender. Cyclops. Satyrer. Gorgoner. Brutale executions. Øjeblikke hvor man mærker seriens DNA. Og når det rammer- så rammer det!
Retro med respekt
Sons of Sparta går efter et retroinspireret udtryk, og det rammer kun delvist plet. Baggrundene er ofte virkelig flotte med maleriske landskaber og enkelte områder der skiller sig ud og giver en fornemmelse af Kratos’ hjemland. Men figurerne ligger i en helt anden stil med glatte sprite‑animationer der ikke altid spiller godt sammen med de mere statiske miljøer. Det giver kampene et lidt rodet visuelt udtryk, og flere fjender er bare farvevarianter af hinanden, hvilket gør verden mindre mindeværdig end den kunne være.
Der er dog øjeblikke hvor det hele løfter sig. De større bossdesigns i den sidste del af spillet er markant stærkere, og enkelte områder viser hvor godt Sons of Sparta kan se ud når stil og tone arbejder sammen. Men som helhed er det et visuelt udtryk der svinger mellem det charmerende og det lidt ujævne. Det er aldrig grimt, men det er heller ikke et metroidvania der imponerer konsekvent. Når det rammer, så rammer det, men det gør det ikke hele vejen.
Et lydspor smedet i Sparta
Lydsiden fortjener også et nik, for den gør mere arbejde, end man måske først lægger mærke til. Bear McCreary vender tilbage som komponist, og hans blanding af retro‑inspirerede elementer og fuldt orkestrerede temaer giver Sons of Sparta en lydprofil, der både føles ny og umiskendeligt God of War. Musikken ligger højt i mixet og bærer meget af stemningen, hvilket passer til spillets mere intime fortælling.
Kamplydene er mere stiliserede end i seriens 3D‑kapitler. Slagene har ikke helt den samme vægt og brutalitet, men de er tydelige og funktionelle og matcher spillets 2D‑format. Det er ikke her, man finder den tunge, kødfulde lyd, der definerer de moderne God of War‑spil – men det er et bevidst valg, og det fungerer inden for rammerne.
Et modigt sidespring
Hvis God of War-navnet ikke stod på æsken, ville Sons of Sparta formentlig være blevet betragtet som en solid, men anonym metroidvania.
Men netop fordi det er God of War, bliver det interessant. Det er ikke genrens nye pejlemærke. Det er ikke et teknisk mesterværk. Det spiller sikkert. Det starter tungt. Det mangler den kampmæssige elegance, serien ellers er kendt for.
“Hvis du forventer et Ragnarok i 2D, bliver du skuffet”
Alligevel voksede det på mig. For det tør gå tilbage. Tør skrælle lagene af. Tør vise os den unge mand, før han blev et ikon. Før han blev et monster. Før han blev Ghost of Sparta. Og som fundament for den rejse, fungerer det overraskende godt.
Hvis du forventer et Ragnarok i 2D, bliver du skuffet. Hvis du vil opleve begyndelsen på Kratos’ forvandling i en kompakt og klassisk metroidvania-ramme, så er der faktisk noget værd at hente her.
Konklusion: En god begyndelse!
God of War: Sons of Sparta er ikke et episk Ragnarok, men et modigt sidespring, der giver et sjældent kig på Kratos før legenden tog form. Spillet balancerer mellem at være et tilgængeligt metroidvania-eventyr og en fortælling om karakter og stemning, og det lykkes især i forholdet mellem Kratos og Deimos og den græske verden, vi kender.
Kampene og genreelementerne når ikke helt op på niveau med de mest udfordrende titler, men de er stadig solide og fungerer som en god introduktion til genren for nye spillere. Det er ikke et pejlemærke i metroidvania-genren, men det er et trygt og underholdende fundament – og hvis dette er starten på at udforske Kratos’ ungdom, er der virkelig potentiale for, at næste kapitel kan løfte oplevelsen yderligere.
Tak til Sony Playstation for at gøre anmeldelsen mulig!
God of War Sons of Sparta er ude nu på PlayStation 5.