Der findes efterhånden to typer gamingmus på markedet. Dem der forsøger at revolutionere måden vi spiller på – og dem der i stedet forsøger at perfektionere en allerede veletableret formel. Turtle Beach Burst II Pro hører meget klart til i den sidste kategori.

Det er ikke en mus, der ankommer med vilde designvalg eller opsigtsvækkende idéer. Tværtimod føles den næsten konservativ i sin tilgang. Den ligner i høj grad den klassiske esports-mus, markedet har bevæget sig imod de seneste år: ekstremt lav vægt, symmetrisk design, optiske switches, høj pollingrate og en sensor, der på papiret er hurtigere og mere præcis, end de fleste spillere realistisk nogensinde får brug for.

Indeni finder man Turtle Beachs Owl-Eye 30K optiske sensor med op til 30.000 DPI, 750 IPS trackinghastighed og 70G acceleration. Musen understøtter samtidig pollingrater helt op til 8000 Hz, benytter TITAN Optical Switches specificeret til 100 millioner klik og kan bruges både via 2.4 GHz trådløs forbindelse, Bluetooth eller klassisk USB-C-kabel. Det er med andre ord en mus, der teknisk set placerer sig helt oppe blandt de tunge drenge i premium-klassen. Spørgsmålet er bare, om Burst II Pro formår at omsætte alle de specifikationer til en mus, der faktisk føles speciel i daglig brug.

Der er efterhånden blevet lanceret så mange ultralette gamingmus, at det kan være svært for producenterne at skille sig ud. For få år siden var en vægt på under 70 gram nærmest revolutionerende. I dag er det forventeligt, hvis man vil lege med i premium-klassen. Turtle Beach forsøger med Burst II Pro at kombinere den moderne esports-formel med klassisk ergonomi, solide tekniske specifikationer og features, der på papiret matcher nogle af markedets mest aggressive konkurrenter.

Resultatet er en mus, der på mange måder gør næsten alt rigtigt – men som samtidig kæmper med at efterlade et varigt indtryk. Burst II Pro er ikke den slags produkt, der redefinerer markedet. Den forsøger heller ikke nødvendigvis at gøre det. I stedet er det en meget kompetent gamingmus, der leverer præcis det, man forventer af en moderne premium-mus i 2026: lav vægt, høj pollingrate, optiske switches, stærk sensor og glimrende glideegenskaber.

Men når støvet har lagt sig, sidder man alligevel tilbage med følelsen af, at Turtle Beach har lavet en virkelig god mus uden helt at give den en tydelig identitet.

Noget af det første man bemærker ved Burst II Pro er, hvor absurd nem den er at komme i gang med. Det her er ægte plug and play. Tilslut donglen, tænd musen – og så er man praktisk talt kørende med det samme.

Det gælder især, hvis man allerede befinder sig i Turtle Beach- eller tidligere Roccat-økosystemet. Softwaren føles bekendt, opsætningen er enkel, og hele oplevelsen omkring installation og første brug er forbavsende gnidningsfri.

Det lyder måske som en lille ting, men det er faktisk et område, hvor mange gamingprodukter stadig fejler. Der findes stadig mus i premium-klassen, hvor softwareinstallation, firmwareopdateringer og forbindelsesproblemer gør førstehåndsindtrykket unødigt frustrerende. Her gør Turtle Beach det modsatte.

Swarm II-softwaren er overskuelig og forholdsvis let at navigere i. Her kan man justere DPI-niveauer, pollingrate, lift-off distance, debounce-indstillinger og de otte programmerbare inputs. Det er ikke den mest elegante software på markedet, men den gør præcis det, den skal.

Designmæssigt er Burst II Pro ekstremt konservativ. Det er en symmetrisk gamingmus uden aggressive vinkler, RGB-overload eller eksperimenterende former. Den ligger tættere op ad klassiske esports-mus end de mere futuristiske designs, man ser fra eksempelvis Razer eller Logitech. På den ene side er det en styrke. Musen ligger virkelig godt i hånden. Formen er sikker, komfortabel og intuitiv fra første sekund. Det er den slags mus, man hurtigt glemmer, fordi hånden bare falder naturligt på plads. På den anden side betyder det også, at Burst II Pro fremstår en smule anonym. Der er ikke meget ved designet, der skriger Turtle Beach. Faktisk er den næsten lidt småkedelig at se på.

Men måske er det netop pointen. Det her er ikke en mus, der prøver at være flashy. Den er bygget til lange spilsessioner og konkurrencedygtigt spil, hvor komfort og vægt betyder mere end visuel identitet.

Burst II Pro vejer blot cirka 57 gram. Det placerer den blandt de lettere trådløse gamingmus på markedet, især når man tager højde for, at den stadig har en lukket skal og ikke benytter de gamle honeycomb-designs, som mange producenter tidligere brugte til at presse vægten ned. Den lave vægt mærkes med det samme. Musen føles hurtig, responsiv og ekstremt ubesværet at bevæge rundt med. Under længere gaming-sessioner bliver det virkelig tydeligt, hvor meget forskel vægten gør. Når man sidder med musen limet fast til hånden i timevis, bliver belastningen ganske enkelt mindre. Det er især i FPS-spil, man mærker fordelene. Små korrektioner føles lettere, flicks bliver mere kontrollerede, og den samlede bevægelse føles mere ubesværet.

Men den aggressive vægtoptimering kommer også med et kompromis. Burst II Pro føles ikke premium på samme måde som nogle af konkurrenterne i samme prisklasse. Selve konstruktionen er ikke dårlig, men den føles tangerende skrøbelig. Når man tager musen op første gang, får man næsten instinktivt følelsen af, at man skal passe lidt ekstra på den. Det er bagsiden af ultralette designs.

For at presse vægten ned må producenterne nødvendigvis fjerne materiale, og selvom Turtle Beach har gjort et fornuftigt stykke arbejde med strukturen, mangler der stadig den tætte, solide kvalitetsfornemmelse, som man eksempelvis finder i tungere premium-mus. Det er dog værd at understrege, at musen ikke føles dårligt bygget. Den føles bare bygget med ét meget klart mål: at være så let som muligt.

En af Burst II Pros største styrker er størrelsen. Markedet er efterhånden fyldt med gamingmus, der bliver større og bredere for at favne flest mulige grebstyper. Turtle Beach har i stedet valgt en mere kompakt tilgang. Det betyder, at Burst II Pro passer virkelig godt til brugere med små eller mellemstore hænder. Personligt var det et kæmpe plus. Musen giver langt bedre kontrol, når man ikke konstant skal strække fingrene for at nå sideknapper eller ændre greb under intense situationer. Kombinationen af den kompakte form og den lave vægt gør den særligt behagelig til claw grip og en mere aggressiv fingertip-orienteret spillestil.

Har man store hænder og foretrækker palm grip, kan musen dog godt føles en smule lille. Her vil nogle spillere sandsynligvis savne mere fylde i bagenden.

Turtle Beach har udstyret Burst II Pro med deres Owl-Eye 30K optiske sensor. Bag marketingnavnet gemmer der sig en sensor med op til 30.000 DPI, 750 IPS trackinghastighed og 70G acceleration. I praksis betyder det, at sensoren uden problemer kan følge selv ekstremt hurtige bevægelser uden at miste præcision. Under test leverede sensoren præcis det, man forventer i premium-segmentet. Tracking er stabil, præcis og konsekvent. Der var ingen mærkbare problemer med acceleration, jitter eller tracking-fejl – heller ikke ved hurtige flicks.

Musen understøtter desuden justerbar lift-off distance, onboard memory samt NVIDIA Reflex-kompatibilitet. Switchesiden er dækket af Turtle Beachs TITAN Optical Switches, som er specificeret til 100 millioner klik. Optiske switches er efterhånden blevet standard i premium-gamingmus, fordi de eliminerer den klassiske debounce-forsinkelse, man tidligere så i mekaniske switches. Resultatet er hurtigere registreringer og lavere risiko for dobbeltklik over tid.

Klikfølelsen på Burst II Pro er fin uden at være fantastisk. De er hurtige og responsive, men mangler lidt af den skarpe, taktile tilfredsstillelse, som de bedste switches på markedet leverer. Det er endnu et område, hvor musen er solid uden nødvendigvis at imponere.

En af de helt store marketingfeatures er understøttelsen af 8K pollingrate. På dansk kan man bedst oversætte pollingrate til opdateringsfrekvens eller rapporteringsfrekvens. Kort fortalt beskriver pollingraten, hvor ofte musen sender data til computeren.

En standard gamingmus arbejder typisk ved 1000 Hz, hvilket betyder, at den rapporterer sin position 1000 gange i sekundet. Burst II Pro kan gå helt op til 8000 Hz. På papiret er det ekstremt imponerende. Det reducerer input latency markant og giver teoretisk set en mere responsiv oplevelse.

Turtle Beach skal også have ros for, at 8K understøttes bredt på tværs af forbindelsesmulighederne og ikke kun i en meget specifik kablet tilstand. Det er faktisk ret blæret. Men spørgsmålet er stadig, hvor mange der reelt får glæde af det. For langt de fleste spillere vil forskellen mellem 1000 Hz og 8000 Hz være minimal i praksis. Man skal have en ekstremt hurtig skærm, et kraftigt system og en meget trænet fornemmelse for input latency for konsekvent at mærke forskellen. Samtidig koster de høje pollingrater ekstra CPU-ressourcer og sluger batteri væsentligt hurtigere.

Derfor føles 8K lidt som nutidens svar på konsolbranchens gamle “BIT-krig”, hvor producenter jagtede det højeste tal til æsken. Featuren er reel. Teknologien virker. Men den praktiske værdi for gennemsnitsbrugeren er stadig relativt begrænset.

Hvis der er ét område, hvor Burst II Pro virkelig imponerer, er det glideoplevelsen. Turtle Beach har inkluderet flere forskellige sæt skøjter i kassen, blandt andet klassiske PTFE-skøjter samt alternative dot-skates til forskellige underlag. Det mærkes! Musen glider ekstremt godt på de rette musemåtter. Det er et hurtigt, jævnt og kontrolleret glide, som føles markant mere premium end selve konstruktionen. Kombinationen af lav vægt og gode skøjter gør simpelthen musen utrolig behagelig at spille med.

Det hjælper naturligvis også med præcisionen. Særligt i taktiske shooters som Counter-Strike 2 eller Valorant bliver det tydeligt, hvor stor forskel et godt glide faktisk gør for små justeringer og tracking. Burst II Pro understøtter både 2.4 GHz trådløs forbindelse, Bluetooth og klassisk kablet USB-forbindelse. Batteritiden er opgivet til op til 150 timer ved 1000 Hz pollingrate og omkring 40 timer ved 8000 Hz. Det er ganske imponerende tal, især når man tager vægten i betragtning.

Når man har brugt Burst II Pro i noget tid, står det ret klart, hvad Turtle Beach har forsøgt at bygge: Turtle Beach Burst II Pro er på mange måder en virkelig god gamingmus. Den er let, komfortabel, teknisk stærk og ekstremt nem at gå til. Sensoren leverer præcist som forventet, glideoplevelsen er fremragende, og den lave vægt gør en reel forskel under lange spilsessioner.

Samtidig er det også en mus, der har svært ved for alvor at skille sig ud. Den gør stort set alt rigtigt – men uden at gøre noget exceptionelt. Det ultralette design går desuden ud over premium-fornemmelsen, og flere af de store marketingfeatures, særligt 8K pollingrate, føles mere imponerende på specifikationsarket end i praktisk brug.

Leder man efter en kompetent, moderne esports-mus med lav vægt, stærke glideegenskaber og en komfortabel form – især til mindre hænder – så er Burst II Pro absolut et kig værd. Men hvis man håber på en mus, der virkelig imponerer med premium-fornemmelse eller innovation, efterlader Burst II Pro også lidt følelsen af et produkt, der spiller sikkert hele vejen igennem. Det er stadig en solid gamingmus. Den er bare ikke specielt mindeværdig.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægTides of Tomorrow – Anmeldelse
Alan Vittarp
Spil har været en del af mit liv siden jeg købte mig en C-64 for nu 35 år siden. Computer Action og Games Preview var bladene der fik mig til at ønske at skrive anmeldelser selv. Det har jeg fået lov til at gøre på tværs af en lang række sites og magasiner - hvoraf kun ganske få stadig eksisterer. Mine interesser er brede og det er ikke mange konsoller jeg ikke har været forbi. Mit hjerte har banket lidt ekstra under spil som Bloodborne, The Last of Us samt Halo.
turtle-beach-burst-ii-proTurtle Beach Burst II Pro er en ultralet gamingmus, der gør næsten alt rigtigt uden for alvor at skille sig ud. Den leverer stærk komfort, fremragende glide, solid sensor-performance og absurd nem plug-and-play opsætning i et klassisk esports-design, der især passer godt til mindre hænder. Til gengæld føles konstruktionen mindre premium end prisen antyder, og 8K pollingrate virker mere imponerende på papiret end i praksis. En virkelig kompetent gamingmus – bare ikke en specielt mindeværdig én.