Det første Kingdom Come: Deliverance var lidt af et sleeper-hit. Selv om det landede uden den store fanfare har det alligevel formået at sælge over 8 millioner eksemplarer. Nu er opfølgeren landet fyldt med middelalderæstetik.
Lad det være sagt med det samme: Det her er en virkelig svær anmeldelse at sidde med. Kingdom Come: Deliverance 2 (KCD2) er nemlig på den ene side et helt fabelagtigt eventyr der ikke går på kompromis overhovedet men samtidig er det et helt ekstremt frustrerende bekendtskab, hvor det er tydeligt at udviklerne er blevet fanget i deres eget lille ekkokammer og tydeligvis ikke har lavet et spil der skal appellere til det brede proletariat.
Som tilfældet er med et andet stort RPG: The Witcher er det en østeuropæisk udvikler der står bag. i dette tilfælde er det tjekkiske Warhorse, som ikke har andre spil på deres samvittighed end netop disse to titler som er udgivet med intet mindre end syv års mellemrum. Som tilfældet også var med the Witcher, så er der tale om en ekstremt dyster verden men modsat nævnte serie er det her ikke dark fantasy men i stedet baseret på mere eller mindre historiske begivenheder centreret i middelalderens østeuropa – nærmere bestemt Bøhmen, som netop er en historisk region beliggende i udviklernes hjemland.
Det første KCD var en noget blandet oplevelse. På den ene side var det tydeligvis et produkt af kærlighed som fortalte en medrivende, men noget abrupt, historie omhandlende den unge knægt Henry. Hans hjemstavn og familie bliver destrueret, hvilket umiddelbart lægger op til det helt klassiske hævnmotiv. Hans rejse er dog ingenlunde lineær og han vikles snart ind i alskens forviklinger, intriger og ikke mindst sværdkampe. Spillet var plaget af både et utal af bugs som tydeliggjorde de alt for store ambitioner hos udviklerne. Det var tydeligt at der nedenunder gemte sig masser af gode ideer, det var bare virkeligt svært at realisere dem.
Nu har jeg så siddet med KCD2. Et spil på et væsentligt større budget, hvor udviklerne både har haft syv års udviklingstid samt burde have spandevis af feedback fra de mange spillere af det første kapitel. Min erkendelse er helt tydeligt, at netop et spil som dette er et ekstremt godt eksempel på hvorfor man skal passe på med anmeldelser – for de kan snyde helt ekstremt. Går man nemlig ind og kigger på Metacritic og skæver man samtidig til min endelige karakter, så vil man se at vi bestemt ikke er enige. Lad mig bruge lidt tid på at begrunde min karakter, samt hvorfor jeg – for en stor del af de potentielle købere – tager fuldstændigt fejl.
KCD2 åbner ganske storslået ud. Vi starter med en sekvens hvor vi er efter handlingen i selve hovedspillet. Vi render rundt og skal forsvare en borg der er under angreb. Umiddelbart er det hele meget storslået og ganske flot. Men allerede her er der lidt revner i tapetet for mig. Styringen virker underligt kluntet: Jeg er tydeligvis en erfaren kriger, men min håndtering af både sværd samt armbrøst er ikke videre overbevisende og især sidstnævnte har ingen tyngde. Der er også et par gange hvor jeg løber lidt frem og tilbage for at finde ud af hvad jeg reelt skal – imens hele omverdenen tilsyneladende holder vejret og afventer jeg kommer rette sted hen.
Scenen skifter og vi er nogle år tidligere. Atter i selskab med den gode Henry fra etteren. Sammen med ham befinder den dybt irriterende Hans Capon – som vi også lærte at kende i etteren. De er på en diplomatisk mission, som dog snart går op i at snige sig ind på fruentimmer, et overfald af ens følgesvende og efterfølgende flugt og ikke mindst en deus ex machina sekvens, hvor Henry skal komme til skade så vi meget belejligt kan slette alle hans færdigheder, så vi atter kan få lov til at svinge et sværd tusindvis af gange bare for at lære en simpel færdighed her.
Lad mig først rose KCD2s omfang samt ikke mindst øje for detalje. Den middelalderverden man slippes løs i er intet mindre end betagende. Det her er ikke det stereotype billede på den tid, som man i en lang periode ufuldstændigt har belastet underholdningsindustrien og ikke mindst skolebørn med. Middelalderen var slet ikke så slet en periode som den gøres til og det forstår KCD2 at vise. Det her er en levende, vibrerende verden hvor vi sågar ofte trakteres med lækre små historiebidder som vi kan indtage efter lyst. Det er gennemarbejdet, fascinerende og ikke mindst spændende at komme nogle dybere spadestik ned i en periode der er både over- og ildeset.
Historien er ligeledes noget af et magnus opus. Hovedhistorien alene er fortalt igennem flotte, lange mellemsekvenser baseret på et manuskript som kunne være filmfortælling. Når den først får lov til at tage fat og intriger, konsekvenser og gammelt had virkelig får lov til at udfolde sig – så vil du få nogle af de bedste øjeblikke der lige nu er at finde i et spil. Hele denne fortælling er faktisk relativt lineær når den udfolder sig, hvilket så står i modstrid til resten af spillet.
KCD2 er nemlig det meste af tiden et open-world survivalspil. Du bliver sluppet fri i to store åbne områder, hvor du til at starte med kommer til at løbe fra A til B til A til C til B til A og så videre. Det indtil efter mange timer, hvor du endelig får adgang til en hest, som du naturligvis også skal bruge lang tid på overhovedet at lære at sidde på uden det skal føles som om du styrer et badekar. I denne åbne verden er der strøet et hav af små sidemissioner rundt. Reelt set er der nærmest noget at opdage alle steder hvor du går hen – folk vil komme med udtalelser eller rygter, som vil åbne op for noget nyt som lige skal undersøges.
Kvaliteten af sidemissioner er et område hvor eksempelvis the Witcher var fabelagtigt. Ofte var de så godt fortalte, at man endte med at fordybe sig i alt andet end den primære opgave. Selv om kvaliteten i KCD2 ikke når samme niveau, så er der dog stadig flere missioner, hvor man enten får smil på læben, gyser lidt eller bliver revet med i spænding. Der er bestemt guldkorn at finde. Samtidig er der dog også nogle af de værste missioner jeg har spillet længe, hvor de enten er helt tåbelige alternativt har nogle udsving i sværhedsgraden hvor man bliver tvunget til at skulle genspille noget et hav af gange.
KCD2 er nemlig et svært spil – og her rammer vi nok hovedet på sømmet i forbindelse med min karakter – for i min optik er det ikke svært i stil med From Softwares spil. Titler som jeg hader at elske. Selv om de er ubarmhjertige, så gav de som oftest en lille udløsning af dopamin på de rigtige tidspunkter og holdt mig fanget. Dette har ikke været tilfældet i KCD2. I stedet er det et spil som er svært grundet elendige designvalg. Lad mig komme med nogle hurtige eksempler: Spillets savegame system er fuldstændigt broken, man kan umiddelbart kun gemme ved at indtage en særlig drik. Alternativt kan man gemme ved at gå ud af spillet. Især i starten dør man af selv det mindste opgør, så det resulterer i at jeg (og mange andre vil jeg vædde på) endte med konstant at gå ud af spillet for at gå ind i det igen. Det er bare åndssvagt.
Dernæst er der hele menusystemet: Klodset eller clunky betegner det simpelthen ikke. Nu har jeg spillet på en PS5 og det er i hvert fald tydeligvis ikke designet hertil. Konstant rodede jeg rundt i kort, ejendele, nuværende missioner og så videre. Dette ubehjælpelige system breder sig til nok verdens dårligste lock-pick minigame, kluntet overkompliceret men samtidig utrolig simpel sværdkamp, tåbelig “realistisk” brygning af potions, behov for at man konstant skal vaske sig, et forfærdeligt pickpocket system der spoleres af overmenneskelig AI samt hesteridning der er såvel uelegant som besværlig.
Generelt er der faktisk ikke mange af spillets enkeltdele som ikke er plaget af mere eller mindre dårlige designvalg. Og her taler vi altså om de ting, som du som spiller reelt set skal sidde og udføre i en bunke af timer for at opleve spillets gode historie. I bund og grund er det for mig ikke sjovt at spille fordi spillets kernemekanikker generelt er overkomplicerede, dårligt forklarede eller reelt set bare fejlbundne.
Alligevel kan jeg sagtens forstå at nogle vil give det høje karakterer. Er du typen som for det første holdt meget af det oprindelige KCD, så er toeren meget af det samme og på flere punkter en klokkeklar forbedring. Samtidig har det klart elementer af, at der er noget på spil – da det er så pokkers svært. Jeg har forståelse for at argumentet er, at du ikke er en stor helt, så derfor skal man ikke bare kunne slagte folk til højre og venstre og døden er en konstant mulighed. Til dels har jeg forståelse for dette argument: Det holder bare ikke, at det skal være svært grundet dårlige designvalg. Så gør det svært grundet svære beslutninger du skal træffe.
Til gengæld er præsentationen af middelalderens Bøhmen er ekstremt flot og både stemmeskuespil samt ikke mindst musik er ofte glimrende. Man får vitterligt fornemmelsen af at være en del af noget større – og faktisk er flere af spillets små ideer: Såsom at man skal vaske sig for ellers vil folk reagere på din lugt sjove til at starte med. Man kan ikke sige andet end at man kan ane et hav af gode intentioner under overfladen.
Jeg er vild med ambitionerne men samtidig er jeg skuffet over, at man har gentaget mange af de ting som blev nævnt som fejl og mangler ved første titel. KCD2 virker som et spil, hvor man bare har taget alle ideer og proppet dem ind i det færdige produkt uden at skele til helheden samt det vigtigste: Bidrager dette med noget eller er det bare unødigt fyld og tidsspild. Har man et stort hul i sin kalender, hvor man kan hive store tocifrede antal timer ud til alenlange gentagelser i jagten på en historie, der først rigtigt åbner sig efter 25-30 timer, så vil oplevelsen godt kunne høste en ekstra stjerne. For alle os andre, som værdsætter vores tid så ender vi her.