The Accountant er en af de film som jeg på intet tidspunkt har haft på radaren og alene ud fra beskrivelsen havde en underlig tiltrækningskraft. Det er historien om den velfungerende autist Christian Wolff, spillet af Ben Affleck, der benytter et dække som revisor for sine aktiviteter med mere lyssky klienter i den kriminelle elite. Historien er skrevet af Bill Dubuque som også har givet os The Headhunters Calling (2016) og Dommeren (2014). Instruktøren er Gavin O’Connor som også har instrueret Warrior fra 2011 og Jane Got a Gun fra 2015.
Handlingen starter i et stille strip mall i Illinois, hvor han får til opgave at reviderer Living Robotics regnskaber. Det sker efter at medarbejderen Dana, spillet af Anna Kendrick, har oplyst sin chef Rita, der også er søster til virksomhedens direktøren Lamar Blackburn spillet af John Lithgow, om svindel for 70 millioner dollars. Wolff graver dybere og dybere mens han svære tidligere barndom som autist bliver afsløret.
Som barn af en militær familien var faderens (Robert C. Treveiler) tilgang til sin autistiske søn at udsætte ham for mere af det som gjorde ham bange. Samtidig blev han sammen med sin bror trænet i nærkamp og andet som var naturligt for en officer i de amerikanske specialstyrker. Faderens holdning om at “flok bliver bange for det som er anderledes” kulminerer hvor han sender den unge kamptrænede Wolff mod tre af de bøller som driller ham i skolen. Gennem den første del af filmen skaber Dubuque en flerstrenget historien hvor vi følger 4 eller nærmest 5 forskellige tråde. Det er underholdende og overraskende selvom jeg tror du kan gætte noget af hvordan trådene bliver samlet.
Det sker ofte at jeg undrer mig over helt åbenlyst dårlige beslutninger taget af forskellige film-skurke og helte. Hver gang jeg ser en film hvor historien er åbenlyst tåbelige tager jeg mig hovedet og tænker hvordan forfatteren overhovedet kunne få tanken. Det kunne være en filmatiseret Dan Brown roman hvor man bruger en pengetransport som flugtbil der selvfølgelig har GPS tracker, når man lige har kastet en GPS tracker i en håndsæbe ud af et vinduet i Louvre. Lige i The Accountant så glæder det mig at vores helts CDO (det er som OCD men med bogstaverne i den rigtige rækkefølge som de skal være) som i min optik gør ham 100% perfekt. Under en skudveksling, som han selvfølgelig vinder, så sikrer han at fjenderne faktisk er døde ved at placere en kugle i hovedet i hver enkelt. Lige denne detalje begejstrede mig utroligt og giver følelse af en troværdig historie.
The Account er en herlig underholdende actionfilm der er en hårsbredde fra at være en superheltefilm. Historien er underholdende og som trådene samlet så kan jeg selv komme med et kvalificeret gæt på deres indbyrdes forhold. Det er korrekt at “the body count keep rising” og det er i sig selv underholdende. Det sker helt uden glorificering af vold for Wolff har samme distance til drab som han har til social aktivitet.