Lad mig få sagt med det samme at jeg aldrig rigtig forstod den vedvarende interesse for nye Wolfenstein spil. At det originale tæller blandt de vigtigste titler nogensinde kan der ikke herske nogen tvivl om, men efter det mildest talt lunkne reboot fra 2009 var jeg ganske skeptisk ved annonceringen af The New Order.
Ikke desto mindre sidder vi nu med endnu et kapitel af serien, tilgængelig på såvel nye som gamle konsoller. MachineGames er studiet bag og deres portrættering af krigens rædsler er mørkere end nogensinde før.
Året er 1960 og tyskerne har vundet krigen. Med atombomben i sine hænder har Hitler knækket enhver form for modstand og underlagt kloden Det Tredje Rige. Midt i dette rædselsregime træder spilleren i skoene på den legendariske marinesoldat William ’B.J.’ Blazkowicz, der som medlem af en beskeden oprørsgruppe forsøger at knække diktaturet.
Men det er nemmere sagt end gjort. Deathshead, gal videnskabsmand og Blazkowicz’ ærkefjende er på løs fod og han opfinder uhæmmet den ene dræbermaskine efter den anden; mellem Blazkowicz og friheden står ikke bare horder af stygge nazister, men også armerede kamphunde, kybernetiske monstrositeter og massive kamprobotter.
MachineGames’ alternative verdenshistorie er dyster og mørk. Meget endda. Men samtidig er der også noget iboende fjollet ved den. Hvad det præcist er, kan være svært at sætte en finger på, men imellem hovedpersonens uproportionelle karakterdesign, skydegale bedstemødre, et tvivlsomt stemmeskuespil og en historie der forfærdelig gerne vil tages seriøst sidder man ofte tilbage med en følelse af ikke at vide om man skal grine eller græde.
Spillets præmis er selvsagt af den mere ømskinnede slags og som sådan tager MachineGames heller ikke let på (efter)krigens rædsler. Blazkowicz, der på alle punkter ellers ligner og virker som en generisk actionhelt, er blevet forvandlet til en ren krigerpoet, konstant brummende om døde soldaterkammerater og tilværelsens elendighed, alt imens han skyder, stikker og sprænger sig vej igennem tonsvis af højtråbende nazister.
Og nazister, dem er der nok af i Wolfenstein: The New Order. Som vi har set det så ofte før, så lines de op på række og stormer mod spilleren, bevæbnet med maskingeværer og tyske eder, for følgende at blive revet i stykker af de futuristiske helvedsvåben som man denne gang har adgang til.
Undertiden udskiftes eller akkompagnes de af førnævnte robotter og uhyrer, men spillets action når aldrig rigtig det punkt der får en til at tabe kæben af forbløffelse. At den intensive nedmejning af dumme fjender havde større gennemslagskraft i 1992 end den har i 2014 er nok ikke for meget sagt.
Wolfenstein: The New Order opfinder altså ingen dybe tallerkener hvad det angår. Alligevel er der punkter hvor udviklerne viser deres kreativitet, navnligt ved spillets banedesign. Modsat lignende spil hvor det ofte er forudbestemt at spilleren skal bevæge sig igennem banen ved hjælp af snigeri eller med rødglødende kanoner, har spilleren her en overraskende frihed til selv at vælge.
At undersøge området en smule inden man begiver sig i kamp kan tit betale sig; jeg oplevede ofte at der i en blindgyde gemte sig en hemmelig knap eller lignende som gav mig en ny måde at tilgå min mission på. At missionen som regel indebar at trykke og på en knap mens du samtidig fylder varmt bly i alt med en puls er så en anden sag.
Banedesignets relative åbenhed er altså blandt spillets mere positive aspekter. Men på mange andre tekniske punkter føles spillet uimponerende. Grafikken svinger imellem fin, til tålelig, til direkte grim, lydsiden er for det meste meget underspillet og anonym og den kunstige intelligens ved ofte ikke hvad den selv laver. Uden at vide bedre er det svært ikke at pege på kløften mellem de nye og gamle konsollers tekniske kunnen som synderen bag.
Værst er dog karakteranimationerne der virker forfærdeligt stive og uorganiske. For det gængse skydespil havde det været beklageligt, men i Wolfenstein: The New Order er det direkte ærgerligt, da det i høj grad spænder ben for indlevelsen i spillets historie. Om man vil kunne lide denne er naturligvis en smagssag, men selv fandt jeg at den overdrevne brug af mellemsekvenser og filmiske virkemidler, samt hovedpersonens indre klagesang i lige høj grad imponerede og irriterede mig.
Ultimativt har Wolfenstein: The New Order efterladt mig delt på midten. Spillet forsøger at fusionere intens action med en gribende historie, men gør ingen af delene specielt godt. På samme tid værdig både beundring for sine ambitioner og daddel for sin eksekvering. Og på samme måde som jeg er delt på midten, således bliver karakteren det også.