Der findes spil, der forsøger at simulere livet, og så findes der Tomodachi Life: Living the Dream på Nintendo Switch, som i stedet vælger at karikere det på en måde, der føles både bevidst skæv og overraskende personlig. Det er et socialt simulationsspil, hvor du interagerer med dine egne Mii-figurer i et univers, der konstant balancerer mellem det genkendelige og det absurde, og hvor meget af oplevelsen i virkeligheden opstår i spændingsfeltet mellem spillets systemer og din egen fantasi.
Noget af det første, man opdager, er, at Tomodachi ikke rigtig arbejder med et traditionelt gameplay-loop, hvor du gentager de samme handlinger for at optimere din fremgang. I stedet lægger det sig tættere op ad , hvor progressionen føles mere organisk og selvdefineret, og hvor det i høj grad er op til dig at sætte retningen. Hver dag vil der ved byens springvand ligge en donation fra dine øboere, som i starten er beskeden, men som vokser i takt med, at din ø bliver mere befolket, og selvom det fungerer som en form for økonomisk rygrad, er det ikke det, der driver dig frem. Det gør i stedet nysgerrigheden, lysten til at skabe og ønsket om at se, hvad der sker, når du blander bestemte personligheder og idéer sammen.
Hver Mii fungerer som en lille brik i et større socialt eksperiment, og gennem interaktioner som mad, tøj, bolig og små dagligdags beslutninger opbygger de erfaring og stiger i niveau. Det system er simpelt på overfladen, men får overraskende meget karakter, fordi du løbende kan forme deres personlighed gennem quirks og genstande, der giver dem små, uforudsigelige vaner. En figur med en guitar kan pludselig finde på at bryde ud i musik, mens en anden laver yoga foran to der diskuterer, og det er netop de små øjeblikke, der langsomt får dine Miis til at føles mindre som systemer og mere som mærkelige, halvlevende individer.
Det er også her, spillets humor for alvor træder frem, for den er ikke skrevet på forhånd, men opstår i det, du selv putter ind i det. Tekst-til-tale systemet er stadig en central del af oplevelsen og fungerer som en slags katalysator for spillets absurditet, hvor selv helt almindelige sætninger kan blive forvrænget til noget uventet komisk. Samtidig giver muligheden for at styre den fonetiske udtale en frihed, der næsten inviterer til at sabotere sit eget spil på den bedst tænkelige måde, hvor navne, interne jokes og mærkelige formuleringer bliver til små punchlines, der kun giver mening for dig selv. Det betyder også, at humoren kun holder, så længe du selv engagerer dig i den, for hvis du ikke fodrer spillet med noget personligt, falder det hurtigt tilbage på sine systemer uden at have så meget at sige.
Når man spiller, føles det sjældent som noget, man planlægger i forvejen, men snarere som noget, man falder ind i, og det er netop derfor, sessionerne varierer så meget. Nogle gange logger man ind i 20 minutter for lige at tjekke, hvad der er sket, mens man andre gange pludselig har brugt flere timer, fordi en idé har taget over. Det kan starte med noget så simpelt som at ville bygge en lille indhegning eller justere øens layout, men udvikler sig hurtigt til en større omstrukturering, hvor nye områder opstår, og hvor man måske endda skaber nye Miis for at udfylde de tomrum, man selv har fået øje på. Det er en form for spilflow, der ikke er dikteret af spillet, men af spillerens egne impulser, og som derfor føles både uforudsigeligt og svært at slippe igen, når det først rammer.
De mere strukturerede systemer er stadig til stede, men de er pakket ind i en lethed, der gør, at de aldrig føles påtrængende. Når dine Miis har noget på hjerte, markeret gennem tankebobler eller små visuelle signaler, kan du vælge at hjælpe dem, hvilket giver både penge og happiness, og netop happiness fungerer som en overordnet måleenhed for din øs udvikling. Det er gennem den, du låser op for nye muligheder, butikker og funktioner, men det sker i et tempo, der aldrig føles som et krav, og som i stedet understøtter den mere legende tilgang til progression.
Teknisk set gør spillet også et godt indtryk på Nintendo Switch 2, hvor loadtiderne er næsten ikke-eksisterende, og hvor det flydende tempo passer perfekt til et spil, man konstant hopper ind og ud af. I docked mode fremstår det overraskende poleret med solide skygger og raytracing, som løfter det ellers enkle Mii-udtryk og giver det en vis dybde, uden at det mister sin karakteristiske stil. Lydbilledet er mere diskret, hvor musikken sjældent træder i forgrunden, men alligevel formår at skabe en stemning, man først for alvor lægger mærke til, når den ikke er der, og selvom det ikke når samme ikoniske niveau som , føles det stadig som en vigtig del af helheden.
Tøj, strukturer og pynt til øen såsom bænke, lamper og planter kører på daglig rotation i de forskellige butikker, hvilket giver en konstant fornemmelse af, at der altid er noget nyt at kigge efter. Det åbner op for en bred variation af visuelle udtryk, hvor du kan forme dine Miis og din ø i vidt forskellige retninger, alt efter hvilken stemning eller “vibe” du går efter, og det er netop her, spillets kreative lag for alvor begynder at folde sig ud. Hvis man alligevel savner noget mere specifikt, giver spillet adgang til et designstudio, hvor man selv kan skabe alt fra tøj og mad til bygninger og decideret mærkelige objekter, som ikke burde give mening, men alligevel gør det i Tomodachis univers. Alt, hvad du laver, får sit eget navn, og det betyder, at dine Miis pludselig kan begynde at referere til dine egne kreationer i deres samtaler, hvilket skaber en særlig følelse af ejerskab og gør oplevelsen endnu mere personlig.
Sammenligninger er næsten uundgåelige, fordi begge spil kredser om relationer og hverdagsliv, men hvor The Sims forsøger at simulere virkeligheden, vælger Tomodachi i stedet at skubbe til den og gøre den til noget langt mere karikeret og uforudsigeligt. Det er netop i den forskel, at spillet finder sin styrke, for det føles aldrig som en konkurrent til de mere traditionelle simulationer, men snarere som et alternativ, der eksisterer ved siden af dem.
I takt med at du skaber nye ting og fodrer dine Miis med ord, vendinger og samtaleemner, udvider øens “ordbog” sig, og spillet begynder i højere grad at trække på det indhold, du selv har lagt ind. Du får samtidig mulighed for at rydde op i det hele, fjerne formuleringer, der ikke fungerer, og bevare overblikket over alt, du har introduceret, hvilket i praksis giver et næsten uendeligt katalog af muligheder for at forme spillets tone og humor. Alligevel begynder der med tiden at vise sig en vis gentagelse i måden, samtalerne udspiller sig på, for selvom emnerne kan variere, forbliver strukturen ofte den samme. Det bliver særligt tydeligt i situationer, hvor en Mii ønsker at blive venner med en anden, og du får lov til at definere deres samtaleemne, hvad enten det handler om en ting, en person eller en aktivitet. Selvom det ændrer indholdet, ændrer det sjældent selve opbygningen af interaktionen, og efter nok gentagelser begynder man at kunne forudsige både tone og forløb. Det tager ikke helt charmen ud af det, men det kan gøre, at nogle sekvenser mister deres overraskelse og i stedet bliver noget, man overvejer at springe over, fordi man allerede har regnet joken ud på forhånd.
I en tid hvor hygge- og byggeoplevelser fylder mere og mere, og hvor nye titler forsøger at definere genren på deres egne præmisser, formår Tomodachi stadig at stå som noget helt særligt, fordi det ikke forsøger at være afslappende i klassisk forstand, men i stedet omfavner det kaotiske og det personlige. Det er et spil, der kræver, at du selv investerer noget i det, og som til gengæld giver dig en oplevelse, der føles unik, fordi den i høj grad er skabt af dig selv, og det er måske netop derfor, det bliver ved med at være interessant langt efter, at den første nysgerrighed har lagt sig.