Yakuza/Like a Dragon-serien har i løbet af det sidste årti udviklet sig til en af Segas største succeshistorier. I mere end 20 år har Ryu Ga Gotoku Studios japansk-inspirerede kriminalitets-actionserie leveret medrivende fortællinger og fremragende gameplay.
Det nyeste spil, Yakuza Kiwami 3, er en remake af det ofte oversete originalspil fra 2010 og indeholder en ny narrativ sidehistorie kaldet Dark Ties. Spillet fortsætter seriens momentum. Selvom det ikke er perfekt, leverer det både den underholdning og intensitet, man kender fra tidligere titler, og en historie der ikke holder igen.
Yakuza/Like a Dragon-serien har i løbet af det sidste årti udviklet sig til en af Segas største succeshistorier. I mere end 20 år har Ryu Ga Gotoku Studios japansk-inspirerede kriminalitets-actionserie leveret medrivende fortællinger og fremragende gameplay.
Det nyeste spil, Yakuza Kiwami 3, er en remake af det ofte oversete originalspil fra 2010 og indeholder en ny narrativ sidehistorie kaldet Dark Ties. Spillet fortsætter seriens momentum. Selvom det ikke er perfekt, leverer det både den underholdning og intensitet, man kender fra tidligere titler, og en historie der ikke holder igen.
Figurer som Mine og Rikiya får virkelig lov at skinne, og spillets mere dramatiske tone fremhæver skuespillernes præstationer.
Nogle af originalhistoriens svagheder – som tempoet i fortællingen – er dog tydeligvis ikke blevet justeret i denne udgave, og det føles endnu mere forstyrrende i 2026.
Heldigvis er spillets kampsystem stadig fremragende. Et af de største gameplayproblemer i originalen var fjender, der var næsten umulige at ramme, og Kiwami 3 retter op på den fejl uden at fjerne udfordringen.
Med den nye Ryukyu-kampstil får man desuden flere muligheder i gadekampene, blandt andet area-of-effect-angreb og guard breaks.
Selvom Yakuza 0 og Lost Judgment stadig har et bedre kampsystem, leverer denne remake stadig den højoktane kampstil, som serien er kendt for. Og intet slår stadig følelsen af at bruge en cykel til at smadre hooligans midt i trafikken.
Jeg ville dog ønske, at de tilfredsstillende kampscener så mere konsistente ud, for grafikken er lidt en blandet fornøjelse.
Nogle gange ser de tætbefolkede bymiljøer og de engagerende cutscenes virkelig flotte ud. Andre gange virker teksturer og kampscener en smule mudrede.
Spillet mister til tider den sømløse overgang mellem cutscene og gameplay, som serien ellers ofte er kendt for – især sammenlignet med nyere titler i serien – specielt grundet et mærkeligt, blåt filter, der virker utroligt malplaceret.
Alt det, fans forventer af et Yakuza-spil, er stadig til stede – inklusive minispil og karaoke.
Selvom det stadig er sjovt, føles noget af sideindholdet en smule konstrueret. Nogle af de nye aktiviteter er ikke meget mere end små variationer af indhold fra nyere titler i serien.
At styre sit børnehjem gennem minispil og sidehistorier er ellers en sjov måde at opleve spillets verden på, men når det bliver presset ind i hovedhistorien, kan det hæmme historiens fremdrift, hvis man ikke engagerer sig i det.
Den største tilføjelse er naturligvis den nye historie Dark Ties, som følger antagonisten Yoshitaka Mine på hans vej til magten i Tojo-klanen.
Jeg er personligt en stor fan af Mine som karakter, så det at få lov til at opleve historien fra hans perspektiv er en sand fornøjelse. Desværre er hans historie en relativt kort oplevelse kapitelmæssigt.
Der er ganske vist en del at lave gennem forskellige “odd jobs”, hvor man blandt andet hjælper med at styrke Kandas omdømme. Det giver en illusion af mere dybde, men i sidste ende føles det som om potentialet ikke helt bliver udnyttet.
Vi får dog nogle virkelig interessante dialoger mellem Mine og Daigo Dojima, som ellers er fraværende i store dele af hovedspillet.
Desværre når kampsystemet i Dark Ties ikke samme højder som i hovedspillet.
Mines kampstil er forholdsvis simpel, og variationen i hans angreb er begrænset. Hans Rage-system er dog et interessant koncept: hver opladning gør angrebene stærkere, hvilket hjælper mod hårdere fjender og udligner styrkeforholdet.
Sammenlignet med hovedspillet er det lidt undervældende, men den gode historie gør det stadig værd at opleve.
Som en spiller, der først for nylig kastede sig over serien gennem Ichibans historie i de nyere Like a Dragon-spil, har det været interessant at gå tilbage til rødderne.
Jeg startede med Yakuza 0 og spillede derefter Kiwami 1 og 2 for at gøre mig klar til denne remake. Det ændrer måske ikke nødvendigvis min forståelse af historiens essens, men giver en anden form for glæde end for dem, der voksede op med de originale udgivelser.
Jeg er også en smule vemodig over, at Kiwami 3 markerer afslutningen på rækken af genfortællinger af de klassiske spil. Samtidig betyder det dog også, at jeg nu glæder mig til at fortsætte rejsen gennem Yakuza 4, 5 og 6.
Yakuza Kiwami 3 fortsætter den solide stime for Ryu Ga Gotoku Studio og serien som helhed.
Den medrivende historie og underholdende kamp leverer præcis det, spillerne elsker ved serien. Det hæver måske ikke barren, men både nye spillere og gamle fans vil opleve en spændende tur fra start til en episk afslutning.