Anmeldelse: Castlevania: Lords of Shadow

Året er 1047 og verden er henkastet i mørke. Fra enhver afkrog kryber nådeløse monstre frem og de sidste fortvivlede mennesker har ikke hørt fra guderne længe. Ud af mørket træder Gabriel Belmont – sendt af The brotherhood of Light for at finde The Guardian of the Lake i et sidste desperat forsøg på, at kontakte guderne og redde verden fra den sikre undergang.

Med et reboot af så velkendt et franchise som Castlevania og udviklet i samarbejde med den legendariske Hideo Kojima, kan man godt tillade sig at have lidt forventninger. Spillet er udviklet af MercurySteam og har ligget i toppen af de flestes ønskeliste siden det blev annonceret. Heldigvis skuffer det ikke. Hele tiden. Overgangen til 3D er selvfølgelig første større ændring, selvom omgivelserne måske ender med at have mest at sige, men det er velfungerende. Det kolde og mørke slot bliver suppleret med frodige skovområder, gamle landsbyer og grotter, så man oplever Gabriels lange rejse mod det ukendte – en stemning historien også bærer godt.

Netop historien er en af de ting som er vedholdende godt i Castlevania. Den bliver leveret gennem cutscenes, scrolls man samler op og oplæsning mens spillet loader. Den er fortalt af Sir Patrick Stewart og selvom det måske ikke er hans mest mindeværdige arbejde, holdes den høje standart hele vejen til slut. Robert Carlyle, Natasche McElhone og mange andre bidrager til troværdigheden og her er ingen skuffelser. Lydsiden i det hele taget er, som forventet, et af højdepunkterne ved spillet og den fantastiske musik bevarer den perfekte stemning, helt til efter du har slukket maskinen.

På billedsiden er kvaliteten dog lidt mere vekslende, hvor den svinger mellem helt fantastisk og middelmådig. Regnen ser fantastisk ud som den hamrer på varulvenes pels, men personernes ansigtsmimik er stiv og utroværdig. Selvom grafikken bestemt er godkendt, havde det gjort meget for det overordnede indtryk, hvis spillet var holdt i 60 fps, som det var meningen fra starten. Banedesignet er lidt mere vedholdende i kvalitet, selvom det til tider kan være svært at se hvor man skal hen. Du vil også støde på rigtig mange steder undervejs, hvor det ser ud som om man kan komme op, men i stedet bliver mødt af en usynlig mur.

Banerne er forholdsvis korte, hvilket gør det lettere og mere overskueligt at gå tilbage og samle ting man ikke fik første gang man var der. De er ligeligt delt op i slåskampe, puzzles (som kan skippes for xp) og hoppe rundt på mure. En lækker ting som virkelig holder gang i strategen, er dark og light magic, som henholdsvis giver mere skade eller liv afhængigt af hvilken du aktiverer i kamp. Får du din combat multiplier op, kan du holde din magi kørende konstant, men det kræver finesse. Man møder mange forskellige fjender undervejs, og mens de har hver deres svagheder for dine sekundære våben, kan man ikke undgå at føle, at det er samme fjendetype i ny indpakning. Ofte kommer de større fjender man møder, i spil som transportmiddel. Jeg hader den slags. Selvom jeg er fan af idéen, ender det oftest i noget der føles lidt klodset og ikke rigtig passer ind i størrelsen på det område man løber i. Desværre er det sjældent valgfrit her og mister man sit mount, ved man godt hvor man skal tilbage og hente en kopi.

Undervejs samler man selvfølgelig xp til at forbedre sine evner og forskellige angreb. Man møder ofte en dør som først kan åbnes når man bliver stærkere og selvom det ikke er tvungent, føler man sig ofte lokket til at hoppe tilbage i tidligere baner og samle power ups. Det kommer automatisk til at rode lidt ved udviklingen og sammenhængen i historien, hvilket ikke er den helt værdig. Til gengæld er der en endeløs række af lækre angrebskombinationer og våbenopgraderinger som kan erhverves, og en masse concept art lir til de overskydende point. Spillet holder gode 13 timer, før man starter på en sværere gennemspilning, hvilket er udmærket for et spil i denne genre. Går man efter at klare de forskellige challenges, som alle baner får efter første gennemspilning, kan man bruge meget længere tid.

Castlevania er ikke endt som et dårligt spil, men næsten alt ved det svinger i kvalitet det meste ad vejen, og det er ærgerligt, for potentialet ligger lige om hjørnet. Castlevania er stort på toppen og frustrerende i bunden, men hvis du er fan af genren vil du bestemt ikke føle, at du har spildt dine penge!