Det er efterhånden et trist syn der møder én, hvis man beslutter sig for at skue ud over de sidste mange års spil, baseret på film-franchises. Det ene efter det andet stykke halvfærdig, middelmådig software med halvfærdige idéer og en ringe udførelse.
Til den type titler hjælper det normalt, at skrue sine forventninger godt ned, så egentligt kan det vel ses som en bedrift, når Ironman 2: The game alligevel formår at skuffe fælt.
Tænk at være verdens rigeste, klogeste superhelt, udstyret med det mest avancerede stykke flyvende hardware og ammunition nok til, at bakke enhver provokerende bemærkning man kender op. Det er lige netop den fornemmelse Sega har besluttet sig for ikke at inkludere i Iron Man 2.
Spillet byder på en række baner med missioner af svingende kvalitet, svingende grafik og svingende gameplay. De fleste missioner giver dig mulighed for enten at bruge Ironman eller War Machine og udnytte deres forskellige styrker. Mellem missionerne kan du opgradere eller udvikle nye våben, ved hjælp af penge du tjener på missionerne. Der er flere penge at hente, afhængigt af hvor godt du klarer dig og der er også forskellige dragter som kan låses op, men de ændrer ikke på andet end health og damage.
Når du er i aktion kan du frit flyve rundt i det område handlingen foregår i, og det er faktisk det sjoveste ved spillet. Det undrer derfor lidt, at man meget hurtigt når banens “grænse” og bliver bedt om at komme tilbage i kampen, hvis ikke man skal tabe. Derudover er der flere punkter hvor man vælger at tage kontrollen fra spilleren, i situationer hvor det faktisk kunne være sjovere selv at styre.
Jeg brugte noget tid i starten på at vænne mig til controls, men det kommer efterhånden og så er du klar til at vælge dit våben, locke på dine fjender og skyde dem ned fra himlen i én uendelighed. De vilde gameplaytwist består i at hacke sine fjender, så de hjælper dig i kort tid og nærkamps-situationer, hvor du har et par combo’s at brillere med.
Spillet er krydret med lidt quicktime-events i mini-bossfights (du skal trykke én gang på cirkel-knappen), med tæt på ingen visuel payoff. Mage til kedelige animationer skal man grave længe i C64-skuffen efter.
Grafikken er desværre heller ikke en superhelt værdig og består af næsten ingen detaljer med tilhørende mudrede teksturer, som ligner noget der er lavet til sidste generations maskiner. “Heldigvis” bliver de mudrede teksturer forsinket lidt en gang imellem, da der også opstår pop-up på dem. Det siger enten meget eller meget lidt om et spil, at loadingskærmen er det flotteste du kommer til at se, og man bliver sgu trist over at sidde og ønske, at resten af grafikken var bare halvt så skarp.
Lyden er tæt på at være overkommelig og stemmeskuespillet, trods det ikke ligefrem er uforglemmeligt, holder!
Der er heldigvis ingen form for multiplayer at fortælle om, for jeg har allerede opbrugt min kvote af pæne ord for denne anmeldelse og der ville sikkert blive brug for mange flere.
Spillet varer omkring 7 timer at gennemføre på medium, men jeg tvivler på at du orker.
Jeg kan desværre ikke give dig en eneste god grund til at købe, leje eller så meget som hente en gratis demo af Ironman 2. Spillet er endnu et glimrende eksempel på, at man vil for meget med for få ressourcer, og er ikke værd at slide dit drev på. Det er spækket med spildte chancer og kedeligt gameplay som man har prøvet før, i meget bedre form.
Hvis du skal holde dit krigsorgie i luften, vil jeg anbefale dig at fiske Dark Void op af brugt-bøtten i stedet.
% Trægt og kedeligt gameplay
% Grumset grafik og pop-up teksturer
% Kort levetid
+ Ingen multiplayer