Anmeldelse: RAGE

John Carmack er kendt som en legende inden for spilverdenen og er direkte ansvarlig for 1st person genren som vi kender den i dag. Id Software bryster sig ikke ligefrem af årlige udgivelser, så når de udsender et nyt spil er det noget man holder øje med. For mange mennesker er de tekniske nyskabelser en lige så stor del af oplevelsen som indholdet i spillet og denne gang er ingen undtagelse. Det er langt om længe blevet tid til at se på Rage.

I fremtiden har en alt udslettende komet direkte kurs mod jorden og menneskeheden kæmper en kamp mod tiden, for at sikre deres overlevelse. The Eden Project skydes i gang og ved hjælp af en ny og uprøvet teknologi, kaldet Nanotrites, fryser man folk ned til optøning når verden igen er beboelig. Som med alt ny teknologi går noget galt og man vågner, adskillige år senere, til lyden af alarmklokker og lugten af døde mennesker – så er vi i gang!

Dette er uden tvivl den flotteste grafik jeg nogensinde har set på en konsol! Uanset hvor man kigger hen er detaljegraden svimlende som om hvert eneste rustne, gaffa-tape indbundne område er omhyggeligt behandlet med spandevis af kærlighed. Intet er genbrugt og alt er så skamløst godt lavet, at der må gå år før det igen bliver muligt at hæve baren. Figurerne, ven eller fjende, er så tæt på fotorealisme som vi når i denne konsolgeneration og animationerne holder aldrig op med at imponere. Når man så opdager at det hele kører glidende, med 60 frames i sekundet, bliver det umuligt at holde mundvandet tilbage. Dette burde udelukkende være muligt på et monster af en PC, men jeg testede altså Xbox 360 versionen.

PC versionen er selvfølgelig endnu skarpere i den højere opløsning og har ingen tekstur pop-ups så den vil for nogen være den eneste rigtige måde at opleve spillet på. Meget få ting er ændrede fra konsolversionen dog, så hvis ikke mus/tastatur kombinationen betyder noget for dig, er det svært at argumentere for at den ene version skulle være bedre end den anden. Min eneste kritik af det tekniske går på manglen af en fysik-motor, som bevirker at selv små ting i omgivelserne står urokkeligt fast.

Du bliver næsten omgående udstyret med en lille 4-wheel’er og sendt af sted af John Goodman for at bevise dit værd og lige fra første møde med de adrætte mutanter står det klart, at Id ikke har glemt hvordan en shooter skal skrues sammen. Selv de hjerneløse, lidt for ivrige mutanter bruger alt fra væge til lamper i loftet mens de løber mod dig i zig-zag, for at undgå din surt opsparede ammunition. De arbejder ofte sammen og de klogere fjender lokker dig hurtigt frem fra dit skjul med granater, eller gemmer sig bag hinandens skjold for at komme tættere på dig. Ikke alene er det imponerende arsenal lige i Id’s ånd, men effekten når du rammer dit mål skal bestemt ikke undervurderes. Fjenderne holder sig på såret, tumler lidt rundt og dør med et hyl i en kaskade af blod og iturevne lemmer, mens dit skadefro smil vokser helt op til ørene.

De ting man samler op kan sammensættes til forskelligt udstyr ved hjælp af opskrifter man finder eller køber, og der er bestemt nogle fede og nyttige gadgets iblandt. Især hjælperobotterne er et underholdende indslag, der trofast mejer alt ned på jeres vej, så du kan læne dig tilbage og spare din surt optjente ammunition. Alle våbnene kan udstyres med 3-4 forskellig slags ammunition, fra mere hårdtslående kugler eller eksplosive slugs til din shotgun, til de mere kreative tankestyrings pile til din armbrøst.

Crafting systemet er meget forenklet og det giver mindre tid med fordybelse og mere tid til action – om det er en fordel må være op til den enkelte. For mit vedkommende manglede jeg ofte, at min taktik havde en større betydning for min succes, men på den normale sværhedsgrad blæste jeg igennem på omkring 15 timer og manglede på intet tidspunkt hverken penge eller ressourcer. Strukturen i spillet kan sammenlignes med Halo: ODST hvor ødemarken næsten udelukkende tjener som forbindelse mellem de forskellige lineære baner og ikke har andet at byde på. Man bliver lidt skuffet første gang man opdager en usynlig væg og efter noget tid bliver det lidt for gennemskueligt, at verdenen er som en stor aflukket arena omgivet af bjerge, med mindre arenaer inden i. De to byer kunne sagtens have været større og de få NPC’er taler ikke om andre områder end dem du får at se, så man står tilbage med en klaustrofobisk fornemmelse af, at jorden kun har 100 normale mennesker tilbage.

På trods af de detaljerede og grafisk flotte omgivelser har man desværre ikke formået at gøre beboerne i dem særligt interessante, og med undtagelse af en enkelt eller to personer, er intet efterladt i ens hukommelse når eventyret slutter. Det gælder også historien der bliver lidt ubetydelig, som i en Hollywood effektfilm og hurtigt falder i baggrunden, hvilket også afspejles i de uopfindsomme opgaver man bliver sendt af sted på. Sidste bane, og i særdeleshed afslutningen, er decideret skuffende og slutter så brat at man sidder tilbage og synes at man har fortjent mere forløsning efter ens strabadser.

Lyden er knasende sprød, i ordets reneste forstand, hvor alt på behørig vis er skruet op i overdrive så selv ilden knitrer ekstra højt. Våbnene brøler ligeledes over-hidsigt mens de spreder hagl og død og det giver hele oplevelsen et passende boost. Musikken er godkendt men, ærlig talt, ikke særlig ambitiøs og stemmeskuespillet er troværdigt selvom manuskriptet som sagt ikke efterlader meget at arbejde med. Når blodtørsten er mættet og du har brug for at køle våbnene lidt ned, er der heldigvis andre måder at fornøje sig på i ødemarken. Du finder for eksempel forskellige ”spillekort” i banerne, som bruges til at konkurrere med et par enkelte NPC’er i et spil der er meget lig Magic: The Gathering. Det er forbløffende dybt og det gør det kun mere ærgerligt, at man ikke kan spille det online mod andre. Det mest nævneværdige er selvfølgelig racerløbene som du kan tilmelde dig i de to byer du besøger.

Det er desværre langt fra den kvalitet skyderiet er af, og selvom det overordnet er nogenlunde integreret, føles det som om det trækker lidt i sømmene på det i forvejen lidt overfladiske univers, og får det hele til at synes en smule mere utroværdigt. Den simple arkade styring gør det en tand for Mario Kart – agtig og manglen på dybde gjorde at jeg var glad for, at historien kun få gange tvang mig til at deltage i løbene, for at skaffe opgraderinger til min bil. Det meste af multiplayer-delen handler om racing, men her er der heldigvis lidt mere dybde at finde, med et hav af opgraderinger og rigtige menneskemodstandere. Co-op delen er lavet som kortere skyde-missioner for to personer, i scenarier der tager udgangspunkt i universet og er opsat i baner fra hovedspillet. Jeg fandt mest underholdning i sidstnævnte men online delen generelt, er langt fra det niveau der løftede Quake 3 over i historiebøgerne.

Jeg slynger måske meget kritik efter Rage men sandheden er at de ting jeg savner, er synlige fordi de står i så stor kontrast til de geniale aspekter af spillet. Rollespils elementerne og historien er måske overfladiske men det står på ingen måde i vejen for hovedformålet, som bedst beskrives som adrenalin-pulserende voldsporno på steroider. Skydesekvenserne er finpudset ned til mindste detalje og ser overordentligt lækre ud imens. Når støvet har lagt sig står vi tilbage med et suverænt actionspil, som blot forsøger at sælge sig selv for mere end det er, selvom det slet ikke er nødvendigt.