Army of Two The Devil’s Cartel er den tredje udgivelse i serien som har slået sig op på at være en taktisk co-op shooter. Denne gang er de to kendte figurerer Rios og Salem blot bagsædepassagerer, mens de nye helte kaldes A og B, eller Alfa og Bravo. EA’s Visceral studie i Montreal er åbenbart løbet helt tør for kreativt talent og ideer, for man har også valgt helt at droppe enhver form for historie. Army of Two The Devil’s Cartel har ikke det fjerneste at gøre med kampen mod narko, selvom scenen er Mexico. Denne gang er det alene ultravold hvor du kritikløst skal slagte den ene bølge af gangbangers efter den anden. De moralske valg for forgængeren er væk og de få civile er usårlige uanset hvad der sker.
Selvom Army of Two slår på sit taktiske gameplay så bestod det for mit vedkommende mest i at skyde løs på alt biologisk og alt hvad der så ud som om det kunne eksploderer, mens jeg håbende på at der ikke også i denne sektion var så graverende fejl at jeg skulle genstarte mit checkpoint. Det betyder så at jeg jævnligt bliver downed og skal genoplives uanset om jeg spillede alene eller sammen med en anden. Det gælder samtidig om at samle så mange point som muligt. Point tjener to formål dels bruges de i form af penge til at købe mere udstyr og når du har nok så kan du aktiverer Overkill.
Overkill gør dig usårlig så længe det står på, samtidig med at dine aktuelle våben har uendelig ammunition. Det er 100% arcade og hvis du synes det er underholdende så er der billigere alternativer som f.eks. Serious Sam i forskellige udgaver. Hvis du samtidig får din makker i overkill så foregår alt i slowmotion. Så du har rigeligt med tid til at se de massive ødelæggelser du forårsager. Det er alt sammen meget underholdene i små doser og du lærer hurtigt at anvende auto aim til din fordel og at løbe hurtigt forbi fjender så du får en stor flanking bonus.
Spilmekanikken fungerer som du ville forvente af en tredje persons shooter med et cover system. Coversystemet er modelleret over det som findes i Ghost Recon selvom denne implementering er en frustrerende oplevelse. Du skal pine død stå det helt rigtige sted og kigge på dækningen for at det virker. Står du under skudveksling f.eks. bag en kasse skal du ud til kanten af kassen for at kunne gå i dækning. Der skal jeg holde ekstra godt fast i kontrolleren for ikke at kaste den gennem lokalet i arrigskab over dårlig design og programmering.
Samme mangel på design og programmering findes i on-line co-op. Hvis du joiner et co-op spil så starter missionen, ikke bare den enkelte sektion, helt forfra. Forlader din co-op partner spillet så er du også som en anden ludo brik slået hjem. Samtidig har EA den frækhed at lave online adgang med et online pas hvor de samtidig gør opmærksom på at servicen kan lukkes uden varsel. Langt de fleste vil være udmærket tilfreds med den gratis 2 døgn online adgang som også tilbydes, og ellers spille split screen hvis du gerne vil spille med en kammerat.
Army of Two The Devil’s Cartel er på alle måder en discount titel prissat og promoveret som en AAA udgivelsen. Det er et fejlbehæftet produkt der er skabt for at give fallerede Blackwater lejesoldater mulighed for at opleve deres storhedstid i nuancer af brun. Talemåden “Alle gode gange tre” finder ikke anvendelse for Army of Two The Devil’s Cartel som lander i bunden af et 2-tal.
[box_info]Spillet er anmeldt på PlayStation 3 og anskaffet af redaktionen.[/box_info]