Det kan være farligt at have udgivelser i samme franchise på årsbasis. Det kræver den helt rette balance mellem det genkendelige, der adskiller serien fra andre og gør den populær, og friske, nye idéer der kan overraske. De få nye tiltag i sidste års Revelations faldt til jorden med et brag og endte i stedet med, at gøre manglen på nyt endnu tydeligere. Ubisoft har lagt mange æg i samme kurv, så det er vigtigere end nogensinde at Assassins Creed ikke tabes på gulvet og viser nogle nye sider. Det har jeg lidt at sige om.
Åh, hvor har vi dog efterhånden løbet parkour over mange hustage, kravlet op i mange tårne og landet i mange høstakke fra urealistiske højder. Det er der stadig masser af, selvom det denne gang foregår mest i vildmarken. Men jeg må hellere sætte tingene lidt op: Vi befinder os i Amerika i midten af 1700-tallet, før det blev til de forenede stater. Borgerkrigen ulmer og truer med at ændre hele verdensbilledet – ikke mindst for de hårdt trængte indfødte. Connor’s far er englænder, men han er opvokset hos sin mor, der er Mohawk indianer. Deres landsby bliver angrebet af kolonister og hans mor bliver dræbt. Connor lærer senere at hans landsby vogter over et helligt sted og da han bliver klar over præcist hvad det betyder, drager han ud for at blive oplært i lejemordernes kunst. Imens (i nutiden) kæmper Desmond for forstå de ledetråde han får af den tidligere civilisation, så han til sidst kan redde verden fra en altødelæggende katastrofe og de onde templars.
Lad os få det første ad vejen: Historien er fin, Connor er en interessant protagonist (med plads til udvikling) og Desmond bliver behændigt afsluttet. De foregående kapitler bliver genopfrisket i starten, men jeg var et stort spørgsmålstegn ved flere nøglepunkter, trods jeg har fulgt med i alle de foregående udgivelser. Nogen har fejlet et sted i leveringen eller skjult tingene for godt. Da Amerika var en ganske ung nation i 1760’erne, er her ikke lige så mange hustage at løbe rundt på eller klokketårne at kravle i, som man er vant til. Boston og New York, som er de byer man besøger, var stadig mindre handelsbyer på det tidspunkt. Det giver et frisk pust fra de endeløse hustage, at man nu skal kravle i træer i vildnisset i stedet. Menneskemylderet på jorden er udskiftet med vilde dyr, som skal jages for opgraderinger til ens udstyr. Teknisk ser det hele meget flot ud (forestil dig hovedpinen med alle de skæve overflader og animationer der skal passe sammen) men frameraten dykker alt for ofte langt under de acceptable 30. Det er også tydeligt at træerne er startet som en enkelt stamme, som man så strategisk har påklistret grene, så man kan nå næste træ. Det bryder illusionen lidt og laver huller i de ellers levende og dynamiske omgivelser, som man har arbejdet hårdt på at ramme. Der er faktisk det samme problem i flere af missionerne. Man føler sig lidt presset til at vælge den vej udviklerne har udset sig som den bedste, og hullerne i illusionen bliver kun større hvis man forsøger noget andet. Dette foruden en lang og lineær introduktion, som dog ender med et blæret pay-off, der næsten er det hele værd.
Det er ellers ikke fordi der mangler nye idéer. Den mest nævneværdige, foruden dyrejagt, er søslagene. En smuk og rolig solskinsdag på de Caribiske vande kan hurtigt ændre sig til et frygteligt uvejr og en kamp for livet, hvor kun tordenskraldene overdøver kanonerne og brølene fra dine mænd på dækket. Implementeringen her er spot on, både i gameplayet og i historien, og det føles fantastisk at kommandere sit eget skib rundt på havene. Det bliver til gengæld en smule forstyrrende for handlingen, at man skal administrere sin hjemstavn, med alt fra håndværkere til handlende, som skal sendes af sted med gods. Et af problemerne er, at penge ikke har den store betydning og man ender med kun at bruge dem på opgradere sit skib. Det bremser tempoet, kan ikke undgås og når aldrig ned i en passende dybde med det strategiske. I stedet har man brugt krudt på kampsystemet som, efter min mening, aldrig har virket. Nu minder det mere om Arkham Asylum, med en knap til angreb og en til counter, i forening med ens udstyr, og det er ganske kærkomment. Altså et skridt frem her, men desværre også et tilbage på menuerne. De popper ikke længere op som en cirkel menu til hurtigt valg, men pauser spillet og loader en sort skærm med de samme valgmuligheder i stedet. Det er mærkeligt at man er gået væk fra det som virkede i forvejen og erstattet det med noget der er langsommere og mere besværligt.
Online multiplayer bliver hele tiden en større del af pakken og med 12 forskellige modes mangler der ikke noget her. Domination, hvor man skal holde et punkt med sit hold, er den store nye ting. Der er også en co-op mode hvor man samarbejder om at nedlægge computerstyrede personer. Det er uden tvivl den bedste online pakke i Assassins Creed endnu.
Det mest imponerende ved Assassins Creed er (og har altid været) fornemmelsen af en levende og dynamisk verden. Det er næsten ærefrygtindgydende at stå ved fronten blandt mange hundrede soldater og føle sig som en lille (men vigtig) brik i et større puslespil. Følelsen af aktivitet og liv er bedre end nogensinde her i 3’eren, men de gamle konsoller kan tydeligvis ikke længere følge med ambitionerne (i dette tilfælde Xbox 360). Det hakker og sprutter sommetider uudholdeligt og bugs hører ikke sjældenhederne til. Det er noget andet med lydsiden, der er helt igennem fremragende i alt hvad den forsøger. Stemmeskuespillerne er troværdige og godt castet, musikken sætter de helt rigtige følelser i gang og man væmmes hver gang man hører metal møde kød. Det er fra den allerøverste skuffe.
Assassins Creed er stadig en bund solid oplevelse. 3’eren er dog ikke helt den ventede revolution (beklager ordvalget) som 2’eren var i forhold til 1’eren. Det skjuler mange af de ting som er begyndt at føles lidt slidt i serien, men det lykkes kun til en vis grad. Connor som hovedperson lander heldigvis mere i høstakken end ved siden af og skaber håb for fremtiden og den revolution vi alle ønsker.
[box_info]Spillet er anmeldt på Xbox 360 og er leveret af Ubisoft[/box_info]