Battlefield 4 er en utroligt flot oplevelse på PlayStation 4. Jeg har set misundelig på PC spillernes flotte grafik specielt sammenlignet med konsol udgaverne Xbox 360 og PlayStation 3. Derfor var det en fornøjelse med egne øjne at se den grafiske kvalitet som DICE’s Frostbite 3 spilmotor kan præstere på PlayStation 4. Det er også to år siden jeg sidst havde gang i Battlefield 3 og set i det perspektiv så er alt ved det gamle.
BF4 unikke værdi består i den store skala hvor du både har infanteri, køretøjer, skibe og luftenheder. Det giver en anderledes type gameplay end de shootere der alene er baseret på infanteri. Det kræver så også meget mere regnekraft og derfor har både BF3 og i særdelshed BF4 haft det svært på konsollerne Xbox 360 & PlayStation 3. Det har ikke hjulpet at BF har mulighed for at skyde bygninger i smadder. Der kræver at der skal sendes endnu mere information mellem de forskellige spillere.
EA har valgt at kalde udvidelsen af dine destruktive muligheder for Levolution. Efter jeg har stiftet bekendtskab med det på forskellige typer af baner, så er skyskraberen der styrter sammen på banen Siege of Shanghai,den fra demoen, den visuelt bedste. Det er en cool gimmick selvom det ikke bliver mere end det. Banen Flood Zone hvor der kommer en springflod er det decideret hæmmende for gameplay at du skal svømme over en flod med intet andet end en pistol. På andre baner er Levolution et mindre irritationsmoment når du skal køre uden om en nedstyrtet satellit.
Der er også denne gang en kampagnedel og den er bedre end den fra Battlefield 3. Hvilket så ikke siger så meget. Væk er hovedparten af de trigger events og punkter der gjorde BF3 kampagnen til en frustrerende oplevelse. Det som undre er, at EA har valgt at have hovedparten af kampagnen i små snævre rum og korridorer mens hovedparten af multiplayer banerne er store og åbne. Jeg oplevede kun de store åbne baner med masser af fartøjer én enkelt gang i den generelt korte og uinspirerede historie. Når BF3 nu havde så ringe en kampagne forstår jeg ikke hvorfor EA ikke har valgt at tage en chance i BF4 og virkelig prøve noget nyt. Jeg har faktisk ikke behov for at få genfortalt kampagnen fra CoD Modern Warfare.
Heldigvis er multiplayer langt hovedparten af både oplevelsen og den tid du kommer til at anvende. Denne gang har nogle af banerne muligt for 32 mod 32 spillere hvilket må siges at gør det hele endnu mere kaotisk og uforudsigeligt. Der er masser af spiltyper hvor Conquest suverænt er det bedste trækplaster selvom jeg i mindre grupper stadig foretrækker Rush. Der er masser af varierede baner selvom jeg synes at der er brugt lige lidt nok tid på at spilteste. Det oplevede jeg bl.a. med spiltypen Obliteration hvor hver side kæmper om en bombe. Spawn punkter der er alt for lette at campe og en bane der ikke er åben nok gør at dette minder mere om skyttegravskrig fra Første Verdens krig end en moderne slagmark. Det er muligt at spille alle spiltyper på alle baner og det er ikke en god idé. Mange gange mangler der balance og det bliver så 60 minutters pinsel.
Jeg kommer ikke uden om at tale om den tekniske kvalitet. Selvom BF4 er udkommet i oktober måned så har der konstant været problemer. Hvis det ikke er stabilitet af selve spillet, så er det manglende serverstabilitet, DLC der ikke kan hentes og nu er EA’s infrastruktur så overbelastet at hit detection ikke længere er baseret på færdigheder men mere har karakter af at rulle en terning. Vi har i vores Sommeskole kigget på de forskellige elementer der har indflydelse på spiloplevelsen. Hvis der er mange spillere aktive så er multiplayer uanvendeligt på grund af rubberbanding, som du kan se i videoklippet. Rubberbaning er en kombination af for få pakker mellem server og spiller, dårlig infrastruktur hos EA og manglede synkronisering.
Når det fungerer så er Battlefield 4 en forrygende oplevelse uden at det sætter nye standarder for shootere. Der findes ikke noget mere imponerede end de store kampe med 64 spillere på samme bane. Det er lige før man får lyst til at sætte sig ned med noget koldt at drikke og bare nyde synet. Desværre så trækker de mange frustrerende oplevelser med dårligt fungerende teknik i modsat retning. Der er to år mellem hver udgivelse som sælges for kr. 500,- og derfor forventer jeg en bedre kvalitet. Jeg er i det generøse hjørne og håber EA får styr på tropperne.
[box_info]Spillet er anmeldt på PlayStation 4 og er anskaffet af redaktionen[/box_info]