Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise er den længe ventet efterfølger til Deadly Premonition, som finder sted i nutidens Boston. Gennem interessant og unik historiefortælling, kommer vi tilbage i tiden til Le Carré for, at afsløre mysterierne, der findes i denne ellers tilsyneladende fredelige by. 

Spillet er en efterfølger, men også forløber til det origanale Deadly Premonition. Denne gang kan man følge agenterne Davis og Jones, da de starter en ny efterforskning af Le Carré-seriemordene. Historien bliver fortalt gennem minderne fra den tidligere Special Agent York. Dyk ned i minderne og gå på opdagelse i sydstaternes dejlige og idylliske La Carré, Louisiana.

Velkommen Til La Carré

Deadly Premonition serien er meget ny for mig, da jeg sjælden har gået i retning af survival-horror spil. Det er ikke noget der popper op på min radar, da jeg oftest har følt mig skuffet over de titler jeg har spillet. Men da jeg som Nintendo Buff tjekker de fleste Nintendo relaterede nyheder, fik jeg alligevel øjnene op for Deadly Premonition 2: A Blessing in Disguise. Hvad der interesserede mig ved jeg ikke helt – måske den interessante historie fortælling, dialogerne mellem karakterer, eller måske noget tredje? Uanset hvad det var der pillede ved min interesse, lod jeg spillet komme i mine hænder, da muligheden opstod.

Francis ‘York’ Morgan, er en special detektiv fra FBI – han er nu pensioneret og fortæller sin historie om byen La Carré til agent Jones. Hvad har ændret sig siden da? Og hvorfor er farven rød, en pinsel og angst for den kære mand?

Her kommer den unikke flashback fortælling i spil, og den er med til, at skabe en spændende setting, som faktisk fik mig meget investeret, den første times tid – dette er nøglen til et længere gameplay! I flashbakket får man nogle samtaler med Zach, som man helst ikke bør spørge ind til, da det er en privat sag. Men også kokken/Hotel Manager/Piccoloen osv. Allerede her, blev jeg utrolig tiltrukket af spillets unikke verden, figurer og narretiver.

York ser ud til, at have nogle evner, som hjælper ham til, at lave dybdegående og hurtigt opklarende detektiv arbejde. Han bruger meget Zach til, at finde ligheder og mønstre mellem ting, samt at finde ud af, hvor næste skridt skal tages. Men hvorfor han har disse evner, vil han helst ikke for meget ind på – hvilket han, ironisk nok, er meget åben omkring.

Diskursen mellem karakterer – både fremmede og kendinger – er meget nedladende og sarkastisk. Den er informativ og fakta baseret, men dog stadig hård bag de lingvistiske drejninger af deres sammensætning af ord. Derudover, referer York meget til virkelige film, såsom The Island 2005 af Michael Bay, hvor han går i dybden med, hvorfor den film er vigtig for den kommende film industri osv. Det fjerner ligesom sløret mellem spillet og virkelighed, hvilket jeg rigtig godt kan lide.

Kontrolen… halter.

Men mit øje begyndte at tikke, da jeg skulle igang med gameplay… Jeg er en af de mennesker, som har et Y-akse handikap. Jeg vil helst have den vertikale styring omvendt, men den mulighed har jeg ikke. Jeg kan ikke ændre i kontrolskemaet, udover de andre controller-layouts der er tilgængelige. Dette krævede en del investering fra min side, da jeg har været Y-omvender i en del år.

Efter den lille learning-curve og åbenbaringen om, at jeg måske slet ikke behøver styre kameraet var jeg klar. Jeg er klar til, at udforske La Carré! Jeg forlader lobbyen og her kommer det første wow-moment: En hel dialog om hvorvidt passiv-rygning er farligere end ‘aktiv-rygning’, og at lungekræft er mindre sandsynligt end hjertestop, und so weiter… Måden det bliver gjort på er så nonchalant, at jeg den scene virkelig satte sig i mig.

En af spillets andre primære opgaver er, at få sine jakkesæt til vask. Det skal gøres hyppigt, da man helst ikke skal gå og line et sjuskehoved. Funktionen er meget sjov, men jeg synes personligt ikke, det er et vigtigt element at have med, da det i sidste ende er et overflødigt arbejde.

Der er desværre også nogle vilde framedrops. Nøj hvor kan jeg næsten ikke spille spillet på min Switch. Det gjorde mig køresyg af den mængde framedrops, og jeg måtte knibe i øjnene i mens, jeg bevægede mig i selve byen. Det er ikke noget jeg vil punke udviklerne for meget med, da det sikkert kan patches væk. Men jeg er ked af, at optimeringen er så ringe, når jeg går ud fra, at de har testet det, inden de udstedte reviewkoder.

Okay, normalt er dette en issue jeg kan håndtere, men dette var så slemt, at jeg måtte tage flere pauser i mellem. Men her smutter den også lidt for mig.
Jeg forstår simpelthen ikke spillets autosave feature, eller dens generelle menu. Jeg er velvidende om dets autosave symbol, men jeg synes ikke, at jeg har set det på skærmen endnu. Og tidspunkter hvor jeg var sikker på, at spillet havde savet, var åbenbart ren optimisme. Jeg har 2 gange prøvet, at tænde spillet, for at skulle starte forfra med 15 minutter. Det synes jeg ikke jeg har tid til, men det var jo desværre min egen fejl.

…Men Historien Er Vild

Desværre er der også nogle ting, jeg synes er lidt ringe. Lyd designet, modellernes bevægelser og grafiske udtryk er meget forældet. Det minder meget om noget PS2-era, hvilket jo kan have en charme i sig selv. Men da skuespillet er så investerende, synes jeg det ser fjollet ud, at karaktermodellerne er så skæve og spontane – dette gælder specielt også ansigterne.

Lyd designet er dog ikke retfærdiggørende. Uanset hvor man bevæger York hen, lyder der som Eccosko på linoleum. Om man går på et gulvtæppe, noget træ, de asfalterede veje, er det samme den ‘klik klak’ lyd. Det bliver meget hurtigt trættende.
Yorks ansigt flyver også rundt i dialogerne. Hans mund og øjne fungere fint når han selv taler, men ligeså snart han holder pause, flyver ansigtet tilbage til hvilepositionen – og det er uden glidende overgang.

Kampsystemet er også meget forældet. Der er en knap der styre nævekampen, og den minder lidt om de første Yakuza spil. Det er meget primitivt og gør ikke rigtig noget godt. Igen, dette kan have sin charme når det kommer til titler der bevidst forsøger at vække den nostalgiske PS2-følelse. Men hvis selv indie titler, kan have en glidende styring og kampsystem, bliver jeg lidt ærgerlig over Deadlys systemer.

…Men som jeg har gjort udtryk for øverst i anmeldelsen, er historien vild, og den er værd at tjekke ud, hvis tiden og lysten er til det. Man må som spiller bare bære over med, at man skal igennem lidt skidt for, at nå til guldet.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægRazer Kishi universal ude nu
Næste indlægTrove: Delves er landet i en konsol version
Inkarneret Nintendo veteran. Jeg har altid elsket Nintendo, specifikt for Zelda franchisen. Jeg har været med på Nintendo-bøljen siden jeg var 4 år gammel - da jeg for første gang spillede Super Mario 64. Da Ocarina of Time så kom ud, fik jeg en metaforisk lussing, og blev for alvor bidt af spil verden. Siden da har jeg lagt mig ud med stort set alt gaming på markedet. Der er ikke en genre jeg foretrækker over en anden, da jeg mener at alle typer spil er et stykke kunst i sig selv, og bør opleves på godt og ondt. Giv mig lidt Fire Emblem, noget JRPG og noget Zelda, så skal jeg nok give dig en highfive!