Slut februar har gamere i Europa haft adgang til splinternyt hardware i form af PlayStation Vita. Det er flere år siden vi sidst har set en helt ny platform. I dag domineres området for portable spil mest af telefoner og forskellige former for tablets. Findes der stadig et marked for en dedikeret håndholdt konsol med en pris på omkring 2.000 kr.? GamersLounge skraber i lakken for at se om den nye skønhed er mere end facade.

Hardware

PS Vita er med sine kun 260 gram lettere og tyndere end noget jeg tidligere har set. Det strømlinede super elliptiske design virker inspireret af Piet Hein og oser af kvalitet i sort kulfiber look og aluminium. Fronten dommineres af den næsten 13 cm store OLED skærm som leverer en enestående kvalitet med farverige detaljer og en dyb kontrast. I de første minutter med Uncharted: Golden Abyss eller WipEout 2048 stjæler kvalitet af skærmen stort set al opmærksomhed fra spillet.

Sammenligner jeg med mobiltelefoner findes der enkelte med samme størrelse skærm som f.eks. Samsung Galaxy Note og den kommende LG Optimus Vu. De repræsenterer begge kategorien mellem tablet og telefon. Her har PS Vita et solidt forspring.

Det er selvfølgelig lige meget med skærmen hvis det er umuligt at styre. De to analoge pinde og de otte knapper, er som jeg kender dem fra en SixAxis kontroller. Selvom de alle er miniature udgaver, er de placeret så du komfortabelt og præcist kan styre rundt som var det på en traditionel konsol. Det er første gang jeg har oplevet en styring hvor jeg tror det er muligt, at lave en velfungerende first/third person shooter. Det eneste som mine store pølsefingre skal vende sig til er, at have fornemmelse for både de analoge pinde samtidig med skuldertasterne. Det er skønt, at opleve en håndholdt konsol som giver samme hurtige, og ikke mindst præcise, styring som jeg kender fra en konsol.

psvita_01

Skærmen er også berøringsfølsom (multitouch) og det giver en let mulighed for at styre mere casual spil. Selvom Uncharted ikke falder helt i denne kategori, så findes en velfungerende mulighed for at plotte en rute for Nathan. Jeg synes, at alt mange spil, som styres med en berøringsfølsomskærm, enten får lavet noget hvor dine fingre konstant er i vejen for handlingen eller hvor styreområderne beslaglægger hovedparten af skærmen. Escape Plan er et godt eksempel på et spil som både anvender multitouch skærmen og den store multitouch pad på bagsiden. På skærmen kan du trykke på objekter, mens du styrer rundt med bagsiden. Dermed udnyttes styring med berøring bedst muligt. WipEout lader dig f.eks. accelere ved at du glider din finger lang pladen på bagsiden. Der er muligheder nok og det gælder for udviklerne om at benytte de teknologiske muligheder, så det giver dig den bedste oplevelse.

Desuden findes der Start og Select tasterne og selvfølgelig den uundværlige PlayStation tast som bringer dig tilbage til menu’en. Langs kanterne findes en USB port, et indstiksmodul til spil, et indstiksmodul til hukommelseskort, og en tilslutning til endnu ikke annonceret ekstra hardware eller anden form for udvidelse. Overraskende er det ikke muligt at tilslutte en ekstern skærm eller monitor. Det synes jeg er synd, både fordi det afgjort kunne være en mulighed når du er hjemme og fordi jeg gerne ville vise levende billeder fra spil til GamersLounge’s anmeldelser. Nu har jeg også haft fingrene i en udviklingsmodel af Vita så jeg ved, at der faktisk er en video udgang helt standard. Mon en skruetrækker og et stykke tredjeparts isenkram kan løse den opgave?

psvita_03

Det er klart at de indbyggede højtalere aldrig kommer til at spille rådhuspladsen op. Det er uanset hvilken størrelse by du bor i. Jeg benytter de medfølgende hovedtelefoner og skal på et tidspunkt have undersøgt om mine Sennheiser MM450 også virker sammen med Vita. Hvorfor ikke gå trådløst hele vejen?

Maskinrummet
Hjernen i moderne elektronik er ikke bare en Central Processing Unit (CPU), lidt Random Access Memory (RAM) og en grafik processor (GPU). I dag bygges avanceret elektronik som System on Chip (SoC). SoC’en i Vita har fire ARM Cortex A9 processorer med en PowerVR SGX 543MP4+ GPU med fire kerner. I parentes bemærket så har iPad 2 og iPhone 4s ”kun” en SGX 543 med to kerner. Ifølge de tekniske kilder hos Sony er denne version af 5-serien specielt designet til Vita. Derfor er der plus efter MP4.

Når der har været interview med de forskellige udviklere, så er det tydeligt at de er imponeret over denne lille maskines formåen. Game director på WipEout 2048, Graerne Ankers udtalte at studiet have taget en fuld HD bane designet til PlayStation 3 og lod Vita beregne og vise den i præcist samme kvalitet. Vita gav uden problemer en ydelse på mere end 250.000 polygoner per billede. Det er samme ydelse som PlayStaion 3 vel at mærke også med en billedrate på 60.

Det betyder, at Vita også er i den øvre ende hvis jeg sammenligner med de nyeste mobilenheder. Der kommer selvfølgelig hele tiden nye enheder. Kommende mobiltelefoner bygges over den nye ARM A15 samtidig med at Imagination Technologies arbejder på den endnu kraftigere Serie 6 Rogue GPU. Hvorfor synes jeg det er interessant at sammenligne med mobiltelefoner og andre mobile platforme? Det er fordi det er her den store mængde af udviklere findes.

psvita_07

Hemmeligheden bag succes er nemlig ikke alene kvalitet af din hardware. Succes defineres i højere grad af hvilket indhold der er til rådighed og i hvilken kvalitet. Mange nye udviklere har valgt iOS og/eller Android som deres platform, i stedet for de mere komplekse konsoller. PlayStation 3 er en utrolig kompleks maskine med otte Synergistic Processor Units (SPU), hvor Vita med sit modulærer design minder meget mere om den mobilplatform udviklerene kender. Dermed ser det ud som om Sony har fokus på at det skal være enkelt at udvikle til Vita. Hvis du sidder med en udvikler i maven så findes der desværre ikke et indie API (Application Program Interface) til Vita, som vi f.eks. har til Xbox med XNA. Sony udtaler at det ”snart” bliver muligt at udvikle titler med PlayStation Suite som kan downloades.

Desværre har Sony igen foretaget nogle helt uforståelige teknologiske valg. Vita har et kamera både foran og bagpå, med ynkelige 0,3 Mega pixels. Selv min trofaste Nokia E90, den sidste rigtige smartphone fra Nokia, kan præstere 3,2Mp. Sony selv forklarer, at disse kameraer er til spil med augmenteret, eller forstærket, realitet som f.eks. Reality Fighters. Den lavere opløsning giver en højere billedrate og dermed en bedre oplevelse.

Den køber jeg, fordi jeg gladelig slæber rundt med mit Nikon D80, hvis jeg skal tage billeder. Noget som jeg ikke køber er den mænge af proprietærer formater som Sony igen har smidt efter Vita. Sony var først med en Walkman og sidst en MP3 afspiller, hvor den dundrende fiasko blev cementeret med musikformat AAC (Advanced Audio Coding). Du skal købe et specielt USB kabel for at kunne tilslutte Vita til en pc eller din PlayStation 3 for den sags skyld. Der findes heller ikke nogen form for statisk hukommelse indbygget, så du skal ud og investere i et proprietær hukommelses kort fra Sony. Det findes i 4, 8, 16 og 32 Giga byte. Da 32 Gb kortet ikke er på markedet endnu er det største du kan få fat i et 16Gb kort til den svimlende sum af 400 kr. Det er mere end dobbelt så dyrt som et standard SD kort i bedste kvalitet.

psvita_02

Det giver selvfølgelig Sony en mulighed for at kontrollere tilbehørs markedet. Sony selv oplyser, at det specielle hukommelseskort er en nødvendighed fordi Vita er så kompakt og højtydende. Sammenlignet med prisen for Vita tror jeg det bliver en barriere som bliver svær at overvinde for mange brugere. Samtidig er kortene meget spinkle og egner sig derfor ikke til at blive skiftet mens du er på farten.

Spil
Som englænderne siger ”The proof is in the pudding” og når alt kommer til alt så er det en spillekonsol. Så hvordan står det til med spillene? Tja, med mere end 30 titler ved udgivelsen af Vita, så er der noget for enhver smag. Uncharted: Golden Abyss, WipEout 2048, Virtua Tennis 4, F1, Dungeon Hunter, Ultimate Marvel vs. Capcom 3,  Ridge Racer og Army Corps of Hell for blot at nævne nogle af de traditionelle spil. Desuden er der også download titler som Motorstorm RC, Escape Plan og Super Stardust Delta. Dermed kan du snart finde dine konsolfavoritter på PS Vita. Ikke nok med at udvalget er stort, kvalitet er også i top – også på tredje parts titler som f.eks. Rayman Origins.

Ude i horisonten kan jeg desuden skimte titler som LittleBigPlanet, Call of Duty, Resistance og Bioshock. Personligt ser jeg frem til Sony’s sandkasse (eller open world) adventure spil, Gravity Rush, hvor du kan lege med tyngdekraften. Det kommer i maj og ser ud som om det bliver et must have, alene på grund af grafikken. Titlen Sound Shapes fra canadiske Queasy Games ser også spændende ud. Samtidig er der masser af download titler og der kan være guld blandt nogle af de mindre hypede som f.eks. A-Men fra de polske udviklere Bloober Team eller det Subbute inspirerede augmenterede fodboldspil Table Football udviklet af Four Door Lemon.

psvita_05

Augmenteret realitet anvender i stor udstrækning Vita’s gyroer og acceleratormeter. Det er samme teknik du kender fra iPhone hvor den eneste anvendelse var app’s med virtuelle drikkevarer som du kunne hælde i dig. Nå ja og så måske lige Doodle Jump. Vita’s er hurtigere og mere nøjagtige. Derfor vil objekter projekteret ind i den alternative virkelighed via Vita’s kameraer, følge omgivelserne når du bevæger konsollen rundt. Det er ikke helt uudforsket, da Nintendo 3DS også leveres med nogle kort og minispil. Du kan selv danne dig din egen mening for med Vita følger 6 AR kort og koder til at hente 3 programmer. Kortene detekteres af Vita og benyttes til at definere spille området i den virkelige verden. Har du Eye Pet til PlayStation 3 kender du princippet og Eye Pets and Friends er næste trin på AR stigen.

Du kan også hente klassiske PSP og PSmini titler fra PlayStation Store. Der skulle være med end 275 PSP titler og mere end 100 minis. Tog du aldrig springet til PSP er du gået glip af titler som Patapon, Disgaea: Afternoon of Darkness og Persona 3. Du løber kort sagt ikke tør for nye spil lige med det samme.

Forbindelser
Der findes to modeller af Vita. Den ene kommer med WiFi mens den anden kommer med både WiFi og 3G. Det er lidt en smagssag om du ønsker den ene eller den anden. Du kan med WiFi komme på Internettet enten via din egen trådløse forbindelse hjemme eller et tilsvarende hotspot hvor du end er. Har du behov for komme på internettet altid så er 3G modellen mere dig, specielt hvis du har et mobilabonnement med datadeling. Det er enkelt at sætte op og den seneste opdatering tilføjer bl.a. Google Maps til din menu.

Vita kommer med en web browser som understøtter HTML5 og måske derfor er der ikke understøttelse for Flash. Det er ikke den hurtigste web browser jeg har prøvet og det er skuffende at den ikke kan vise YouTube. Bortset fra disse to ting så fungerer browseren udmærket og med et par opdateringer bliver oplevelsen helt sikkert forbedret.

Jeg synes den mest spændende funktion er Near app’en, som er Vita’s svar på Nintendo 3DS StreetPass. Det giver dig mulighed for at se hvor dine venner befinder sig og hvad de spiller. Du kan også se om der er andre Vita spillere i nærheden. Afhængig af spillet, er det muligt at lægge virtuelle gaver til andre på bestemte steder, eller at lægge våben og ammunition. Der er selvfølgelig også multiplayer matchmaking så du kan udfordre venner mens du er på vej.

psvita_08

Den naturlige udvikling er selvfølgelig at du kan ”efterlade” udfordringer til alle andre. Så sidder du i et tog på vej over Fyn kan du omkring Odense lægge en highscore som udfordring. Alle andre som passerer samme punkt kan så se din udfordring. Hvorfor skulle du gøre dette? Selvfølgelig for at få ekstra ting til dine spil som belønning. Det er moderne geocaching uden du behøver trampe rundt i naturen og blive beskidt.

Du finder også en Party app som giver dig mulighed for at tale eller chatte sammen med venner, også selvom de ikke spiller det samme spil. Der er alt hvad du kan forvente af adgang til social programmer og service. Det betyder, at du finder FaceBook, Flickr og Twitter gennem Vita programmet LiveTweet.

Selvfølgelig kan Vita forbindes til din PlayStation 3. Det giver dig mulighed for at synkronisere video, musik og de spil som er kompatible med Vita. Det er ikke andet end hvad jeg ville forvente. Så det store nye er muligheden for, at Vita spillere kan udfordre PlayStation 3 spillere. Har din kammerat WipeEout HD på PlayStation 3 så kan du på Vita sende en multiplayer udfordring, så I spiller mod hinanden – cross platform. Det er noget som kun ganske få har eksperimenteret med. Det bedst kendte eksempel er Shadowrun hvor pc og Xbox kunne spille mod hinanden. Shadowrun var låst til Windows Vista og dermed virkede det mere som et Vista marketing stunt end noget andet. Denne form for cross platform udfordringer findes også i Motorstort RC, Ultimate Marvel vs. Capcom 3, Hustle Kings og Top Darts. Samtidig er nogle titler gratis at hente hvis du har købt dem på Vita eller omvendt.

Jeg har gemt det bedste til sidst. Muligheden for at tage dit PlayStation 3 spil og dit save game med på farten med Vita. Hvor tit har jeg ikke siddet midt i en spændende udfordring i et rollespil blot for at blive slæbt bort til en helt weekend med kaffe og kage sammen med familien. Det eneste jeg tænker på er at komme hjem og spille videre. Med Vita kan du nu tage dit spil og dit save game med på farten. Når du kommer hjem kan du spille videre på den store skærm med det save som du har brugt på Vita. Det første spil som kommer til at understøtte dette er adventurespillet Ruin. Det bliver stort!

psvita_10

Der er også en Remote Play funktion som giver dig adgang til at dele spil på Vita. Jeg har set en demo af Killzone 3 som er blevet streamet fra en PlayStation 3 til Vita. Dermed ser det ud som om du kan spille et PlayStation 3 spil uanset hvor du er. Det virker som om det er spiludgaven af Slingbox. Sony har annonceret, at alle spil på PlayStation 3 skulle være kompatible med Remote Play. I skrivende stund, som er 3. marts 2012, er det en meget lille portion spil som rent faktisk er muligt at spille. Jeg har ikke fundet en officiel Sony liste så kig hos PS3Trophies hvor en tråd opdateres med spil som er prøvet. Det er enkelt at sætte op når du sidder med din PlayStation 3 og Vita ved siden af hinanden. Du kan endda vælge, at Remote Play automatisk skal tænde din PlayStation når du vælger Remote Play på din Vita. Det virker både på dit eget lokale trådløse net og som VPN (Virtual Private Network) via Internettet. Spændende ser det ud, og med opdateret firmware håber jeg Reckoning og mange andre spil er med.

Remote Play giver også mulighed for at anvende din Vita som controller til PlayStation. Det er lidt som det Nintendo lavede, hvor du kunne anvende din GameBoy som kontroller til GameCube og selvfølgelig det seneste udspil med Wii U. Det lyder måske lidt søgt at anvende Vita som kontroller med en ekstra skærm. Jeg tror det potentielt kan blive rigtigt spændende. Hvis jeg kigger på mig selv, sider jeg med min Mac på skødet når der er Vild med Dans. (Ja så slap det ud, du ser sikkert noget helt andet). Dermed kan Vita passe ind i underholdningstrenden hvor vi godt nok sidder med en fælles oplevelsen på skærmen og stadig har den personlige på Vita. Multiplayer på samme konsol bliver en helt anderledes oplevelse med Vita.

Batterilevetid
Sony siger, at du kan forvente mellem tre og fire timers effektiv spilletid inden Vita skal oplades igen. Det passer meget godt med mine erfaringer. Video giver samme levetid, mens du skulle kunne afspille musik i omkring 9 timer. Det passer meget godt med mobilenheder med samme ydeevne.  Du skal regne med at det tager ca. to og en halv time at lade Vita fuldt op igen.

Konklusion
Der er ingen tvivl om at PS Vita er en enestående maskine. Det er også svært at argumentere mod det imponerende udvalg af titler. Spørgsmålet er om Vita med en pris på omkring 2.000 kr. kan stå distancen i kampen mod det stigende antal af smartphones og tablets.

Der er et stort og voksende marked for Android og iOS spil. De passer perfekt til et afbræk i hverdagen, hvor halvdelen af fornøjelsen er at finde, hente og tale om spillet. Her passer BugControl og Marbians perfekt. Der findes også titler med mere dybde som f.eks. Dead Space og Infinity Blade selvom der er lagt mellem dem. Der er bare oplevelser en berøringsfølsomskærm aldrig kommer til at levere. Det er den nøjagtige styring i 3 dimensionale rum som kræves for at spille Batman, Killzone eller Reckoning. Det er titler som har defineret underholdning på konsol og det er den oplevelse som Vita leverer. Alt står fantastisk skarpt på den næsten 13 cm store OLED skærm med en hurtig og præcis styring.

psvita_04

PS Vita kan betragtes som en luksus – prisen taget i betragtning – og jeg tvivler på at jeg vil tage min Vita med hvor jeg står og går. Den er perfekt til længere rejser og når jeg gerne vil ligge henslængt i sofaen og spille, mens resten af familien ser Vild med Dans. Så kan jeg spille alle de spil jeg kender og elsker uden det bliver casual pegespil hvor interessen hurtigt falmer.

Jeg har sammenlignet Vita med de domminerende mobile spilplatforme. Ønsker du en dedikeret mobil spillekonsol er der selvfølgelig også Nintendo’s 3DS. Den er billigere og egnet til at følge dig i tykt og tyndt. Titler som Super Mario 3D Land, Legend of Zelda og Star Fox 64 3D kombineret med den nyskabende 3D skærm gør også denne spændende. Hvorfor nøjes med kun den ene? Selvom prisen på PS Vita er i den høje ende, så hører det med til sammenligningen at Sony forventer at PS Vita skal leve i 10 år. Det er mange gange længere end nogen anden platform. Selv en pc holder kun omkring 3-4 år.

Der er masser af plads til PS Vita i den store niche hvor alle core gamere befinder sig. De seneste par år er vi, core gamerne, blevet spist af med værdiløse koncepter som ”vær din egen kontroller” og lysende kugler som viftes foran et kamera. PS Vita er det eneste som er udviklet til os i rigtig lang tid.

PS Vita er et fabelagtigt stykke forbrugerelektronik som er skabt til alle som elsker spil i den kvalitet og dybde som kendes fra konsollerne. Den oser langt væk af veldesignet kvalitet som kun bliver overgået af oplevelsen når du spiller. Jeg stiller aldrig spørgsmål til fruens skoindkøb – ligesom hun aldrig stiller spørgsmål til mine indkøb af forbrugerelektronik. Hvis du er til spil og gadgets, eller bare én af delene, så kan du godt sætte PS Vita øverst på ønskeseddelen, eller øve den gode forklaring til hvordan PS Vita pludseligt er blevet en del af husholdningen.