Kongen inden for Action-RPG er endelig tilbage. Diablo 4 er klar til at tage kampen op mod de underdanige i endnu et actionbrag som vil stjæle dine timer og tommelfingerkræfter.
Hvis vi ser bort fra diverse udvidelser til Diablo 3, samt det mobile Diablo Immortal der mildest talt fik en noget blandet modtagelse, så er Diablo 4 den første reelt friske udgivelse siden 3eren blev smidt på gaden tilbage i 2012. Det er samtidig 26 år siden at den ekstremt populære Action RPG serie så dagens lys. Så med både forventningens glæde, samt en serie der i lange perioder har været den ubestridte konge i sin genre, var det med store forventninger vi satte os ned med den spritnye udgivelse.
Er Diablo 4 så en retur tilbage til tronen? Svaret må være et forsigtigt ja, men der er dog stadig flere områder, hvor de kommende updates – som ganske garanteret følger – skal ind og rykke på balancen. Men mere om det senere, lad os tage tingene fra begyndelsen og se hvor vi ender.
Som en unavngiven helt kastes du ind i verdenen Sanctuary, hvor kampen mellem det gode og det onde er i fuldt flor. Den primære antagonist er fra spillets udgangspunkt Lilith – som også havde en rolle i Diablo 2. Hun er datteren af den ekstremt magtfulde Mephisto; Hadets herre. Hun har sin helt egen mørke agenda, og det varer ikke længe før du bliver hvirvlet op og ind i hendes planer.
Historien er måske ikke ligefrem fantastisk, men den matcher om ikke andet fint niveauet fra sidste udgivelse. Det der primært bærer det hele det mørke univers, figurer og baggrundshistorie som serien efterhånden har bygget op. Mens du kæmper dig vej gennem kampagnens fem regioner i din færd på at forpurre Liliths planer, vil du hurtigt blive opslugt i en verden, der ganske enkelt er en fryd at blive væk i. Det sker i spillets lækre Dungeons; men også lige så meget i de flotte mellemsekvenser – noget som serien altid har levet på, men som her tager endnu et skridt mod animeret film.
Dit første og vigtigste valg er dog hvilken figur du vil bære igennem frem til spillets end-game. Her er mulighederne: Necromancer, Sorcerer, Rogue, Druid og sidst men ikke mindst den eneste genganger fra tidligere grundspil nemlig the Barbarian. Det bliver relativt hurtigt tydeligt at de enkelte klasser stadig ikke er helt på plads balancemæssigt, hvor Necromanceren (til trods for at den allerede har fået første nerf) unægtelig føles som den stærkeste klasse mens the Rogue modsat føles undervældende. Det skyldes primært udviklingen i deres evner hvor Necromanceren lynhurtigt bliver centrum i en udødelig hær og the Rogue modsat kræver noget mere minutiøs tilgang til handlingen med sine langt mere situationsafhængige evner. Generelt virker de to rene magiske figurer pt. som the sweet spot, hvis man skal have en let introduktion.
Ikke dermed sagt at spillet på nogen måde er let. Du har fra starten valgmuligheden mellem to sværhedsgrader, hvor der er ekstra erfaring at hente på den højeste. Efter en stille start, så bryder helvedet bogstaveligt talt snart løs og du kommer hurtigt ind i seriens vante rytme, som bare inkluderer knaptryk til højre og venstre imens du bruger alle de evner du efterhånden tilegner dig. Spillets nu åbne verden suger sig ind i et hav af hoved- og sidemissioner, der konstant lige lokker dig til ”bare lige en enkelt mission til”.
En anke fra vores side her er, at omverdenen øger niveau fuldstændigt sideløbende med dig. Det betyder helt konkret, at alle de myriader af missioner du går og påtager dig bare ændrer niveau sammen med dig. Med andre ord, så mister du en stor del af den glæde der ellers ligger i, at man har brugt tid på at samle erfarenhedspoint og er steget i niveau. Det sker fuldstændigt løbende – både i spillets hoved og sidemissioner, så reelt set har du sjældent noget egentlig behov for at løbe igennem sidemissionerne da hovedmissionerne ikke bliver lettere heraf. Det fjerner som sagt noget af glæden ved at blive stærkere.
Et andet anke fra vores side er, at selv om enkelte af spillets bosser er mindeværdige så er hovedparten af dem desværre spongebosses. Altså fjender som kræver et ulideligt højt antal slag for at slå dem ihjel. Samtidig sker en del af de opgør på meget begrænsede arealer, hvor hovedfjenden også har det med at tilkalde horder af mindre fjender til at assistere dem. Kampene bliver derfor ofte uendelige gentagelser af samme mønster, hvilket bare ikke er vildt underholdende i længden.
Med det sagt, så er spillets kerne stadig helt utroligt afhængighedsdannende. Den konstante indsamling først af almindelig loot, der så kommer i højere niveauer men også i spillets endgame, hvor du dertil kan få adgang til såkaldte legendariske evner der kan åbnes ved at klare visse opgør. Det hele bliver på et tidspunkt mest af alt et spørgsmål om sammensætningen af dine evner i givne kampe mere end dit generelle niveau. Dette er med til at give et strategisk præg, som spillet nok ikke havde haft hvis det bare var et spørgsmål om at farme levels så hurtigt som muligt.
På et teknisk niveau er det en super attraktiv titel. Det både fra en grafisk vinkel, hvor den eventyrlige, fjendtlige verden åbner sig op omkring dig og behændigt kaster horder af fjender imod dig imens magiske effekter blomstrer ud fra alskens kilder uden at tempoet daler. Dertil er lydsiden helt sublim, hvor du fra første anslag i titelmenuen ved du er tilbage i Diablos univers. Det forplanter sig videre i baggrundslyden i selve spillet, hvor musiske hårde toner spiller op mod de veltimede lydeffekter.
Diablo4 er på nuværende tidspunkt måske ikke perfekt. Der er elementer af ubalance samt især visse bossfights der bare er frustrerende i sin repetition i stedet for medrivende. Det kan dog ikke fjerne det faktum, at det her bare et dybt underholdende og vanedannende stykke underholdning som vil stjæle timer fra din kalender, hvis du bare er den mindste elsker af genren. Samtidig er vi helt overbeviste om, at de rynker der i øjeblikket er i spillet vil blive rettet af Blizzard, der normalt er gode til løbende at adressere problemer med omfattende updates.