Embracer Group er igen i gang med at omstrukturere sin enorme portefølje af spilbrands, og denne gang er det nogle af de mest kendte franchises, der potentielt kan få nyt liv hos eksterne udviklere.
I en ny udmelding bekræfter selskabet, at det forbereder en spin-off kaldet Fellowship Entertainment, som bliver en selvstændig enhed og fremover skal samle alle Embracer-ejede IP’er under én struktur.
Det inkluderer tunge navne som Saints Row, Deus Ex og Red Faction, som ifølge Embracer nu aktivt bliver “shopped around” til eksterne partnere.
Embracer beskriver selv målet som at øge fokus og gøre IP-strukturen mere attraktiv for investorer, samtidig med at virksomheden vil gøre det lettere at samarbejde med eksterne studier.
Ifølge selskabet vil Fellowship Entertainment blive noteret på Nasdaq i 2027, og planen er at øge udgivelsesfrekvensen markant i de kommende år med mindst to spil årligt fra regnskabsåret 2027/2028.
Samtidig nævnes det, at Embracer vil arbejde mere aktivt med nye teknologier og AI som en del af den fremtidige strategi.
Men det er især listen over IP’er, der får opmærksomhed.



Ud over større brands som Kingdom Come: Deliverance, Dead Island, Darksiders og Metro, åbner Embracer nu også døren for mulige samarbejder omkring en række kultfranchises. Her nævnes blandt andet Legacy of Kain, Thief, TimeSplitters og Deus Ex.
Det betyder ikke, at nye spil er bekræftet, men det signalerer tydeligt, at Embracer aktivt leder efter partnere, der kan genoplive nogle af de mest efterspurgte serier fra tidligere generationer.
Selskabet har samtidig tidligere været under kritik for sine omfattende nedskæringer og studio-omlægninger, men fastholder i sin nye udmelding, at målet har været at bevare så mange teams som muligt gennem en turbulent periode i spilbranchen.
Om denne nye struktur rent faktisk fører til et comeback for klassikere som Deus Ex og Saints Row, må tiden vise. Men for første gang længe virker døren i hvert fald ikke helt lukket.














